Kom til lystfiskertræf for familier
Tag familien med til lystfiskertræf i Kristi Himmelfartsferien.
Lystfiskertræf 2019
Hvor: Hessellund Sø Camping, Hessellundvej 12, 7470 Karup
Hvornår: 30. maj - 2. juni 2019
Man kan deltage i de dele af programmet, man har lyst til. Tilmelding på forhånd er ikke nødvendig, men book på forhånd, hvis I planlægger at overnatte.
Familielystfiskertræffet på Hessellund Sø Camping er en årligt tilbagevendende aktivitet for lystfiskere og deres familier i Kristi Himmelfartsferien. Træffet finder i år sted i dagene 30. maj til 2. juni. Alle kan deltage i aktiviteterne, der for langt størstedelen er ganske gratis.
I år er det 45. gang i træk, at der afholdes Familielystfiskertræf på Hessellund Sø Camping i samarbejde med Danmarks Sportsfiskerforbund. Campingpladsen fyldes til randen med lystfiskerinteresserede, og Danmarks Sportsfiskerforbund stiller med et hold instruktører, der forestår forskellige aktiviteter som: Undervisning i fluekast, fremstilling af endegrej, damehold, madlavning, børnehold, små foredrag og praktisk instruktion i fiskeri.
Familielystfiskertræffet er for alle, som har lyst til at være sammen med ligesindede om lystfiskeri. Det betyder ikke noget, om man er meget erfaren eller helt nybegynder, ung eller gammel – alle kan være med. Det gælder om sammen at nyde den fælles interesse, udveksle erfaringer og få inspiration til nye udfordringer inden for lystfiskeriet.
Karup Å og put and take
Rammen er ganske spektakulær, da stedet for aktiviteterne Hessellund Sø Camping rummer et utal af muligheder for ikke bare fiskeri, men også aktiviteter som fodboldgolf, minigolf, swimmingpool, multibane, badesø, spillehal, cafeteria, kiosk, grillhytte, hoppepuder og en stor legeplads. Fællesbål med sang og snobrød, banko og kondibingo finder også plads.
Stedet har tre muligheder for at dyrke lystfiskeri samt rense- og frysefaciliteter:
“De små søer”, som består af to mindre put and take-søer, hvor fiskene ikke er kæmper, men der er rigeligt af dem. Prisen for at fiske i søerne er relativt beskeden, og man må fange to fisk på et kort i løbet af en dag. Der er ikke noget tidspres, og det giver mulighed for god succes, samt at gå til og fra, eller eksperimentere med forskellige metoder. En P&T-sø, som de fleste kender det.
Karup Å ligger lige i baghaven, og der er gratis fiskeri på et stort stykke.