Din radio går i fisk - Maise Njor og Gordon jagter hornfisk
Er lystfiskeri noget for kvinder? Det undersøger forfatter, journalist og foredragsholder, Maise Njor, sammen med lystfisker og radiovært, Gordon P. Henriksen, i et timelangt radioprogram ”Fisketegn” på Radio24syv i morgen, lørdag kl 10.
Programmet blev optaget på Asnæs i Kalundborg denne uge, hvor der lige nu er rigtig gode chancer for at fange hornfisk. Programmet kan også hentes som podcast efterfølgende, eller høres på www.radio24syv.dk.
Maise Njor har lovet at hjælpe Gordon med at blive klogere på kvinder – hvis han til gengæld hjælper Maise med at blive klogere på lystfiskeri. Den smukke kyststrækning og bølgernes gyngende rytme skaber en unik stemning af mindfullness, som Maise er vild med. Og når hun oplever sin første fangst nogensinde og smagen af en friskrøget hornfisk hun selv har fanget – ja så er hun vist helt solgt. Lystfiskeri er bestemt ikke kun for mænd!
Er du selv interesseret i at fange hornfisk er det i den kommende tid du skal ud, for der er masser af fisk derude lige nu. På www.fiskeguiden.info kan du finde en film med instruktion i fiskeri efter hornfisk og rigeligt af tips, også optaget på Asnæs og den 20 og 21 maj er der Hornfiskefestival i Kalundborg med masser af muligheder for at låne grej og blive instrueret af dygtige lystfiskere. Se mere om dette store arrangement på www.hornfiskefestival.dk.
Du kan læse mere om ”Fisketegn” på Radio24syv her, hvor du bl.a. kan høre programmet, hvor Mick Øgendahl er gæst og der fiskes gedder på Tissø.