Ny foreningsrekord i Brede Å Lystfiskerforening
Da Torben Hansen torsdag aften besøgte Brede Å, lykkedes det ham at fange en imponerende laks på 13,48 kg. Det var ny rekord i foreningen og en velfortjent gevinst til Torben, der som næstformand og formand for vandplejen har lagt mange timers arbejde i foreningen og ved fiskevandet.
Forleden mistede Torben Hansen en stor laks, da han fiskede i Brede Å, så da han igen besøgte åen om aftenen torsdag den 23. april sammen med sin søn, var det med håb om revanche.
Det lykkedes til fulde, da han for første gang i år valgte at bruge fluestangen. Da han kom til det samme hul som sidst, kom hugget, og en kæmpelaks steg ud af vandet.
Da Torben efter kun ni minutter ville lande fisken, måtte han erkende, at nettet var for lille, så med nerverne uden på tøjet måtte han håndlande fisken. Det gik heldigvis godt, og vel oppe på land kunne han måle og veje fisken til 109 cm og 13,48 kg.
– Det er ny foreningsrekord og et yderst velfortjent trofæ for de mange timers arbejde, han ligger i foreningen, udtaler foreningens formand Johannes O. Christensen.
Stadig fisk tilbage på kvoterne i Brede Å
I modsætning til Skjern Å og Ribe Vesterå er der forsat godt med laks tilbage på kvoterne i Brede Å.
Kvoten på store laks over 75 cm er på 23, og her er der fortsat 20 laks tilbage. På kvoten for laks under 75 cm er der forsat alle 28 laks tilbage.
Der er desuden 5 laks tilbage på kvoten for B-stykket af åen.
Foreningen tilbyder både medlemskab og dagkortsalg. Tjek mulighederne her.