Tak for et fantastisk juniorlederkursus
56 kursister og 15 instruktører er vendt hjem fra en lærerig uge på Aalestrup Naturefterskole. Juniorlederkurset havde ikke været det samme uden den store opbakning fra sponsorerne og områdets sportsfiskerforeninger.
Bilen er tømt, waders og fiskegrej er skyllet. Trætheden kan mærkes, men stadig er man også fyldt med inspiration og energi. En uge er gået med fiskeri, både ved fiskevandet og på skemaet, fra morgen til aften. Årets juniorlederkursus er overstået, og det har været en fantastisk uge. Det har været et dejligt gensyn med kursister fra sidste års kursus og dejligt at møde 20 nye kursister. Derfor skal der lyde en stor tak for en fantastisk uge til de 56 kursister og 15 instruktører, der har bidraget til en god og lærerig uge.
Aalestrup Naturefterskole har igen i år dannet rammen om kurset, og endnu en gang kan vi sige tak for overnatning og god forplejning.
I løbet af ugen er alle holdene på flere fisketure, og der er brug for fiskevand. Ud over kystfiskeri i Mariager Fjord går turene også til flere åer i området. Derfor er vi taknemlige for, at flere foreninger stiller deres flotte fiskevand til rådighed. Så stor tak til:
- Viborg Sportsfiskerforening
- Trend Aa Lystfiskeriforening
- Langå Sportsfiskerforening
- Pirken
- Hobro Sportsfiskerforening
- Aalestrup Lystfiskerforening
Det er fedt at se unge og gamle mødes om en fælles hobby, natur og gode oplevelser.
Og ingen fiskeri uden grej. Juniorerne binder fluer, laver rigs og støber deres egne blink, hvor flere bliver taget i brug på fisketurene. Derudover har der i årenes løb sneget sig flere traditioner ind på kurset, bl.a. findes årets flue og årets blink, der præmieres. Derfor skal der også lyde en stor tak til dem, der sponsorerer fine ting til juniorerne:
- LOOP Tackle Design
- Geoff Anderson
- PH grej
- Pro Sportfisher
- Korsholm Jagt og Fiskeri
- Ørredskolen 2018
Det er fedt at se unge og gamle mødes om en fælles hobby, natur og gode oplevelser. Igen mange tak til alle, der har været til en fantastisk uge i lystfiskeriets tegn.
Med lystfiskerhilsen
Mads Birkholt
Kursusleder