Aborre-eksperter: Her er vores bedste fangster

IMG 20200321 135706 Det var rent aborre-bonanza, da Irena fangede sin nye PR-aborre sidst i marts i år.

De fleste har prøvet at fange en aborre. Den smukke fisk med de sorte striber. Den findes næsten overalt i fersk- og brakvand, ofte som små tusindbrødre, men med held og dygtighed løber man også ind i store, flotte trofæfisk. Vi har fået fire dygtige lystfiskere til at fortælle om deres bedste aborrefangster. Læs deres beretninger her.

Den er der næsten over det hele, aborren med de sorte striber. I vandløb, moser og søer og ude i de brakke havområder. Ofte finder man dem som små tusindbrødre, og tilvæksten er langsom. En aborre på 25-30 cm vil som regel være 8-10 år gammel.

Med held og dygtighed kan man finde store aborrer, der har mange år på bagen, og mødet med sådan en smuk trofæfisk giver både adrenalinkick og sand fiskeglæde, for fiskene kan være humørsyge og uforudsigelige ud over det sædvanlige.

Vi har fået fire dygtige lystfiskere til at fortælle historien om deres bedste aborrefangst. Du kan læse deres beretninger her.

Irena Mathiasen // Drømmefisk på tilbagevejen

Min bedste aborrefangst var ikke bare en drømmefisk for mig, den blev nemlig fanget på en af de bedste dage på søen, jeg nogensinde har haft.

Det var i slutningen af marts i år. En af de der stille morgener, hvor frosten stadig hænger som rim over græsset. Luften var frisk, og solen trængte sig forsigtigt på.

Jeg er efterhånden blevet lidt af en nørd, når det kommer til at udvikle mit fiskeri. Jeg elsker at dykke ned i, hvordan jeg kan forbedre det, og hvilke teknikker der passer hvor og hvornår.

Minnow Irena fiskede med en Dropshot Minnow.

Klar med to set-ups
Jeg havde rigget to stænger op:En spinnestang rigget op med en Berkley Powerbait Dropshot Minnow.

Det andet setup var rigget op med en Abu Garcia Svartzonker McPerch Shad i farven Baitfish på 9 cm og et 10 grams jighoved. En jig jeg har haft stort held med før.

Dagen skulle, udover forhåbentlige at give en enkelt eller to af de store aborrer, også give mig noget erfaring. Jeg har ikke gjort så meget i at fiske med dropshot før. Det gav en del mindre fisk, og jeg nød virkelig at finpudse min teknik dagen igennem.

Bonanza på tilbagevejen
Vi besluttede over middag at fiske tilbage mod land. Hvad der skete kort efter, havde ingen af os i vores vildeste fantasi drømt om. Der kom gang i de store aborrer!

Min kæreste Jacob fangede på nærmest ingen tid fire aborrer over kiloet. Jeg greb min stang med jiggen, men lidt træls vind drillende mig. Et par fif hjalp mig, for så lykkedes det.. Booom! Et hårdt kontant hug, og jeg fik gudskelov sat krogen! Nervøsiteten kom hurtigt. Bliv på, bliv på!

Ny personlig rekord
Da den kom i nettet, kunne jeg knap nok tro mine egne øjne. Og med rystende hænder kunne jeg holde en af de smukkeste fisk op, jeg nogensinde har fanget.

Min nye personlige aborrerekord på 49 cm og 1925 gram.

En fuldstændig fantastisk afslutning på en dejlig dag på vandet. En dag, der havde været rolig, lærerig og smuk, og på sekunder blev fyldt med et væld af fuldstændig lykkerus og det vildeste adrenalinkick. Det er lystfiskeri, når det er bedst!

Malthe Ryge Petersen // Forløsning efter lang ørkenvandring

Gennem de sidste snart 15 år har aborren været et af mine absolutte yndlingsmål med fiskestangen, særligt i årets koldeste måneder. Der er blevet satset benhårdt på fiskeriet med gummiagn efter aborrer i trofæ-størrelse, og der er blevet lagt rigtig, rigtig mange timer på søerne gennem årene.

Heldigvis har der været stor belønning for indsatsen, og en gennemgang af fangstjournalen afslører, at der siden 2010 har været en god håndfuld aborrer over de magiske 2 kg oppe til en kort fotosession i båden. Med så mange gode fangster er det svært at udvælge en enkelt, skulle det være den første 2+, min personlige rekord eller noget helt tredje?

DSC 0728 Det var en stor forløsning, da Malthe endelig fandt de store aborrer.

Tæt på at sælge aborregrejet
Når jeg tænker tilbage på de sidste års aborrefiskeri, har jeg særligt en dag, der springer i tankerne. Det var i vinteren 2018, og dagen blev forløsningen på to måneders konstante nul ture, uanset hvad jeg gjorde og hvor jeg fiskede, kunne jeg simpelthen ikke ramme en ordentlig aborre.

