10 hotte kystpladser på Bornholm

Bornholm Kyst 1

Udover trolden Krølle Bølle, øl fra Svaneke Bryghus og Dueoddes hvide sandstrande, rummer Bornholm også et utal af havørredrevirer og næsten alle slags kysttyper. Har man aldrig været der før, kan det virke en smule uoverskueligt. Men fortvivl ej. Her får du 10 af øens hotteste kystpladser.

Ønskeøen er, som de fleste ved, den magiske ø, hvor Peter Pan og alle hans venner bor. Et sted, hvor man aldrig bliver voksen og gør lige det, man har lyst til. Sådan husker jeg også mine utallige ture til øen. Tiden står næsten stille, når man gør det, man allerhelst vil – nemlig at jagte store blankfisk, som de bornholmske kyster er kendt for.

Et ørred-eldorado

Og øen er netop kendt som et eldorado for havørreder, fordi den rummer meget varierede kystpladser med alt fra klipper til fjordlignede strækninger samt mange ørredvandløb, som tiltrækker havørrederne. Øen er også begunstiget af lav saltholdighed, og det betyder, at havørreden ikke skal bruge energi på at regulere salt- og væskebalancen, hvilket også er en positiv faktor for fiskeriet. Med andre ord: Bornholm er en ægte havørredmagnet, og du får her 10 bud på klippeøens bedste kystpladser.

Bornholm Kort

OM MATHIAS

• Mathias Krølle Rosenmejer Ibsen er 30 år gammel og er en passioneret fluefisker. Til dagligt er han butikschef i Go Fishing i Trige.

• Når han ikke rejser til eksotiske himmelstrøg for at fiske, bruger Mathias meget af sin fisketid på Djurslands kyster og i de østjyske fjorde.

• Han har indtil nu besøgt Bornholm i næsten 12 år i træk, og den tradition vil han fortsætte.

• Find Mathias på Instagram: @mathias_rosenmejer_ibsen

1. Hvide odde
Fra parkeringspladsen for enden af Antoinettevej i udkanten af Rønne følges kyststien nordover. Ved første øjekast ligner Hvide Odde bare en kedelig badestrand, men pladsen byder på mange overraskelser. Under overfladen er der kæmpe sten, tangbælter og rev hele pynten rundt. En plads, der kan fiskes både med spin og flue, og den er kendt som en lokalitet, der tit kaster store fisk af sig. Den kan fiskes i de fleste vindretninger, men hård vind fra vestlige retninger kan gøre vandet grumset.

Tip: Hvide Odde er en populær plads blandt de lokale fra Rønne, så hvis man regner med at køre mange pladser på vest- og sydkysten, er dette et godt sted at begynde.

2. Levka
Nord for Hvide odde, mellem Rønne og Hasle, ligger Levka. Levka har altid været en af mine yndlingspladser, og her har jeg flere gange oplevet fantastisk fiskeri. Man parkerer tæt ved vandet, og fra stranden kan man mod nord se knap to kilometer fantastisk havørredvand. Blandt andet Klympen og Hasle røgeri. Hele strækket kan rumme godt med fisk. Bunden varierer mellem rev, badekar og små vige. Levka kan fiskes med alle typer agn, men det er en af de pladser, som jeg elsker at fiske med fluestangen.

Tip: Vind fra syd- og nordvest, der får bølgerne til at knække henover revene, giver optimale forhold på denne plads.

FREDNINGER
I farvandet omkring Bornholm må der kun hjemtages 3 havørreder pr. fisker, pr. dag. Farvet havørred i saltvand er fredet i perioden 16. september til 28/29. februar. Begge dage inklusiv. Find de lokale regler for lystfiskeri på Bornholm på Fiskeristyrelsens hjemmeside.

FÅ HJÆLP AF APPS
Appen Fangstjournalen er et uundværligt værktøj, når du fisker på Bornholm. De mange åer gør fredningerne uoverskuelige – men denne app hjælper med at lokalisere alle fredninger lige nøjagtigt i det område, du fisker. Derudover har du mulighed for at registrere data om dine fisketure og fangster, som senere hen kan blive til nyttig viden om lystfiskeri og fisk. Danmarks Sportsfiskerforbund opfordrer alle til at bruge Fangstjournalen.

