Pierre Bourdieu og lystfiskerne
Illustrationer af Rosa Nan Leunbach.
I alle grupper med fælles interesser kan man finde særlige regler, systemer og hemmeligheder. Hos lystfiskere er de bedste fiskepladser noget af det, som er allermest værdifuldt, og derfor er de ofte hemmelige. Men hvad betyder det for os alle sammen, at det mest værdifulde også er det mest hemmelige? Sportsfiskeren har set nærmere på miljøet gennem en berømt fransk sociologs briller.
OM PIERRE BOURDIEU
Den franske videnskabsmand Pierre Bourdieu (1931-2002) var en af de mest indflydelsesrige og betydningsfulde sociologer i verden. Hans teorier om felt, kapital og habitus forandrede sociologien og inspirerer stadig den dag i dag forskere og studerende inden for en lang række af forskellige fag.
Især har han gjort sig gældende, når det handler om at identificere magt i forskellige sociale strukturer.
En februar aften sad jeg i et regionaltog mod København fra Holbæk, hvor jeg havde været til foredrag i "Pro Outdoor" om forårsfiskeriet efter havørred i fjordene. Det var ekvilibristen Lars Juul, der holdt oplæg, og det var min klare fornemmelse, at de omkring 80 deltagere primært var kommet for foredragets anden halvdel, der handlede om særligt gode forårspladser i Roskilde- og Isefjord. Men Lars Juul viste også et billede af en særligt flot fisk, omtrent otte kilo, og spurgte, om andre end han selv, havde forsøgt at analysere billedet og dermed finde pladsen? Næsten alle hænder røg i vejret. Latteren slog som en bølge over selskabet, fordi vi alle blev afsløret i en anden særlig disciplin for lystfiskere. At aflure alle de andres hemmeligheder.
Selvom lystfiskermiljøet var ganske nyt for mig, så havde jeg hurtigt opdaget, at der, som i alle andre grupper med fælles passion eller interesser, var særlige regler, hemmeligheder og systemer, som kun lystfiskere kendte til. Og at der fandtes begreber og sprog, som man måtte kende til og forstå, hvis man ville være en del af miljøet. På vej hjem i toget begyndte jeg at fundere over, hvad det gør ved miljøet og dermed os alle sammen, at de hemmelige pladser er noget af det mest værdifulde?
Hvert eneste billede, som bliver lagt på de sociale medier, bliver underkastet en grundig analyse for at afsløre pladsen. Det ved de fleste lystfiskere, og derfor tager mange også forskellige forbehold. Jeg havde lagt mærke til, at langt de fleste fangstbilleder var taget med havet bag fiskeren. På den måde kunne ingen geografiske detaljer identificeres. Andre slører baggrunden, eller venter flere dage til vejret er skiftet med at uploade billedet. Angiver forkert lokation eller sletter geodata. I det hele taget gør rigtig mange et stort arbejde for at sløre sine pladser.
Senere oplevede jeg, hvordan en fiskekammerat brugte en hel nat på at aflure en særlig plads på Stevns, hvor en heldig lystfisker poserede med en ordentlig krabat. Med Googlemaps3D, Krak, zoomværktøj og vejr-appen Windy lykkedes det til sidst. Ud på morgenen modtog jeg et kort med et stort kryds. "Det var bundgangspælen til venstre samt vinden i sidste weekend, der afslørede ham", skrev min ven og vedhæftede billedet, hvor man kunne se en lille mørk pind tyve meter bag mand og fisk.
Der findes forskellige hjælpemidler i jagten på den perfekte havørredplads. Kendskab til bundforhold, saltindhold i vandet og så videre. For de mere ivrige (og måske også lidt dovne) er nettet fyldt med tips, og i nærværende magasin er der ofte anbefalinger til helt konkrete pladser. Men samtidig støder man også på hemmeligheder ustandseligt. Når lystfiskeri omtales eller udføres til ære for medierne, understreges det ofte, at fiskeriet foregår "et hemmeligt sted". De fleste af os hjælper gerne begyndere i gang og anviser solide pladser, men mange af os har også en håndfuld pladser, som vi holder helt for os selv. Fanger jeg selv en stor fisk på en af dem og bliver spurgt, hvor den er taget, svarer jeg konsekvent: "Ask me no questions, and I will tell you no lies". De hemmelige steder pirrer naturligvis nysgerrigheden, og jeg opdagede hurtigt, at der både fandtes et helt sprog, men også en byttebørs, når det handlede om de bedste og mest hemmelige fiskepladser. Langsomt begyndte jeg at forstå, at netop de hemmelige pladser, kunne blive en nøgle til at forstå, eller i hvert fald forstå dele af, lystfiskermiljøet.