Alle teknikker blev prøvet, og jeg kørte desperat fra sø til sø i jagten på et ordentligt hug. Vejret var i hele perioden elendigt, og det ene store lavtryk afløste det andet, gerne med masser af regn og blæst. Efter 11 nulture i streg, hvor jeg kun fik mindre gedder som bifangst, var jeg tæt på at sælge alt mit aborregrej i ren frustration, men da der midt i januar endelig kom et stort stabilt højtryk over landet, pakkede jeg endnu engang bilen og fik smidt båden i vandet.

Fandt endelig fiskene
Høj sol, spejlblankt vand og en hel dag på vandet. Det hele så rigtigt ud, og jeg var sikker på, at i dag måtte der komme hul på bylden. Efter fem timers fiskeri var mit humør dog igen helt i kulkælderen. Ikke et eneste hug, ikke en eneste fisk på ekkoloddet, ja faktisk virkede søen fuldstændigt tom for liv, og jeg var igen tæt på at smide håndklædet i ringen. Primært for at nyde det skønne vejr fortsatte jeg dog min søgen efter fisk, og da jeg ramte bagsiden af et større plateau, fandt jeg endelig det jeg søgte.

En fin kugle af byttefisk tonede frem på loddet, og endnu vigtigere var der rundt om stimen et par solide røde lodninger helt nede på bunden. Troen på projektet blev igen vakt til live, og da båden var placeret rigtigt oven på stimen, firede jeg forsigtigt et dropshot-rig med en lille hundestejle-imitation ned i dybet.

DSC 0770 Malthe fangede 11 aborrer melle 40 og 50 cm i løbet af en intens halv time.

Kæmpe forløsning
Der skulle kun to små vip med stangspidsen til, før et lille stød i linen indikerede, at noget havde inhaleret min agn, og da modhugget blev sat, var der ingen tvivl om, at en god aborre var kroget. Ved bådsiden kunne jeg skyde nettet under en flot håndfuld striber omkring 45 cm, som hurtigt blev afkroget og smidt i keepnettet. Kæmpe forløsning og stabil fiskefeber, men af erfaring vidste jeg, at man skal smede mens jernet er varmt, så jeg skyndte mig at fire agnen ned igen. To nøk med stangspidsen, og så var jeg igen forbundet til en god fisk.

Du ved aldrig, hvad der kan ske, når du jagter de humørsyge aborrer, og netop uforudsigeligheden i fiskeriet er den primære grund til, at jeg er så fascineret af det.

Intens halv time
I løbet af den næste halve time var der nærmest hug konstant, flere gange nåede jiggen ikke bunden før den næste fisk havde inhaleret den og trofæ fisk efter trofæfisk svømmede side om side i nettet. Lige så hurtigt som det var startet, sluttede det hele igen, stimen forsvandt og jeg kunne knibe mig selv i armen og gøre status over nettes indhold. 11 grove aborrer mellem 45 og 50 cm, alt sammen på en halv times intenst fiskeri og så som forløsningen på den lange ørkenvandring.

Du ved aldrig, hvad der kan ske, når du jagter de humørsyge aborrer, og netop uforudsigeligheden i fiskeriet er den primære grund til, at jeg er så fascineret af det.

Henrik Larsen // Brede striber giver brede smil

Rimfrosten knaser under støvlerne, da jeg går ned til båden med grejet. Der er virkelig ikke meget forårsvarme at spore denne morgenstund, selvom vi er nået til april. Med tankerne på den seneste aborretur, så får jeg dog hurtigt varmen, mens jeg læsser det sidste udstyr ombord.

IMG 1810 Med kombinationen af Panoptix og LiveScope fra Garmin har man mulighed for at se, hvad der foregår både foran og lige under båden - endda i realtid, og i en opløsning, så spændingen stiger allerede inden du begynder at fiske.

Den dristige aborre

Men bide, det gør aborren, meget dristigt. Der er nogen, der ganske vittigt har sagt, at hvis der findes tyve eller fyrretyve i samme hul, kan man fange dem alle sammen, den ene efter den anden, for, som han siger, de ligner de onde i verden: De bliver ikke bange, selv om deres kammerater omkommer for øjnene af dem. Og de må vide, at aborren ligner ikke den ensomme gedde, men de elsker at følges ad og svømme sammen i stimer.

 

Izaak Walton: Den fuldkomne fisker.

 

Bliv klogere på aborren
Læs her, hvad DTU-Aqua skriver om aborrens biologi.

Fisk i første kast
Da jeg sejler ud på søen, bryder det første lys igennem. Mon pladsen med de ”brede striber” fortsat holder fisk? En kop kaffe senere er jeg fremme ved pladsen og ekkoloddet giver mig et tydeligt svar - de er der! Allerede i første kast er der fast fisk! Det er en fin aborre, der giver en god fight på det lette udstyr. Den er sikkert lige over kiloet. Herefter kan jeg se på ekkoloddet, at stimen er forsvundet helt fra den lille grund. Ekkoloddet giver også sit bud på, hvorfor aborrerne forsvandt. En fin gedde har kortvarigt været på besøg i stimen og har sikkert haft næsten samme ærinde som mig.

