Ud af zonen – og tilbage igen

Gudenåen, maj 2007
Jeg var ved at blive desperat. Jeg havde kun ét eneste altfortærende ønske: At komme tilbage til »zonen«. Jeg havde været ude af den, siden jeg satte mig i flyet i Puerto Montt, Chile. Der var gået tre måneder, siden jeg havde oplevet den sindstilstand, man befinder sig i, når man er i zonen. Når kastet glider gennem luften, og fluen som ved magi lander perfekt på vandet. Det er en tilstand, hvor al fokus helt naturligt zoomes ind på selve essensen af fluefiskeri: At fange fisken. Alle andre omgivende faktorer eksisterer som en slags transparens mellem dig og målet. Fisken spidder sig selv på dit sværd, du er som zenkrigeren, der aldrig begår fejl eller bevæger sig klumpet langs strømmen, men blot smelter ind i omgivelserne, entrer en nærmest meditativ tilstand og er usynlig for byttet. Den tilstand er vanedannende. Fluefiskerens junk.

Nu står jeg ved en langsomt strømmende dansk å. Jakob og jeg får en sandwich og en øl på bredden. Uden at vide det er jeg ved at synke ind i tilstanden. Rundt om os bølger et tæppe af majfluer over den saftgrønne junieng. Det, jeg først troede var flydende snadder i overfladen, viser sig at være pupperne fra de tusinder af majfluer, som er klækket tidligere på dagen, og som nu klamrer sig til græsstråene og lader deres sortspættede, glasagtige vinger tørre i aftensolen. Vi tager os god tid. Der hænger en usagt samhørighed mellem Jakob og mig i luften mellem majfluerne. Jeg skal tilbage i zonen. Ønsket er lige så brændende som den lavthængende sol.

Der har kun været en enkelt fisk oppe at vende. Jeg har modstået trangen til at skylle den sidste slat øl i mig for at haste op til fisken og lægge forfanget over den. Det er ikke den fisk, jeg skal fange. Fisken, jeg drømmer om, viser sig i stedet tæt på vores rastested. En delikat ring helt inde langs egen bred. Bølgerne viser, at det er en pæn fisk. Det er nu. Den eneste vej til fisken er at lade et nedstrømskast drive ned over den. Første gang, jeg gør det, tager fisken ikke. Jeg tænker ikke over, hvad jeg gør, men venstre hånd begynder automatisk at lirke linen ind, så dunimitationen spjætter sig vej op over den langsomme strøm. Pludselig kommer hugget. Det er ikke uventet. Jeg ved det, men alligevel kommer fluen tilbage til mig med uforrettet sag. »Den er ikke skræmt«, tror jeg, Jakob siger. Jeg tror, han har ret, og lader scenariet gentage sig. Jeg ved, hvornår fisken skal tage, alligevel er det fantastisk at se bølgen splittes i en brutal ring. Fisken er på. Den er trind, rødplettet og fed om flankerne. Proppet med majfluer. Den glider stille tilbage i strømmen. Helt selvfortabt knytter jeg hånden i sejrsrus og lader følelsen strømme tilbage i blodet. Rusen er tilbage. Jeg har al min opmærksomhed på åen, mens Jakob trisser rundt og fotograferer fluerne, vandet og muligvis mig. Jeg ved det ikke.

Jeg sniffer mig op langs strømmen, stirrer intenst på overfladen længere fremme og finder, hvad jeg søger. Tre til fire ringende fisk under nogle udhængende træer. Jeg kryber ned langs brinken. De mange brændenældestik bidrager til den underligt snurrende fornemmelse, jeg har i fingerspidserne. Jeg gør alle bevægelser uden at tænke over hvorfor. Det handler kun om at få fluen ud i den perfekte bane, hvor fisken kan se den. Det skal være præcist, for fiskene står tæt under overfladen, helt opslugt af at æde majfluer. Men de er måske kræsne. De tager ikke. Jeg bliver nervøs, går videre til den øverste fisk, som ringer mere stabilt. Men intet sker. Hvorfor ikke?

Jeg går tilbage til udgangspositionen og tager den lidt med ro. Da den bagerste fisk igen viser sig, sidder jeg nærmest ret ud for den. Kastet bliver mere dappet end kastet ud, men fisken er ligeglad. Den tager brutalt fluen, mens den streamer en anelse og giver en herlig fight. Da den ligger i de sorte netmasker og genvinder pusten, kan jeg beundre dens brede ryg og det smalle, spidse hoved. De bliver ikke smukkere. Da den stille svømmer ud gennem grøden, retter jeg mig op. Kun én tanke er tilbage. Større! Jeg må fange en, der er større!

Men det gør jeg ikke denne aften.

For at være i zonen må man give sig helt hen til fiskeriet. Jeg mistede fokus lidt den aften. Men måske får man følelsen tilbage af at give følelsen tilbage til nogle andre. Måske. Den næste gang jeg går til åen, har jeg under alle omstændigheder to juniorfiskere med. Den ene, André, skal blot se på. Fascineret af trylleriet med fluelinen. Direkte fra fodboldtræning, komplet i shorts og fodboldstrømper trods mine velmente råd om at skifte til noget mere brændenælderesistent. Den anden, Jes, har spindestangen med. Han fik en to kilo stor gedde i åen den anden dag, så nu er han fuldt opsat på at fange en fisk til. Ligegyldig hvilken art. Herligt selskab. Det sjoveste for André er muligvis traktorturen ned over marken. Traktoren låner vi hos lodsejeren. Flink mand. Han kan nemt se det sjove i den detalje for tre drengerøve på eventyr til en stille dansk å.

