Europas største Havnemede-konkurrence
Med en samlet præmiesum på 90.000.- kr og et deltagerantal sidste år på intet mindre end 631 håbefulde lystfiskere i alle aldre, er der grund til at sætte kryds i kalenderen den 27. maj. Her afholdes Europas største Havnemede-konkurrence i Korsør Havn med start kl. 13.00.
Arrangementet afholdes af Korsør Lystfiskerforening, og den flotte præmieliste byder på alt fra fine grejpræmier, gavekort, Fladskærms-TV, til støvsugere og vin.
I alt er der 150 præmier, der skal fordeles blandt deltagerne.
Havnemeden er en familie-fiske-dag-ud-over-det-sædvanlige, og der er i høj grad lagt vægt på hygge og samvær på havnekajerne i Korsør, hvor der er god plads til både fiskeri og fællesskab i det forhåbentlige gode vejr, der traditionen tro, plejer at begunstige Havnemeden.
Traditionelt fanges mange fladfisk, samt torsk og ålekvabber (ål indvejes ikke). Der sælges sandorm på dagen, såvel som deltagerbilletter. Billetter kan også forudbestilles via Havnemedens hjemmeside. Deltagerprisen er kun kr. 100.