Det handler om kapital
Årsagerne til at holde en plads hemmelig rummer flere niveauer. Én ting er, at det vil være irriterende, at der pludselig står femten andre, når man ankommer for at fiske i fred og ro. Andet er, kendskabet til særligt gode pladser giver status, fordi alle, der fisker havørred, leder efter det mytologiske sted, hvor fiskene springer og altid hugger. Omkring det udvikler sig et sprog, og med sproget en kultur, som binder lystfiskere sammen på en helt særlig måde. Jeg har læst en del – om og af – den franske sociolog Pierre Bourdieu, som gennem sit liv beskæftigede sig med at identificere sociale systemer og magtstrukturer, og på den måde fik en dybere forståelse af, hvad der er på spil for bestemte grupper i samfundet. Hvordan de var struktureret og ikke mindst, hvem der var i toppen af de hierarkier, som findes over alt. Jeg besluttede mig for at kigge lidt på fænomenet med de hemmelige pladser gennem hans briller.
Særligt gode pladser giver status, fordi alle der fisker havørred leder efter det mytologiske sted, hvor fiskene springer og altid hugger
Her en meget simpel, men nødvendig introduktion. Der er tre begreber, som er nødvendige at have på plads. Det sociale felt og den kulturelle- og sociale kapital. Feltet betyder, at man kan påvise, at gruppen af individer har noget fælles på spil, som er værd at kæmpe for. At gruppen internt er enige om, at noget (i dette tilfælde fiskepladser) har en bestemt værdi, som et individ udenfor feltet ikke nødvendigvis opfatter værdifuldt. Det er faktisk såre simpelt. En svampesanker, ravjæger eller vættelyssamler er bedøvende ligeglad med, om der 10 meter fra kysten, hvor de færdes, vrimler med havørred. Men for lystfiskeren er den viden guld værd. Ikke bare for at fange fisk, men fordi alle i feltet godt vil betale en høj pris for den viden. Kendskab til sådanne steder giver status blandt lystfiskere, men ikke i andre felter. Og det sidste, altså kendskabet til pladserne, er det man kalder kulturel kapital, som kan veksles til social kapital. Den sociale kapital handler om netværk og forbindelser. Adgangen til et større netværk, giver adgang til flere pladser og dermed endnu højere status, og så videre. Den helt grundlæggende viden og kendskab til metoder og grej er kulturel kapital. Et menneske, som ikke kender forskel på en jig og en pirk, bliver ikke taget alvorligt. Den manglende kulturelle kapital blokerer for adgang til social kapital, og således er feltet lukket for vedkomne.
Lad mig komme med et par eksempler på, hvordan det folder sig ud i praksis. Fra min egen verden kan jeg huske en reception, hvor jeg faldt i snak med en biolog, som havde læst en længere artikel, jeg havde skrevet om en særligt flot fisk. Lynhurtigt opdagede vi, at vi begge kendte til begreber og metoder, som forvissede os om, at vi hver især talte med en lystfisker. Således var vi altså i det samme felt, og resten af selskabet forekom derfra temmelig uinteressant for os, som vi fordybede os mere og mere i samtalen. På et tidspunkt sagde han: "Jeg tør vel dårligt spørge, hvor den flotte fisk blev fanget", og dermed viste han, at han forstod og kendte reglerne i feltet, mens jeg blev så rørt over hans glæde over mit arbejde, at jeg fortalte ham, at stedet strakte sig over 90-100 meter og anviste en kyststrækning på omtrent fire kilo- ser. meter. Så måtte min nye lystfiskerfælle selv gå på jagt. Den kulturelle kapital, altså pladsen, blev vekslet til social kapital i form af vores nye forbindelse, og hver især cementerede vi vores plads i feltet. På den måde blev og er vi knyttet sammen af lystfiskeriets særlige sprog og regler, og næste gang vi ses, vil vi uundgåeligt drøfte, om min biologi-ven fandt pladsen og en række andre, som vi hver især har besøgt i den mellemliggende tid. Og på den måde opstår og udbygges kulturen hver eneste dag og i hvert eneste møde mellem lystfiskere.
Måske kender læseren til, at en pladsanvisning også kan bruges til at teste, om man kan stole på en lystfisker man nyligt har knyttet bånd med?
