Venskabelig geddedyst mellem agnbyggere
Lørdag den 8. juli tog Johannes Bang tidligt afsted til brakvandet omkring Møn for at fiske gedder. Johannes er ivrig agnbygger og manden bag JB-baits. Men på turen var en fiskekammerat, der også selv bygger agn, så der var lagt op til en indbyrdes, venskabelig konkurrence om hvis agn, der kunne lokke de fleste og største gedder op af dybet.
- I løbet af dagen blæste det op til 12 m/s, men pyt med det, for de brakke gedder plejer at kaste det sky af sig, når vinden raser. Fiskeriet var særdeles fint, med hug der virkelig kunne mærkes, og gedderne havde alle en flot snitstørrelse på 80-90 cm, fortæller Johannes og fortsætter: Til sammen fik vi 20 fisk op og vende. Fire over fem kg med den største på 7,1 kg fordelt på blot 96 cm. Sjældent har jeg oplevet en så stærk og bred gedde!
De hjemmelavede jerkbaits gav selvfølgelig fisk, men på grund af meget drivende ålegræs blev dagens foretrukne våben softbaits på 20-grams scruwheads. Topfanger for Johannes blev hans egen kreation ”Gummidragen” i farven Rudskalle, og den gav også dagens største fisk. Blandt jerkbaits var det Klovnfisk-farven, der triggede gedderne til hug i det uklare vand.
- Og dysten...! Tja! 11-9 til min kammerat, men jeg tog da den største, slutter Johannes.