Havnemeden: Danmarks største bundmede-konkurrence
Den 26. maj går det igen løs på kajerne i Korsør Havn, når Korsør Lystfiskerforening (KLF) byder velkommen til Danmarks største bundmede-konkurrence.
Havnemeden er for hele familien, for hele Korsør for at være mere præcis, og der er chance for præmier – også selvom man ikke er heldig med fangsterne i løbet af dagen.
I 2017 blev der solgt 710 billetter, men der er stadig god plads langs kajen, idet Korsør Havn åbner op for de områder, der normalt er lukket.
Arrangementet begynder kl. 13.00 og afsluttes kl. 18.00, hvorefter der er præmieoverrækkelse med mere end 135 præmier for en samlet værdi af over 90.000 kr. Præmieoverrækkelsen foregår i "gryden" på fæstningen kl. 19.00.
Bestil en startpakke
Der kan bestilles startpakker til 200 kr. via hjemmesiden frem til og med den 20. maj. Alle, der bestiller en startpakke, modtager deltagerbevis, en pakke børsteorm, et bundrig skænket af Jan og Bo's Lystfiskershop, samt et gavekort på 50 kr. skænket af ”Alle tiders fiskegrej” i Næstved.