Fisketegn på Radio24syv vender tilbage med en tredje sæson
Siden sin begyndelse i foråret 2017 har Radio24syvs program om lystfiskeri og lystfiskere, Fisketegn, haft mange gæster på vandet, mange fisk for enden af linen og endnu flere kroge i vandet – og nu er der snart nye afsnit på vej.
De varmere fiskemåneder står for døren, og jagtsæsonen og jagtprogrammet Jagttegn går derfor i ”sommerhi”. Det betyder, at fiskeglæden fortsætter i din radio fra lørdag d. 20. april, og herefter hver lørdag kl. 10.05, når vært Gordon P. Henriksen tager på fisketur med forskellige gæster. Nogle er erfarne og dygtige fiskere – andre skal ud på deres første tur nogensinde.
– Jeg har valgt gæster som jeg brænder for at møde. Personer som har nogle særlige perspektiver på fiskeri, mad, samfund, natur, arbejde eller livet i hele taget – som jeg synes er værd at udforske over en fisketur sammen med alle lytterne, siger Gordon.
Den kommende sæson byder bl.a. på fisketure med konditor og TV-vært Mette Blomsterberg, kok Francis Cardenau og en far-og-søn-tur med Malthe og Søren Ryge. Gordon skal også ud med Peter Lund ”Hjernemadsen” og snakke om, hvad lykkefølelse er og hvorfor en simpel fisk kan gøre nogen af os så enormt lykkelige.
Der bliver også tid til at fokusere på enkelte fiskearter – bl.a. kan lytterne glæde sig til et program om knuden og fiskeriet efter den mystiske fisk såvel som en tur til Vesterhavet efter pighvar.
– Jeg glæder mig rigtig meget til optagelserne og til at sende lystfiskeri ud i radioen endnu en gang, fortæller Gordon.
– Jeg nyder virkelig at vise forskellige bud på, hvad lystfiskeri kan være, opleve min gæsters reaktion på fiskeriet og alle de samtaler om stort og småt som naturligt opstår, når vi er på fisketur, siger Gordon, som ser frem til igen at vise danskerne, at alle kan være med til fiskeriet.
I den kommende sæson af Fisketegn tager programmet også nogle ekstra hensyn til de lyttere som i forvejen er lystfiskere og byder på samtaler og temaer om, hvad det vil sige at være lystfisker, hvordan vi oplever de forskellige fiskeformer og hvad de gør ved os.
Den nye sæson af Fisketegn har premiere d. 20. april 2019 kl. 10.05 på Radio24syv og sendes hver lørdag indtil sommerferien starter – 10 afsnit i alt. Alle tidligere episoder af Fisketegn kan findes på Radio24syvs hjemmeside, Radio24syvs app og alle de steder man kan streame sine podcasts.