Laks i nordjysk å
Der bliver fanget flere og flere laks i Nordjylland. Det er både på kysten og i flere vandløb. Senest i Ryå, hvor en flot laks på 5 kilo blev fanget mellem et par tunge regnbyger den 6. august.
Varmen har lagt en dæmper på fiskeriet efter laks og havørred i de fleste vandløb. I Ryå, som umiddelbart kun holder havørreder, forsøgte en af de unge medlemmer mellem et par regnbyger at fange sådan en. Det blev dog ikke til en havørred, men i stedet en flot laks på 5 kilo fordelt på 78 cm til Martin Rubæk.
– Når de store lakseåer lukker på grund af varmen, så må jeg jo nøjes med at fange en ”Ryå laks”, fortæller Martin Rubæk med et grin.
Laksen faldt for en opstrøms fisket spinner på noget af det nedre fiskevand i Ryå.
Et andet medlem skriver på Facebook, at der under den seneste bestandsanalyse i 2015, er fanget lakseyngel, så det kan tyde på, at Ryå er på vej til at få en laksestamme. Der bliver også hvert år fanget laks ved elfiskeriet. En teori er, at det er laks fra Gudenåen, som har etableret sig i Ryå.
Udpluk fra bestandsanalysen, udgivet i februar 2016, om fundet af lakseynglen siger, at der på gydebanker i Nørre Å er påvist 4 stk. 1-års laks i 2015.
På strækningen i Nørre Å er der udlagt adskillige gydebanker af Nordjyllands Amt i 2002. For nogle år siden blev de suppleret med nyt grus af Brønderslev Kommune. Derfor har strækningen en høj grad af variation med gydestryg med lav vanddybde, mens andre strækninger er dybere og med mere langsomt strømmende vand. Her blev der fundet en høj tæthed af ørreder med over 100 individer pr. 100 m2. Heraf var langt den overvejende del yngel. Desuden blev der også fanget 4 stk. 1-års laks på stationen. Intet udsætningsbehov.
Martin tilføjer, at der i vintermånederne er store fisk på leg og strækningen bliver fredet tidligere end resten af fiskevandet, af lige netop den grund.
Husk at der er Ryå fiskekonkurrence søndag den 2. september – og det er for alle. Læs mere her.