Problemer med ulovlig motorsejlads på Arresø

IMG 4829 Lovlig sejlads på Arresø i april og maj kan for eksempel være med en kajak som den på billedet. Foto: Henning Pedersen.

Kun få bestemte både har fået tilladelse til at sejle med motor på Arresø, og desuden er motorsejlads helt forbudt i april og maj. På baggrund af flere eksempler på ulovlig motorsejlads har Naturstyrelsen nu skærpet tilsynet, og det har resulteret i flere politianmeldelser.

Det populære sandartfiskeri på Arresø har det seneste år betydet, at mange har fundet vej til landets største sø, og ikke alle holder sig indenfor de rammer, som gælder for fiskeri og færdsel på søen.

Reglerne er fastlagt i en specifik bekendtgørelse, og heraf fremgår det, at sejlads med motor kun er tilladt, hvis man har en særlig tilladelse. Disse tilladelser er der kun givet 10 af, og de er blandt andet givet til lokale sportsfiskerforeninger og større sammenslutninger. Du kan læse hele bekendtgørelsen her.

Naturstyrelsen har på det seneste indskærpet, at tilladelserne er givet til helt specifikke både og motorer. Det betyder, at det ikke er lovligt at bruge en elmotor i stedet for eller som supplement til den benzinmotor, som tilladelsen er givet til.

Fisker man fra en båd uden motortilladelse, er det naturligvis ikke tilladt at bruge motor, og det uanset om det er benzin- eller elmotor. På det seneste har Naturstyrelsen gennemført flere kontroller på søen, og det har medført flere politianmeldelser. Der er desuden sket politianmeldelser af ulovlig brug af motor samt ulovlig brug af droner på baggrund af uploadede videoer på YouTube. Det er dog endnu uklart, om det har medført bøder.

Særlige regler i april og maj
Arresø er fuglebeskyttelsesområde, og det er baggrunden for, at der i bekendtgørelsen er fastsat, at al motorsejlads er forbudt i hele april og maj, hvor mange fugle yngler. Skilte, der gør opmærksom på dette, er nu blevet sat op ved havnene i Ramløse og Auderød.

Fra 1. februar til og med 31. juli skal man på flere strækninger holde en afstand af mindst 50 meter fra rørskoven af hensyn til ynglende fugle. Strækningerne kan ses i kortbilag til bekendtgørelsen, og der er desuden netop udlagt gule bøjer, der markerer strækningerne.

Håb om lempelser
En arbejdsgruppe, hvor Danmarks Sportsfiskerforbund er repræsenteret, arbejder lige nu på at få lempet på de snævre grænser for brug af motor på søen.

– Vi håber, at vi blandt andet kan komme igennem med, at det bliver tilladt at bruge elmotor i stedet for eller som supplement til de benzinmotorer, der er givet tilladelser til. I forhold til at beskytte fuglelivet, er det jo oplagt, da en elmotor støjer langt mindre, fortæller Lars Rasmussen, der er direktør i Danmarks Sportsfiskerforbund og deltager i arbejdsgruppen.

– Vi vil kraftigt opfordre til, at søens lystfiskere foreløbigt følger de nuværende regler, da gentagende lovbrud ikke fremmer det konstruktive arbejde for mere lempelige motorregler på Arresø, slutter Lars Rasmussen.

Bliv medlem

Støt op om vores arbejde

og bliv en del af fællesskabet

DKK 470,00

Vælg betalingsform

MobilePay MobilePay
Betalingskort Kort

Kontingent gælder i 1 år. Fornyes automatisk og kan til enhver tid opsiges via "Min Side"