Indsamlings- og jubilæumsfest i Nyborg

Nyborg2 Nyborg Sportsfiskerforening holder jubilæum og samler samtidig penge ind til et nyt klubhus ved volden i Nyborg. Her er der geddekonkurrence om formiddagen den 26. okbober.

Nyborg Sportsfiskerforening kan i år fejre 75 års jubilæum, og det sker ved en stor fest lørdag den 26. oktober, hvor alle er velkomne til at deltage. Ved samme lejlighed samler foreningen penge ind til at opføre et nyt klubhus ved voldgraven i Nyborg. Det gamle klubhus nedbrændte nemlig i juli efter en påsat brand.

Nyborg Sportsfiskerforening har sat alle sejl til for at fejre foreningens 75 års jubilæum. Det sker ved en stor fest, der afholdes i 3F Østfyns lokaler på adressen Frisengårdsvej 5E, 5800 Nyborg lørdag den 26. oktober 2019.

Dagen byder også på en geddekonkurrence, der afholdes på Volden i Nyborg, og desuden håber foreningen, at man i løbet af dagen kan samle penge ind til opførelse af et nyt klubhus ved volden til erstatning for det, som brændte ved en påsat brand natten til den 12. juli i år.

Program for Indsamlings- og jubilæumsfesten

 

Kl. 07.00 - 12.00 Geddefiskeri på Volden.

Kl. 11.00 Dørene åbnes til 3F Østfyns store mødesal.

Kl. 11.00 Salg af lotteri sponsoreret af byens handlende.

Kl. 11.30 Intro og salg af foreningens Støtte Whisky.

Kl. 13.00 Præmieoverrækkelse for geddekonkurrencen.

Kl. 13.30 Spisning: Flæskesteg med tilbehør.

Kl. 14.00 GOOD FOLKS spiller traditionel irsk musik.

Kl. 15.00 Peter Pelle med guitar underholder.

Kl. 16.00 MAINLY IRISH spiller traditionel irsk musik.

Kl. 17.00 ITALIANO MAMBO underholder.

Kl. 19.00 Arrangementet slutter.

Indsamling til nyt klubhus på volden
Du kan støtte dette formål på flere måder. Hvis du deltager i jubilæumsarrangementet, bliver du budt på flæskesteg med alt, hvad dertil hører, og du sætter selv den pris, du vil betale for maden. Overskuddet går så til det nye klubhus. Desuden kan du ved samme lejlighed købe lodder i et amerikansk lotteri, hvis overskud går til samme formål.

Foreningen har desuden fået lavet en særlig Støtte-whisky, som du kan købe ved arrangementet. Det er en blended whisky, som kun er lavet i 300 eksemplarer, og de nummererede flasker sælges for 250 kr. stykket.

– Vi vil gerne se alle, som har lyst til at komme og være med, og derfor har vi ikke prissat arrangementet. Det er tanken, at vores gæster selv bestemmer, hvad de vil betale for mad og underholdning.
Vi har alvorligt brug for hjælp, og alle bidrag – store som små – er et skridt i den rigtige retning, skriver foreningen på dens Facebookside.

Nyborg3 Der er store gedder ved volden i Nyborg. Denne vejede 6 kg.

Geddekonkurrence
Ved geddekonkurrencen lørdag den 26. oktober er der indskrivning af deltagere fra kl. 6.00. Det sker ved Nyborg Sportsfiskerforenings have på Nyborg Vold.

Fiskeriet starter kl. 7.00, og sidste frist for indvejning er kl. 12.15.
Deltagelse er gratis for foreningens medlemmer, mens prisen for andre er 100 kr.

Der er præmier til de 10 største gedder, og deltagerne kan købe levende skaller for 5 kr. stykket.

Læs mere om konkurrencen her.