Jes bliver sat i sving med spinderen, og André og jeg bevæger os langs åen, mens vi spejder efter fisk. Andrés tålmodighed bliver dog hurtigt forstyrret, da han opdager de mange majfluer. Mens han flakser rundt på engen i jagten på fluerne, lister jeg videre. Der er ikke mange fisk på overfladen, men midt mellem de skridthøje brændenælder finder vi en rede med andeæg. Måske er den forladt, måske er den rugende moder blot listet af, så vi gør det samme. Lister er det rigtige udtryk, for André har opdaget, at det faktisk kan gøre ondt, når man har rigtig mange brændenældestik.

Han skal have traktorkørekort, når han fylder 16, har han bebudet. Så mens han sidder lidt i traktoren for at finde ud af, hvordan alting virker – dog ikke tændingen – og for at svale benene lidt, går jeg ned til Jes for at se, hvordan det går med ham. Han er ikke kommet langt, så han får instrukser om, hvor vigtigt det er at smyge sig stille langs åen og afsøge noget vand i jagten på ørreden. Han fanger den hurtigt – teknikken. Også lidt kasteinstruktion bliver godt modtaget. Da han er godt i gang, går jeg videre. Jeg har en anelse om, at der måske er en fisk, som ringer lidt længere nede. Det var der sidste gang, da jeg brød forbandelsen og kom tilbage i zonen. 

Det er der. Helt inde under egen bred. Og den laver gode, solide ringe i serier på fire-fem stykker. Denne gang har jeg ikke noget usynligt pres hvilende på skuldrene. Ikke som sidste gang, hvor både Jakob og lodsejeren Kristian stod bag mig. Da skræmte jeg fisken, fordi jeg gik for ivrigt til brinken. Denne gang smyger jeg mig ind på den. Lader en tanke flashe gennem hjernen om den blinde vinkel, men hurtigt bliver mine bevægelser overtaget af instinktet. Jeg venter, til fisken begynder på en serie ringe igen. En, to gange kommer den op. Kastet bliver serveret fra nærmest liggende stilling, og den mørke majfluespinder forsvinder i et højlydt glurp! Jeg kan næsten høre kæberne smække sammen i vandoverfladen. Det er en meget stærk fisk, og der går lang tid, før jeg ser den første gang, for åen er dyb her, og den borer mod alle grødeklatter inden for de nærmeste ti kvadratmeter. Fisken kommer til sidst drivende i nettet. De mørkerøde pletter langs siden står i smuk kontrast til den irgrønne højglans på gællelåget. Den smukkeste fisk jeg har set i tre måneder.

André og jeg går lidt længere ned. Fra positionen, hvor jeg fik den første fisk, kunne jeg se, at der var solide bølger på åen. Noget skete. Helt afgjort. Jeg instruerer André. Han skal stå ret ud for fisken, så han akkurat kan se de ringe, den laver. De er gode. Der er vægt bag. Han har ingen problemer med at adlyde ordrer. Han er mindst lige så opslugt, som jeg er.

Samme scenarium som før udspiller sig. Denne gang med den forskel, at jeg forklarer, hvorfor jeg kravler komisk rundt i brændenælderne. Hvorfor jeg skifter flue, da den ellers så fine spinner passerer over fisken et par gange. Fisken er måske fokuseret på duns. Eller også ramte jeg bare ikke fiskens rytme, men det kan jeg ikke selv forklare, så det opgiver jeg at forsøge over for André. Jeg binder en dun på forfanget og sender det langt op over fisken. Et godt kast. Forfanget bøjer sig i en svag bue over mod fisken, så den måske ikke opdager forfanget. Da den tager, og jeg sætter krogen, er det slut med selvkontrollen hos André. Han springer rundt på brinken, mens han den ene gang efter den anden udbryder »Hold kæft, den er stor!«. »Er den ikke stor, Thomas?«. Jo, det er den. En anelse større end den første. Et par streger under halvmeteren.

André undrer sig slet ikke, da vi slipper den tilbage i strømmen, efter at vi har beundret den. Men han bliver helt rundt på gulvet af glæde, da vi kommer op til Jes. For netop som vi står bag ham, fortæller han, at han har set nogle fisk springe længere opstrøms. Jeg tror ikke, han tænker så meget over, hvorfor fisken mon springer rundt, men han sender Mepps-spinderen i et perfekt kast mod den døgnfluespisende fisk, som prompte afstraffer den snurrende tingest. Nu kan André beundre en fisk i lidt længere tid. For den første bækørred, oven i købet gode bækørred – en sjat over det lovpligtige mål – har man lov til at slå ihjel. Den bliver beundret, undersøgt og endevendt.

På vejen hjem gennem hvedemarken i traktoren springer synet af ørrederne rundt for mit indre blik. Hvad var det, der skete? Spiddede de sig selv på mit sværd? Det tror jeg. Måske er det en genvej til tilstanden af selvforglemmende intensitet, man oplever i zonen.

Jeg tror, vi var tre drengerøve i en traktor på vej over marken i skumringen. Sådan laver man nye lystfiskere.

Ovenstående er et uddrag fra bogen Skælsætninger, som er lavet af Jakob Sørensen, Thomas Weiergang og Søren Astrup Jørgensen.