Appen Havørred.com kan også anbefales, hvis du vil have info om fredninger, vind, vandstand og lufttryk. Det er dog ikke muligt at indberette sine fisketure og fangster i videnskabens tegn.

3. Salene
Kører man fra Levka og mod nordøst, vil man ramme Gudhjem. Lige nordvest for Gudhjem ligger Salene Bugt, der må siges at være en af Bornholms mest ikoniske pladser. Pladsen blev blandt andet kendt af mange, da Claus Eriksen og de andre gæve gutter fra Fyggi- klubben fiskede på pladsen i "Kystflue og havørred" af Niels Vestergaard. Den er også kendt for, at et af øens store vandløb, Bobbe Å, løber ud lige ved P-pladsen. Fra åens udløb og nordvest-over kan man fiske over et stræk, der varierer utroligt meget. Fisk ekstra grundigt omkring revkanter, skær og badekar. Et stykke mod nordvest ligger en letgenkendelig sten, "Den Flækkede". Vandet omkring den får altid et par ekstra kast.

Tip: Se eller gense Fyggi- klubbens strabadser på Bornholm på Wideopen.dk.

Finfollowers Hvert år i uge 10 samles fluenørder fra hele Danmark på Bornholm til BornholmSession, som er en festival for fluefiskere. For mere information, følg Session på Facebook og Instagram.

4. Ypnasted
Hvis man fra Salene følger kystvejen sydover, vil man opleve, at de store sten og mere varierede bund bliver afløst af endnu grovere kyst, vilde klippeskær og lave blæretangsfyldte vige. Tæt ved parkeringen findes det store klippeskær "Prædikestolen", som rækker langt ud i vandet. Der er generelt en fin dybde rundt om skæret, men der er også flere store sten derude, hvor fiskene tit samler sig. I vigen sydover er vandet lavere og med blæretang mange steder. Her har vi før fundet fisk på det hele lave vand – specielt når solen varmer det kystnære vand i de kolde måneder. Dog skal man være opmærksom på, at Sølyst Bæks fredning (16/9-15/1) begynder cirka halvt inde i vigen. I vind fra nordvest og sydøst har vi oplevet, pladsen fisker bedst.

Tip: Ypnasted er en meget populær plads, så vil du være først på pladsen, så skal du stå tidligt op.

Prisen for at elske havørredfiskeri i hårdt vejr er en ufrivillig dukkert engang imellem. Det er derfor en god ide at færdes sammen, hvis der skulle opstå en uheldig situation.
Prisen for at elske havørredfiskeri i hårdt vejr er en ufrivillig dukkert engang imellem. Det er derfor en god ide at færdes sammen, hvis der skulle opstå en uheldig situation.
Bornholm Kyst 7 Artikelforfatteren med en grønlænder, som blev fanget ved Skansen.

5. Balka og Skansen 
Fortsætter man sydover fra Ypnasted, kommer man forbi en række fine pladser som for eksempel Grisby og Aarsdale, som kan være et besøg værd. Dog er det oftest syd for Nexø, kendt som Lange Skanse eller bare Skansen, at jeg bruger min tid. Man parkerer lidt efter Balka lystbådhavn, hvor vi fisker fra bilen og cirka 400-500 meter nordpå. Her skal man være opmærksom på ikke at komme for langt op, da dette område er et vildt-/fuglereservat og med adgangsforbud. Stykket inden reservatet er dog enormt spændende med afvekslende bund, huller og små rev. Hele stykket kræver grundig affiskning, da der kan stå fisk på hele strækket.

Tip: Vinden må gerne komme fra det østlige hjørne på denne plads. Pladsen tåler en del vind, og fisker godt i store bølger.

