81 geddehug til 81-årig gedde-entusiast

steven (1).jpg Ugen bød på 81 geddehug til en 81-årige Steven. Blandt dem tre store gedder, hvor to af dem var på den gode side af én meter.

Steven på 81 år tilbragte en uge på Stege Nor med en lokal guide ved roret. Det kom der mange geddefangster ud af trods det varme sommervejr.

I sidste uge havde Nick Nordahl Wallem, der er guide for Mønbådene, en udenlandsk gæst med på Stege Nor i seks dage i træk. Gæsten hed Steven, var 81 år gammel og inkarneret geddefisker. Et nyt komfortabelt sæde blev monteret i båden, og så blev der ellers dørget efter gedder hele ugen.

– Vi kæmpede lidt med vejret over de seks dages fiskeri, da den danske sommer havde meldt sin ankomst. Så høj solskin og skyfri himmel og stort set vindstille gjorde fiskeriet besværligt, fortæller Nick og fortsætter:

– Men vi kæmpede bravt, og man må sige, at selvom Steven er 81 år gammel, så fiskede han målrettet som en maskine, og der var på intet tidspunkt nogen form for piveri fra Stevens side af. Det er sgu stærkt gået af en 81 årig.

Da ugen var omme, kunne Steven gøre sit resultat op. Der havde været 81 hug, 38 gedder var kommet med op til afkrogning og blandt dem var der tre store gedder på henholdsvis 106 cm, 101 cm og 100 cm.