Et andet eksempel, hvor hele Bourdieus begrebsapparat er i spil, er i kapitlet "En smuk ørred fra Pont du Gard" i bogen Lystfiskerliv af Svend Saabye. Som ung mand har han fanget en flot fisk i en lille fransk bjergbys bæk. Det påkalder naturligvis den lokale fiskeklubs opmærksomhed. Saabye går fra at være en fremmed til en mand med et omdømme, som man (som lokal lystfisker) må lytte til og diskutere metoder med. Fordi han demonstrer sine kundskaber, og lykkes, træder han ind i feltet, og så rykker han lynhurtigt op i hierarkiet, fordi hans fine fisk øger hans mængde af kulturel- og social kapital. Men han rokker også ved den lokale "Champions" trone, og det må afgøres ved en dyst. Med sit lokalkendskab og til pladsens udviklede metode (altså den kulturelle kapital), fanger den lokale mester fire fisk, mens Saabye må nøjes med en enkelt. Mesteren er den dygtigste, og ordenen er genoprettet, og det hele slutter med et stort gilde i den lokale restaurant. Et medrivende og morsomt kapitel, som slutter således:
Fiskeklubber verden over er fyldt med beundringsværdige Mesterfiskere, for hvem Fiskekunsten er Grundlaget for al menneskelig værdighed. Ingen fremmed skal bryde ind og ændre det, der er vedtaget.
Med andre ord, Saabye bevæger sig i et felt, han kender som lystfisker, demonstrer sine evner. Han besidder ikke den fornødne kulturelle kapital til at besejre mesteren, men i kraft af sin viden opnår han tilstrækkelig social kapital, til at han tages alvorligt og indlemmes i feltet i form af den lokale fiskeklub. Heldigvis foregår det hele, for det meste, i en fredsommelige, drillende og godmodig tone, men ikke desto mindre kan man identificere Bourdieus begreber over alt i lystfiskermiljøet. Måske kender læseren til, at en pladsanvisning også kan bruges til at teste, om man kan stole på en lystfisker, man nyligt har knyttet bånd med? Prøv engang at tænke efter? Det rummer alle elementerne i den bourdieuske analyse. Tilstået, dette er meget forsimplet, men giver måske en lidt dybere forståelse af, hvad der er på spil for os alle sammen.
Selv har jeg naturligvis også pladser, som jeg ikke deler med en sjæl. Jeg ved, at en håndfuld mennesker kender til den, jeg her vil fortælle om. Naturligvis skriver jeg ikke, præcist, hvor det er, men hvis man er god til botanik og flora, så kan denne beskrivelse måske lede en nysgerrig sjæl lidt på vej.
Nu bevæger jeg mig ud på dybt vand, for med lidt snilde og detektivarbejde, kan pladsen måske findes
Min hemmelige plads
Denne plads har en ganske særlig plads i mit hjerte. Jeg har fanget store og flotte fisk der, og jeg er oftere taget hjem med fangst end uden. Men som tiden er gået, er det faktisk ikke så meget de overvældende mange fisk, der gør pladsen særlig. Det er netop, at jeg har den for mig selv. At jeg skælmsk kan smile og sige, "Ask me no questions, and I'll tell you no lies", når en fælle sukker efter at vide hvor. Men jeg har også knyttet et særligt følelsesmæssigt bånd til pladsen, fordi jeg er begyndt at sætte særlig pris på turen derhen. Nu bevæger jeg mig ud på dybt vand, for med lidt snilde og detektivarbejde kan pladsen måske findes med hjælp fra nedenstående beskrivelse. En dag i maj vil turen se nogenlunde således ud:
Først ad en lille dyreveksel med høje buske på begge sider. Fra græsset på stien flagrer små blåfugle, forskellige randøjer og perlemorssommerfugle op, som jeg nærmer mig i mine tunge vadestøvler og fiskestangen over skulderen. Efter jeg krydser en lille å, bliver der bedre plads, og til venstre står en væg af guldregn, mens der på højre side er en hel lille eng med skrøbelige blåklokker, østrigsk hør og enkelte skovgøgeurt. Så kommer jeg til to høje buske. En hvidtjørn og en havtorn. På forårsnætter lyser hvidtjørnen op som nyfalden sne i måneskin. Gennem den smalle passage mellem de to er adgangen til kysten og mit favorit-havørredvand. Ved en rådden bænk, hvor intet menneske har siddet i årtier, er en lille sti mellem to hybenbuske. Dér går man ned på den stenede strand. Nu vralter jeg over knytnævestore sten mellem strandkål og strandmalurt, der skyder op mellem tang og kadavere af fladfisk, som er skyllet i land. Stranden er skærmet af hyben-, havtornog enebærbuske. Først forbi en lille lund, som utroligt nok har fundet fæste mellem stenene og i sandet under, og omtrent en kilometer nede ad kysten har jeg lagt et stort stykke drivtømmer på tværs. Mellem drivtømret og et rankt og ungt træ, som står ensomt på stranden, findes, ude i vandet, mit yndlingssted. Ikke bare til fisk, men til væren. Denne sidste vejledning er skrevet med rystende hænder, for jeg forbryder mig mod en af feltets uskrevne regler. Fortæl ikke offentligt om de allerbedste pladser.
Denne artikel er bragt i Sportsfiskeren 4, 2020.
