Sportsfiskeren 3 er på vej til dig – få inspiration til dit efterårsfiskeri
Årets tredje nummer af Sportsfiskeren er på vej til dig, og vi guider og giver inspiration til efterårets spændende fiskeri. Læs her, hvad du har i vente.
Udgivelsesoversigt
Sportsfiskeren 1, 2020: 2. marts
Sportsfiskeren 2, 2020: 11. maj
Sportsfiskeren 3, 2020: 7. september
Sportsfiskeren 4, 2020: 23. november
Har du ikke modtaget Sportsfiskeren?
Hvis du mod forventning ikke modtager Sportsfiskeren, selvom du er medlem af Danmarks Sportsfiskerforbund, så send navn, adresse og medlemsnummer til medlemsadministrator Anne Holbæk på ah@sportsfiskerforbundet.dk
Sportsfiskeren 3 lander i din postkasse fra 7. september, og du kan også finde det i kiosker og butikker landet over. Som medlem af Danmarks Sportsfiskerforbund kan du allerede nu læse magasinet online her.
Årets efterårsnummer byder blandt andet på 10 hotte kystpladser på Sydvestfyn, guide til Brede Å og klassiske karpe karper på den lette facon, portræt af Uffe Ellemann-Jensen, tricks til bål på fisketuren og så kigger vi nærmere på, hvorfor lystfiskeriet kan være så afhængighedsdannende.
God læselyst.
Ej blot af lyst
Enhver sportsfisker ved, at man kan lade sig fuldkommen opsluge af fiskeriet. De fleste taler også om afhængighed, og måske er der noget om snakken? Sportsfiskeren har talt med to fiskegale brødre og en misbrugsekspert for at blive klogere på fiskeriets afhængighedsdannende jerngreb.
Lette karper
Lyder karpefiskeriet en anelse svært? Eller er du som karpefisker bare træt af opslidende ture med for tungt grej? Så læs med, når vi guider dig til karpefiskeriet – på den lette facon.
Fede fjordmakreller fra kajak
Når havet ligger fladt hen, valfarter mange lystfiskere til yderkystens moler og høfder for at jagte makreller. Men de hårdt kæmpende minitun kan også fanges i mange danske fjorde – selv når vejr og vind driller – og her er kajakken det perfekte fiskefartøj. Kajakfiskeren Anders Larsen giver dig tips til fjordens fede makreller.
Nato-topmøder og sild i lommen
Efter 70 år med stangen i hånden er Danmarks tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen godt tilfreds. Kombinationen af politik og fiskeri har ført gode venskaber, godt diplomati og formidabelt fiskeri med sig. Men vigtigst er naturoplevelserne. Læs om Ellemanns lystfiskerliv i denne udgave af Sportsfiskeren.
Bålguide til kysten
Ilden fungerede oprindeligt som en lyskilde til at holde rovdyr væk, og den gav os mulighed for at lave mad og holde varmen. Men hvordan laver man egentlig det perfekte bål, når kulden bider, eller sulten melder sig på kystturen? Sportsfiskeren giver dig svaret.
Pladsguide: 10 kystpladser på Sydvestfyn
Vilde og varierede kyststrækninger med alt fra klintekyst til blød mudderbund gør Sydvestfyn til en ægte havørredmagnet, som får kastearmen til at klø hos de fleste kystfiskere. Her løfter den fynske havørredlegende Claus Eriksen sløret for 10 hotte kystpladser fra Faaborg til Assens.
Brede Å – et fiskevand i udvikling
Brede Å er en overset perle for lystfiskere med hang til havørreder og laks, og snart gennemgår det sydvestjyske vandløb en stor forvandling, som skal gøre laksefiskeriet endnu bedre og forhåbentlig give flere medlemmer i Brede Å Lystfiskerforening. Sportsfiskeren har besøgt det spændende og oversete laksevandløb.
Indblik: De nye lystfiskere
Corona-epidemien har medført et helt ekstremt boom i interessen for lystfiskeri. Sportsfiskeren Indblik zoomer denne gang ind på de nye lystfiskere og kommer med bud på, hvordan de lokale sportsfiskerforeninger kan byde dem indenfor.