Foreninger kan søge op til 50.000 kr. til at styrke friluftslivet
Nu kan jeres sportsfiskerforening igen søge tilskud fra lokalforeningspuljen til faciliteter eller aktiviteter, der kan styrke foreningens arbejde med friluftsliv.
Tilskud til det frivillige foreningsliv
Lokalforeningspuljen er et resultat af den politiske aftale, som regeringen indgik i 2017 om en ny og permanent fordeling af de såkaldte spillehalsmidler til lokale, almennyttige foreninger.
Otte hovedorganisationer inden for det frivillige foreningsliv er udpeget som puljeansvarlige for hver deres pulje. Friluftsrådet er udpeget som ansvarlig for en pulje til friluftsforeninger, som i 2019 er på 2.425.000 kroner.
Foreninger, der i det indeværende kalenderår har fået støtte fra én af puljerne under Spillehalsmidlerne, f.eks. fra Friluftsrådet, DUF eller DIF/DGI, kan ikke søge puljen.
Næste ansøgningsfrist er den 1. september 2019.
Mangler din sportsfiskerforening penge til nyt udstyr til friluftsaktiviteter, møbler til klublokalet eller uddannelse af instruktører? Friluftslivets foreninger kan nu igen søge om tilskud fra lokalforeningspuljen, som Friluftsrådet administrerer. Det skriver Friluftsrådet i en pressemeddelelse.
Der uddeles i alt 2.425.000 kroner til lokale foreninger under Friluftsrådets medlemsorganisationer, som også tæller Danmarks Sportsfiskerforbund. I kan søge om op til 50.000 kroner til aktiviteter, materialer eller faciliteter, der kan styrke foreningens arbejde med friluftsliv, og der er ikke krav om medfinansiering. Der er ansøgningsfrist 1. september 2019.
Behøver ikke været sexet
– Med lokalforeningspuljen kan vi give tilskud til alt det kedelige, som andre fonde normalt ikke støtter. Det behøver hverken være innovativt eller sexet, og der er ingen krav om, at man skal lægge en bondegård i egenfinansiering. Det skal bare være noget, der vil gøre en forskel for lokalforeningens aktiviteter og udvikling, siger Jan Ejlsted, direktør for Friluftsrådet.
Da friluftslivets lokalforeningspulje blev uddelt for første gang i starten af året, blev der givet tilskud til både elinstallationer, it-udstyr og grillriste. Friluftsrådets direktør, Jan Ejlsted, understreger dog, at det ikke er noget krav, at det, man søger om støtte til, skal være kedeligt.
Brede Å Lystfiskerforening har i foråret fået støtte til at opføre en shelterplads ved klubhuset til glæde for både lystfiskere og alle andre friluftsmennesker.