6. Bro Odde og Bro Rev
For enden af Turistvej i Snogebæk ligger endnu en fantastisk kystplads, Bro. Man kan starte fiskeriet fra bilen og fiske hele Bro Odde rundt. Blæretang, sten og sand i et skønt virvar gør, at havørreden kan stå alle steder. Efter Odden ligger en lille vig, inden Bro rev skærer sig langt ud i vandet. Begge sider af revet kan holde fisk, og man kan nemt fiske sig over hundrede meter ud ad revet. Efter revet kan man fortsætte sit fiskeri hele vejen op til Snogebæk Havn. Endnu en plads, der fisker godt i oprørt vand, næsten uanset vindretning. Vinden skal være kraftig før pladsen plumrer til.

Tip: Det er i dette område, at til fluefiskefestivalen Session har sit udgangspunkt, og i år serverede Jan Gildam håndmadder ved havnen i Snogebæk.

Sommerodde Her ses Sommerodde i perfekte vindforhold, hvor bølgerne knækker ved revet og skaber bevægelse i vandet.

7. Sommerodde/Stenodde  
Både Sommerodden og Stenodden kan nås fra den offentlige parkeringsplads for enden af Sandvejen. Hvis man går 4-500 meter nordpå, vil man møde Sommerodden. I den er et langt, klassisk stenrev, hvor jeg begynder fiskeriet inde fra vandkanten, da jeg før har fået fisk på revkanterne helt inde under land. 500 meter længere mod vest ligger endnu en ikonisk sten, "Kødtønden". Området omkring denne kaster også tit fine fisk af sig. Har man derimod kun kort tid, eller er benene ikke til de lange traveture, så begynder man fiskeriet lige nedenfor parkeringspladsen. Denne plads hedder Stenodden og ligger helt op til Øleåens fredningsbælte. Der er cirka 200 meter fiskevand fra parkeringen og østover, inden fredningen begynder. Hele dette stykke fisker jeg altid grundigt, da der kan være mange fisk.

Tip: Begge pladserne kan jeg bedst lide at fiske i vind fra sydlige retninger, men pladsen kan grumse op i hård vind fra syd/sydvest og vest.

Bornholm Kyst 3
En blankfisk har overfaldet Pattegrisen. En af Mathias´ sikre våben, når fiskene skal findes.
Bornholm Kyst 6 Kristian "Kette" Thomassen, manden bag linekursen BasKette, med en farverig nedgænger fanget ved Klympen. Vinter- og forårsfiskeriet på Bornholm byder ofte på mange nedgængere, og det er derfor vigtigt at håndtere fiskene skånsomt, så de kan vende tilbage til deres rette element igen.

8. Rastepladsen
En af sydkystens mest besøgte pladser går under navnet "Rastepladsen". Nok fordi pladsen ligger nedenfor en offentlig parkering med toiletfaciliteter. En stor del af pladsen ligger inden for Lilleåens fredningsbælte(16/9-15/1) og kan ikke fiskes, før fredningens ophør. Dog kan der fiskes vest for fredningen, og hele vejen indtil Læsåens helårsfredning begynder. Her finder man små rev, badekar og store sten i en dejlig blanding. Det er en plads, der altid får et skud, når jeg kører forbi, og specielt hvis jeg kan se bølgerne knække over sten og rev uanset vindretning.

Tip: Det kan ofte ses fra vejen, hvis vandet er beskidt og brunt, men ellers kan man altid køre ned til Sose Odde og tjekke vandet.

TRANSPORT & BOLIG:

TRANSPORT

Transport til og fra Bornholm er forholdsvis nemt – specielt hvis man bor i Københavns området. Man kører over broen og tager færgen fra Ystad. Efter Molslinjen har overtaget færgeoverfarten til øen, er priserne styrtdykket. Priserne for en bil starter ved 99,-

SOMMERHUS
Sommerhuse er tit billige, da vi altid lejer dem uden for turistsæsonen. Placer dit sommerhus strategisk i forhold til de pladser, du allerhelst vil fiske – det kan spare meget transporttid, hvis vejret arter sig.

