Laks på Aarhus Havn
Aarhus Havn udmærker sig ved at byde på en lang række fiskearter, der gør det muligt at fiske der gennem hele året, og mandag den 18. juni 2018 blev laksen for andet år i træk føjet til rækken af spændende arter, der gør et besøg på havnen umagen værd.
Mandag var det så Mathias Ry Andersen, der fik en laks på krogen ved et besøg på Østmolen ved containerterminalen. Mathias fortæller om sin sjældne men flotte fangst, der bød på masser af dramatik.
– Jeg var nede og fiske med en kammerat, og lige inden vi vendte hjemad igen, hugger laksen hårdt og stikker af med meget line. Jeg kæmper med fisken i 5-7 minutter, og fisken er derefter helt færdig og ligger stille i vandet.
– Min kammerat snupper nettet og hopper ned for at tage laksen op, hvorefter linen knækker, og fisken forsvinder ned i vandet med mit blink. Jeg har selvfølgelig helt fortabt, da det tydeligvis er den største fisk jeg har haft på krogen.
– Efter cirka 30 sekunder kan jeg se bugen af fisken nede i vandet, jeg prøver at få fat i den, men grundet de mange sten. vælger jeg at holde nettet foran fisken, hvis den nu skulle svømme igen. Den laver et lille slag med halen og svømmer lige ind i nettet, hvorefter jeg får den op på bredden, slutter en glad fanger.
Det var Mathias’ første laks og hans nye personlige rekord. Laksen var 77,5 cm og cirka 3 kg tung. Mathias måtte bruge en kuffertvægt, da han kom hjem, så derfor er vægtangivelse en anelse usikker.