Fishing Zealand går online med fluebinding og Fjordlandet Open
Fiskekonkurrencen Fjordlandet Open går igen online grundet COVID-19, og arrangøren Fishing Zealand har også taget initiativ til en anden aktivitet. Hver torsdag i de kommende uger bliver der offentliggjort en ny fluebindingsvideo, hvor du kan binde med under kyndig vejledning.
Når fiskekonkurrencen Fjordlandet Open bliver afviklet i dagene 19.-21. marts 2021, bliver det igen i en online-version som i efteråret. Det betyder, at deltagerne som sædvanligt skal indsende billeder af deres fangster, men der bliver ikke fysisk fremmøde ved start og afslutning. Fjordlandet Open afvikles i Isefjorden og Roskilde Fjord, og du kan allerede nu tilmelde dig.
Mangler du inspiration til arbejdet ved fluestikket på de kolde vinteraftener, kan du koble dig på over internettet, når Fishing Zealand om torsdagen byder på online-fluebinding med dygtige instruktører som vejledere.
Fjordlandet Open går online igen
I efteråret lykkedes det med succes og rekordtilslutning at afvikle Fjordlandet Open i en online-version, hvor der ikke var samlet fysisk fremmøde hverken ved start eller afslutning. Derimod blev afslutningen med offentliggørelse af vinderne streamet online, og sådan bliver det også i forårskonkurrencen, der afvikles fra fredag den 19. marts til og med søndag den 21. marts.
Fjordlandet Open er en frivillig catch & release fiskekonkurrence, så deltagerne skal blot måle længden på de havørreder, de fanger, og indsende et billede af fisken sammen med det udlevere målebånd.
Udlevering af målebånd
Det obligatoriske måleredskab, der skal anvendes under konkurrencen, udleveres to steder fredag aften kl. 17.30-19.00. Henholdsvis ved Ryegaard Ishus ved Munkholmbroen, Munkholmvej 325, 4060 Kirke Såby og i Frederikssund Kommune ved grillbaren “Route 66”, Strandvej 1, 3600 Frederikssund.
Der vil også foregå udlevering af målebånd lørdag morgen på de samme lokaliteter kl. 5.45-6.15.
Udlevering er måleredskaber sker ved fremvisning af gyldig billet. Grundet de særlige omstændigheder kan der også udleveres måleredskaber til flere, hvis blot deres billetter medbringes. Derfor er det ikke nødvendigt, at alle møder op personligt.
Fotokonkurrence
Sideløbende med fiskekonkurrencen afholdes som vanligt også en fotokonkurrence, og desuden arrangeres en affaldsindsamling, hvor man også kan vinde en præmie, hvis man indsender et billede af det indsamlede affald.
Fjordlandet Open arrangeres i et samarbejde mellem Roskilde Kommune, Roskilde og Omegns Lystfiskerklub, #plasticinthebasket og Fishing Zealand. Deltagerprisen er 199 kr.
Du kan finde meget mere information, se præmierne og finde tilmeldingen på konkurrencens hjemmeside og på konkurrencens Facebook-side.
Vi binder sammen – hver for sig
Sådan lyder – i bedste coronastil – overskriften på det initiativ, der har premiere torsdag den 4. februar og fortsætter de efterfølgende torsdage.
– Vi vil her i vinter udgive en række fluebindingsvideoer med dygtige og kendte fluebindere/fluefiskere, der alle har deres udgangspunkt i en af vores medlemskommuner, fortæller Niels Lagergaard Pedersen fra Fishing Zealand. Han fortsætter:
– De inviterede fluebindere vil, udover at binde fluer, fortælle om, hvordan fluerne fiskes, hvornår de er mest effektive, krydre med gode fangsthistorier, fortælle om deres fortrukne grej, samt give et par hotte tips til kysten netop nu.
I de kommende uger, vil der hver torsdag blive udgivet en ny video, men forinden vil man præsentere en materialeliste på Fishing Zealands hjemmeside, så der er mulighed for at tjekke, om kassen med fluebindingsmaterialer skal suppleres, hvis man har lyst til at binde med.
Videoerne finder du på Fishing Zealand Youtube-kanal.