To store i to kast
En halv time senere vender stimen dog for alvor tilbage til stengrunden, og der kommer gang i fiskeriet. En drop-shot fisket Sneak Minnow i farven Speckled Lime, virker som en ren magnet på aborrerne! På et tidspunkt lister jeg i to kast to aborrer op, som begge vejer over 1,5 kg! Den slags kan ske, når man fisker efter gydevandrende brakvandsaborrer, men at få dem her på søen, i dén kaliber, er helt nyt for mig.

Desværre sætter en tiltagende vind en stopper for det gode fiskeri. Jeg er dog ganske godt tilfreds med dagens resultat, og da jeg senere kigger billederne igennem på kameraet, så er der ingen tvivl. Denne her oplevelse var vist min bedste aborrefangst.

Dennis BomBom Skou // Succes på pionertur med ny jig

Denne aborre står i min hukommelse som en af mine absolut bedste fangster. Jeg havde netop modtaget en prototype af en agn, som jeg havde lovet at teste. Ydermere var jeg netop flyttet til et helt nyt sted, uden lokalkendskab, så jeg følte mig meget på bar bund, da jeg begav mig afsted på en pionertur i området.

Det var en tidlig morgen, og vandet løb med god fart i den lille å. Jeg gik længe langs bredden for at spotte nogle aborrer, jeg kunne fiske til. Stedet syntes fuldstændig tomt for liv. Efter et stykke tid vendte jeg om og begyndte at gå tilbage mod bilen. Jeg lurede naturligvis ved hvert et sted, under hver en rod og i hvert et sving, men intet var der.

Drop9 Dennis fik med held testet den nye Drop 9 jig fra High5 Lures.

Tre store skygger
Pludselig - på et sted der kort forinden var fuldstændig tomt for fisk - så jeg tre skygger, der stod helt stille og svajede i strømmen. Forsigtigt nærmede jeg mig og kastede min lille nyfødte Drop9 til de rolige fisk. Den lavt vægtede jig sank roligt mod bunden og lagde sig til sidst ca. 40 cm foran den ene af de tre fisk. Hvad gør man så?

Jeg følte, jeg var for langt fra den, men var bange for, hvis jeg jiggede med den, at strømmen så ville løfte agnen forbi fiskene. Jeg besluttede mig for at prøve at jigge. Et enkelt løft og agnen dansede nærmest vægtløst gennem vandet og lagde sig ca. 5 cm foran fisken. Perfekt, tænkte jeg... Jeg ventede..

Vandet eksploderede
Pludselig rykkede fisken langsomt mod agnen, og i et hårdt sug inhalerede aborren den lille 9 cm lange gummijig. Så skal jeg ellers lige love for, at vandet eksploderede, og jeg fik travlt med at fighte en fisk, der ikke var enig i den plan, jeg havde lagt for den.

Efter en kort, men heftig fight lykkedes det mig dog at trække fisken ind over netrammen og forevige mindet med et billede af den. Efter denne fisk var jeg så fyldt op med tilfredshed, at jeg besluttede mig for at køre hjem og bruge dagen med familien.

Dennis1 Dennis vil gerne beskytte en skrøbelig bestand på et letgenkendelig sted, så derfor den diskrete baggrund.

Bliv medlem

Støt op om vores arbejde

og bliv en del af fællesskabet

Dette felt er påkrævet
Dette felt er påkrævet
Det er ikke en gyldig e-mail
Der findes allerede en profil med denne e-mail, log venligst ind først.
Dette felt er påkrævet
Dette felt er påkrævet
Dette felt er påkrævet
Dette felt er påkrævet
Dette felt er påkrævet
Ingen ABU Sölv kystagn + cap (+ 149 kr.) DSF Cap (+ 100 kr.) Flexi Stripper (+ 149 kr.) Geoff Anderson WizTool værktøj (+ 149 kr.)
Farve: Blå Farve: Grøn Farve: Pink Farve: Sort
Dette felt er påkrævet

DKK {{model.price | number : 2}}

Vælg betalingsform

MobilePay MobilePay Betalingskort Kort

Ja tak, send mig nyhedsbreve med nyheder, tilbud, kurser og fortællinger om arbejdet for flere vilde fisk og et bedre lystfiskeri.

Jeg accepterer Danmarks Sportsfiskerforbunds betingelser. Dine oplysninger vil blive brugt til medlemsadministration såsom kontingentopkrævning og udsendelse af vores medlemsmagasin Sportsfiskeren. Se også vores privatlivspolitik.

Du skal acceptere vores betingelser

Kontingent gælder i 1 år. Fornyes automatisk og kan til enhver tid opsiges via "Min Side"