Juniortræf i ROLK
I Roskilde og Omegns Lystfiskerklub (ROLK) har man haft den glæde, at der hele tiden kommer nye juniorer i klubben, og dem vil man gerne tage med på råd omkring klubbens junioraktiviteter samtidig med, at de får en chance for at lære hinanden bedre at kende.
Derfor har de to juniorledere Michael og Simon planlagt et juniortræf ved klubhuset tirsdag den 5. september kl. 18.30-20.30.
- Her i efteråret skal vi planlægge en række fisketure, og du kan være med til at bestemme, hvor og hvornår det skal være. Har du nogle forslag, vil vi meget gerne høre om det. Dine forældre er også meget velkomne på denne aften. ROLK sørger for lidt snacks/sodavand, som vi kan hygge os med. Herudover vil vi også trække lod om fiskegrej. Vi glæder os til at se dig til juniortræf, skriver de to juniorledere i klubbens nyhedsbrev.
Der er stadig plads til nye juniorer i klubben, og er man interesseret, kan man finde oplysninger om klubben her.