BLIV KLOGERE PÅ MAJFLUEN – DET FLYVENDE FOSSIL

Tørfluefiskere får julelys i øjnene, når talen falder på majfluen. Det er ikke uden grund, for når den store døgnflue med det latinske navn Ephemera danica – ”den danske døgnflue” – forlader den sikre hule i vandløbsbunden, får vinger og siden parrer sig sidst i foråret, er det imod sædvane muligt at fange de helt store og meget sky bækørreder og stallinger.

Hvad er det, der får fiskene til at smide en stor del af den indgroede skyhed, når der er majfluer i farvandet og luften?
– Det skyldes to ting: Først og fremmest er majfluen et meget stort insekt. Det bliver, hvis de tre haler regnes med i længden, op til 6-7 cm langt, og insektet har et vingefang på helt op til 5-6 cm. Majfluen er derfor en rigtig god mundfuld for en ørred. Og så optræder majfluer ofte i så stort et antal, at de udgør en meget vigtig fødekilde, som fiskene ikke kan tillade sig at negligere. Kombinationen af størrelsen og antallet må være vigtig, for det er erfaringen, at tilstedeværelse af enten få store eller mange små fødeemner ikke nødvendigvis er nok til at lokke de allerstørste fisk frem fra de dybe høller og underskårne brinker.

Hvordan kan det forklares? Er fiskene ikke bare nogle grådige rovdyr, der tager, hvad der byder sig?
– Slet ikke. Laboratorieforsøg har vist, at ørreder skal se et nyt fødeemne, som oven i købet er meget større end det, de normalt æder, mellem 25 og 250 gange, før de begynder at indtage det. Herefter er det så det nye fødeemne, de stort set udelukkende tager, selv om det antalsmæssigt kun udgør en relativt lille del af den samlede, tilgængelige fødemængde. Det perfekte byttedyr for en ørred er derfor et, som findes i så stort et antal, at det er værd at bruge tiden på at jage, og et byttedyr med en vis størrelse. Og begge egenskaber besidder majfluen i højeste grad.

Hvorfor hedder de majfluer? De ses jo ofte fra først i i juni og nogle uger frem.
– Navnet er en oversættelse fra det engelske mayfly. Majfluen findes nemlig også i stor stil i de engelske floder. Og der klækker de vingede insekter allerede fra først i maj på grund af det mildere klima i Sydenglands kalkstrømme. Men for mere end 318 år siden klækkede majfluerne faktisk ofte allerede fra midt i maj i de danske vandløb. Forklaringen er ikke, at klimaet dengang var mildere, men derimod at der var rod i kalenderen. Indtil år 1700 var det den julianske kalender, som blev brugt i Danmark. Den har den mangel, at et år er 11 minutter og 14 sekunder for langt i forhold til et solår. Det medførte, at kalenderåret omkring år 1700 havde forskudt sig med 11 dage i forhold til solåret. Det blev derfor besluttet at indføre den gregorianske kalender i Danmark, og det betød, at datoen den 18. februar år 1700 blev efterfulgt af den 1. marts. 11 dage forsvandt altså med et snuptag, og majfluen, der tidligere sværmede fra midt i maj, begyndte i stedet at sværme fra sidst i maj og ind i juni. Juniflue bliver dog næppe navnet i fremtiden; det sikrer klimaforandringerne sandsynligvis…

Majfluen tilhører gruppen af døgnfluer. De lever som bekendt meget kort tid – ofte kun et døgn. Det lyder som en lidt trist skæbne!
Nej, der er ingen grund til at ynke døgnfluerne og i særdeleshed ikke majfluen. Den lever nemlig oftest godt 2 år plus et par døgn. De første par år lever den som nymfe – det kaldes døgnfluens ungdomsstadier – i u-formede gange på bunden af vandløbet. Den lever af dødt organisk materiale, og den ånder ved hjælp af nogle store, fjerlignende gæller, der sidder på bagkroppen. Den findes kun i relativt rene vandløb, og fordi den lever nedgravet i sandbunden, er den meget følsom over for sandvandring og opgravning af åen. Efter typisk to år i vandløbet – nogle få hanner klækker dog allerede efter ét år – forlader nymferne hulen og svømmer op til overfladen, hvor deres hud sprækker, og ud kommer et stort insekt med fire vinger. Majfluen er dog endnu ikke kønsmoden, for døgnfluerne skal som den eneste insektgruppe i verden skifte hud endnu en gang, inden de er klar til at parre sig. Det sker ofte inden for et døgn, hvorefter både hanner og hunner dør, fordi de ikke kan tage føde til sig. Deraf navnet døgnflue, som dog kun fortæller en lille del af historien.

Døgnfluernes livscyklus er ret kompliceret, men de anses for at være primitive?
– Det med primitiv betyder i denne sammenhæng, at de dukkede op på jordkloden meget tidligt i udviklingshistorien. Døgnfluerne er nogle af de første insekter, som der findes forsteninger af. Fundene dateres så langt tilbage som 320 millioner år, og derfor er døgnfluernes oprindelse endnu ældre. Det vil sige, at yndefulde døgnfluer fløj rundt mere end 100 millioner år før, dinosaurerne dominerede kloden, og mere end 260 millioner år før de første laksefisk svømmede rundt i floderne. Så primitivt er her et synonym for imponerende!

Er det kun ørreder og stallinger, der æder majfluer – og hvor findes de?
For at begynde med det sidste – de findes i rigtig mange danske vandløb. Både på Sjælland og Fyn, men deres hovedudbredelsesområde er i de jyske vandløb. Det er i det mindste her, at bestandene er så store, at der kan dyrkes et målrettet fluefiskeri med imitationer af majfluer i alle deres livsstadier. De findes i de helt store åer, men også i meget små bække. Meldinger fra lystfiskere tyder i øvrigt på, at de er gået frem de senere år som et resultat af renere vand og mere skånsom vedligeholdelse af vandløb. De har mange fjender ud over fiskene. Arter af vipstjert, svale og andre insektædende fugle tager del i løjerne, når majfluerne får vinger. Og selv så stor en fugl som hættemåge vil heller ikke gå glip af festen. Jeg har selv i mere end ti år haft muligheden for at kunne observere, hvordan enkelte hættemåger dagligt patruljerer Vejle Å fra midt i maj og frem til klækningen. Og med ét kan der pludselig være i hundredvis af hættemåger i ådalen. Hold øje med det! Jagende hættemåger ved åen betyder nemlig enten massive klækninger af majfluer eller også, at de store døgnfluers parring finder sted i store sværme over åen. Begge dele er lig med en unik chance for at kroge åens største bækørreder og stallinger.

Artiklen er bragt i Sportsfiskeren 3, 2018.