Sådan sikrer I en forsvarlig genåbning af klubhuset
Fra 8. juni må sportsfiskerforeninger genoptage klublivet indendørs. Danmarks Sportsfiskerforbund har samlet de væsentligste retningslinjer for jer, der skal forberede genåbningen.
Opdateret 10. juni 2020.
Folketingets partier blev i sidste uge enige om at genåbne indendørs idræts- og foreningsliv fra den 8. juni. Det betyder, at sportsfiskerforeninger langt om længe kan åbne klubhuset igen.
Ifølge Kulturministeriets vurdering er det forsvarligt, at danskerne genoptager indendørs idræt og foreningsliv, såfremt alle deltagere overholder sundhedsmyndighedernes retningslinjer. Formålet er både at minimere smitterisikoen og at sikre, at alle kan føle sig trygge ved at deltage i det indendørs idræts- og foreningsliv.
På baggrund af sundhedsmyndighedernes generelle retningslinjer har Kulturministeriet udsendt et notat med specifikke retningslinjer for genåbningen af området idræt og foreningsliv. Danmarks Sportsfiskerforbund har samlet essensen af notatet med fokus på den del, som er relevant for jer, der skal til at genåbne et klubhus. Jeres opgave er at indrette de bedste rammer for, at alle gæster i klubhuset kan overholde sundhedsmyndighedernes vejledning til at begrænse spredningen af COVID-19.
Huskeliste til forberedelserne:
- Hæng synlige COVID-19-retningslinjer op som opslag eller plakater i klubhuset. Hent plakater her.
- Lav en beregning af, hvor mange personer, I må lukke ind i klubhuset ad gangen. Der må maksimalt tillades adgang for 1 person pr. 4 m2 gulvareal, hvortil der er offentlig adgang. I lokaler, hvor besøgende/deltagere i det væsentlige sidder ned, må der dog tillades adgang for 1 deltager eller besøgende pr. 2 m2 gulvareal.
- Indret rummene, så det er muligt at holde min. 1 m afstand til hinanden (2 m ved fysisk anstrengelse).
- Lav en plan for hyppig rengøring og desinfektion af kontaktflader.
- Lav en plan for hyppig rengøring af toilet/håndvask.
- Sørg for, at alle kan vaske hænder med vand og flydende sæbe samt engangshåndklæder.
- Sørg for, at der er håndsprit i klubhuset.
- Planlæg aktiviteter med maks. 50 personer per gruppe (aktuelt forsamlingsforbud fra 8. juni).
Gode råd til afvikling af arrangementer:
- Benyt så vidt muligt personlige redskaber. Fx eget fluestik til fluebinding.
- Fælles redskaber skal rengøres mellem forskellige brugere.
- Deltagere kan med fordel medbringe egen kop, tallerken og bestik, hvis I skal spise og drikke sammen.