9. Sose Odde
Du kan se Sose Odde fra Rastepladsen. På trods af navnet er det i min optik mere et rev, end en odde og et mægtigt et af slagsen. Selve revet fisker godt i en god vind, men for meget pålandsvind gør vandet beskidt. Fiskeriet på revet kan begyndes fra land, og kast i alle retninger er vigtige, inden man vader ud. Der kan stå fisk hele vejen ud. Uden for Lilleåens fredning (16/9-15/1) er bugten mod rastepladsen også rigtigt fin med et lækkert badekar inde under land.

Bonus-info: I krigen i 1678 blev ikke mindre end 18 svenske krigsskibe slået til vrag ved Sose Bugt. Omkring 1.000 mennesker omkom, og tre gange så mange blev taget til fange under Danmarkshistoriens største forlis.

5 VIGTIGE TING AT HUSKE TIL BORNHOLM:

1. Studs/spikes til dine vadestøvler kan gøre en verden til forskel når Østersøen viser tænder.

2. En vadestav, som specielt spinnefiskeren ville være ked at undvære. Den ekstra ”arm”, når man for eksempel skal fra den ene store sten til den anden.

3. Vandtæt opbevaring til mobiltelefon. Bølgerne er store, og det samme kan hullerne mellem stenene være. Pas på din elektronik.

4. En backup-stang. Uanset om du fisker spin eller flue vil man nødigt indstille fiskeriet, hvis uheldet er ude, og stangen knækker.

5. En god fiskemakker. På mange af pladserne er det rart at have en makker med, så hjælpen altid er lige ved hånden, såfremt der skulle ske noget.

10. Lufthavnen og Arnager
Området fra Arnager og vestover kaldes i daglig tale for Lufthavnen, da pladsen ligger lige nedenfor Bornholms Lufthavn. Området kan være vanskeligt at vade, men lange kast er til gengæld sjældent nødvendige, da fiskene kommer helt ind langs land. Vind fra syd, sydvest og vest sætter godt gang i pladsen og tit også i fiskene. Man kan parkere ved en lille plads ved lufthavnshegnet eller ved den lille havn i Arnager. Vi har før, når vi har haft to biler til rådighed, parkeret en bil hvert sted og byttet nøgler på halvvejen. På den måde har man et langt og giftigt stræk at fiske uden den lange tur tilbage til bilen.

Tip: På pladsen er der endnu to navngivne sten, "Sengedynen" og "Skidteper", som begge er nogle ekstra kast værd.

Artiklen er bragt i Sportsfiskeren nr. 4, 2019.

Bliv medlem

Støt op om vores arbejde

og bliv en del af fællesskabet

Dette felt er påkrævet
Dette felt er påkrævet
Det er ikke en gyldig e-mail
Der findes allerede en profil med denne e-mail, log venligst ind først.
Dette felt er påkrævet
Dette felt er påkrævet
Dette felt er påkrævet
Dette felt er påkrævet
Dette felt er påkrævet
Ingen ABU Sölv kystagn + cap (+ 149 kr.) DSF Cap (+ 100 kr.) Flexi Stripper (+ 149 kr.) Geoff Anderson WizTool værktøj (+ 149 kr.)
Farve: Blå Farve: Grøn Farve: Pink Farve: Sort
Dette felt er påkrævet

DKK {{model.price | number : 2}}

Vælg betalingsform

MobilePay MobilePay Betalingskort Kort

Ja tak, send mig nyhedsbreve med nyheder, tilbud, kurser og fortællinger om arbejdet for flere vilde fisk og et bedre lystfiskeri.

Jeg accepterer Danmarks Sportsfiskerforbunds betingelser. Dine oplysninger vil blive brugt til medlemsadministration såsom kontingentopkrævning og udsendelse af vores medlemsmagasin Sportsfiskeren. Se også vores privatlivspolitik.

Du skal acceptere vores betingelser

Kontingent gælder i 1 år. Fornyes automatisk og kan til enhver tid opsiges via "Min Side"