Præmier til vinderne af Esrum Open 2018
Vinderne i den åbne konkurrence Esrum Open 2018 er fundet, og onsdag den 27. februar fik de overrakt deres præmier ved et arrangement i Fiskerhuset i Nivå.
Esrum Open
Esrum Open er en åben konkurrence, hvor man kan tilmelde gedder og aborrer fanget i Esrum Sø i Nordsjælland. Den blev startet i 2013 i et samarbejde mellem Nive Å’s Lystfiskerforening og Lystfiskerforeningen Fredensborg-Humlebæk, og hvert år er der blevet delt præmier ud i konkurrencer for største gedde og aborre, en individuel konkurrence for begge arter samt i en foreningskonkurrence.
I konkurrencerne tæller gedde 1 point pr. gram, mens aborre tæller 5 point pr. gram. Gedderne skal veje mindst 5 kg og aborrerne mindst 0,8 kg for at indgå i konkurrencen.
Det samlede slutresultat af Esrum Open 2018 kan ses på konkurrencens hjemmeside, hvor man også kan indrapportere sine fangster fra søen.
Nive Å's Lystfiskerforening var vært ved præmieoverrækkelsen i Esrum Open 2018, som fandt sted den 27. februar i foreningens klubhus Fiskerhuset i Nivå.
Årets vinder i den individuelle konkurrence med 19.232 point blev Lars ”Frø” Nielsen fra Farum Lystfiskerforening. Andenpladsen gik til Klaus Vestergaard fra Nive Å’s Lystfiskerforening med 19.170 point, mens nummer tre blev Mikkel Altmann fra Lystfiskeriforeningen med 19.100 point.
I foreningskonkurrencen sejrede Lystfiskeriforeningen foran Hillerød Lystfiskerforening og Nive Å’s Lystfiskerforening.
Sluttede året af med stor gedde
I konkurrencen om årets største gedde var det Anders Bylov fra Lystfiskeriforeningen, der vandt med en gedde på 12,0 kg.
– Nytårsdag var jeg på Esrum Sø med levende agn og havde en god dag med mange hug og 20 fisk i båden. Den største var denne fisk. Mega fed og robust kontra længde. Havde mistet en potentiel større fisk tidligere, så det var fint at slutte 2018 af med manér, fortæller Anders til Sportsfiskeren.dk.
Benhård fight med kæmpeaborre
Årets største aborre blev fanget af Mikkel Altmann fra Lystfiskeriforeningen. Den vejede 2,1 kg. Han fortæller om oplevelsen:
– En kæmpeaborre blev efter en benhård fight med lange udløb kanet ind i det ventende landingsnet. En fantastisk oplevelse, som jeg har drømt om, siden jeg startede med at fiske. En sø-aborre på over 2 kg og så fra den sø, hvor jeg som lille dreng startede min aborre-jagt på badebroen ved Nødebo Kajakklub.