Live coronafisketur – med Rasmus Brohave og Gordon P. Henriksen
Se med direkte og live når Danmarks mest kendte Youtuber og Danmarks mest kendte lystfisker tager på fire forskellige fisketure efter gedde, hornfisk, regnbueørred og havørred i løbet af maj. Seerne kan følge med direkte via Youtube og stille både Gordon og Rasmus en masse spørgsmål.
Hvornår kan du se med live?
Gedde-fisketur fredag d. 1. maj kl. 20.00 fra Egeskov Slot på Fyn
Hornfiske-tur onsdag d. 6. maj kl. 16.00 fra Isefjorden på Sjælland
Regnbueørred-fisketur onsdag d. 13. maj kl. 20.00 fra Ørsted Put & Take på Sjælland
Havørred-fisketur onsdag d. 20. maj kl. 20.00 fra Møns Klint
Se med live på Danmarks Sportsfiskerforbunds YouTube-kanal.
Der er fokus på hygge og fiskeglæde og masser af praktisk information om, hvordan seerne selv får mest mulig succes på deres egne fisketure, når Rasmus Brohave og Gordon P. Henriksen i løbet af maj sender direkte fra fire fisketure. Og forhåbentlig kan du opleve fangst live og direkte under streamingen!
Lystfisker lærer Youtuber at fiske
Rasmus Brohave er Danmarks mest kendte Youtuber og er for nylig blevet fuldstændig bidt af lystfiskeriet. Ligesom så mange andre danskere har han opdaget, at det er den perfekte aktivitet i disse coronatider. Det giver masser af fisk luft, solskin og fede små eventyr, som kan opleves på egen hånd eller i små grupper med familie og venner, alt sammen med sikker overholdelse af afstand og sundhedsministeriets forholdsregler.
Gordon P. Henriksen er bl.a. kendt som tv- og radiovært på DR’s kanaler samt Radio24syv, vært på Fiskeguiden på Youtube samt forfatter til bogen ”Et liv i fisk”, og han lever udelukkende af at udbrede sin viden og passion for lystfiskeri.
”Live coranafisketure” er en idé, der opstod kort efter, at Gordon havde inviteret Rasmus med på en torsketur på Øresund for at lave en lille film. Den kan du se her. På blot lidt over en uge har filmen allerede fået over 100.000 visninger på Youtube.
- Vi vil gerne vise danskerne, hvorfor lystfiskeri kan være et bud på den ultimative corona-aktivitet, og vi synes det kunne være vildt spændende at prøve at lave et helt nyt liveformat direkte ude fra fiskepladserne, forklarer Gordon, der dog udmærket er klar over, at det at fange en fisk bliver ekstra udfordrende, når det er live. Men programmet kommer til at indeholde en masse mere, og afhænger bestemt ikke af, om der er fangst eller ej.
- Jeg glæder mig til en masse fede ture og til muligheden for, at jeg kan stille Gordon et væld af spørgsmål om lystfiskeri, så både jeg og seerne kan blive endnu klogere til vores fremtidige fisketure, fortæller Rasmus.
- Vi kommer også til at give alle seerne mulighed for at stille spørgsmål til os begge.
Fire forskellige fisketure
Det første program bliver sendt på geddepremieren den 1. maj kl. 20, direkte fra voldgraven på Egeskov Slot på Fyn, hvor Gordon og Rasmus har fået en helt særlig tilladelse til at fiske.
Den 6. maj kl. 16 fisker Rasmus og Gordon efter hornfisk i Isefjorden og den 13. maj kl. 20 tager de i Ørsted Put & Take for at fiske regnbueørreder.
Den 20. maj sender de live fra Møn, og denne gang er der fokus på havørredfiskeriet.
Sådan ser du med
Livestreamene sendes fra Danmarks Sportsfiskerforbunds Youtube-kanal og det er her, du skal være klar. Afsnittene kan dog også ses efterfølgende som almindelige Youtube-film.
Programmerne er sponseret af Danmarks Sportsfiskerforbund, Fishing Zealand og fiskegrejsfirmaerne Abu Garcia og Rapala. Både grejbranchen, Fishing Zealand og Danmarks Sportsfiskerforbund oplever en stor stigning i interessen for lystfiskeri og køb af fiskegrej i disse tider og håber, at et tiltag som dette kan få endnu flere til at få øjnene op for lystfiskeri og for fordelene ved at være en del af Danmarks Sportsfiskerforbund eller en af vores mange medlemsforeninger.
Knæk og bræk.