Fed oplevelse i sommernatten ved Gels Å
Midt i varmen og sommertørken er det stadig muligt at lokke havørrederne til hug ved lav vandstand. Juniorleder i Aabenraa Sportsfiskerforening, Simon Kjærsgaard, besøgte derfor Gels Å for at prøve natfiskeri efter de blanke opgangsfisk. Han fortæller begejstret om oplevelsen.
– Sammen med en anden juniorleder havde jeg besluttet mig for at teste Aabenraa Sportsfiskerforenings stykke af Gels Å for at se, om de stålblanke havørreder var kommet trods den lange varmeperiode, fortæller Simon Kjærsgaard og fortsætter:
– Der gik ikke mere end en time, før en havørred satte tænderne i min overfladeflue. Først regnede vi ikke fisken for særligt stor, men efter at den var sprunget flere gange ud af vandet, voksede dens størrelse gevaldigt. Det var dog først efter, at den var blevet håndlandet og lagt i græsset, at det fik op for mig, at jeg havde fanget én af åens tykke havørreder.
– Et vildt jubelbrøl fulgte, der sikkert skræmte alt dyreliv bort i en kilometers afstand – for endelig, efter fire års forsøg, havde jeg nu fanget en stor og kompakt havørred i hjemmevandet på 73,5 cm og 5,7 kilo, slutter Simon sin fortælling.