Fangede vinderfisken på Møn
Den store kystkonkurrence Kystcup 2017 fandt sin afgørelse søndag den 2. april. Efter to fiskedage blev Mihai Trif Nicodim kåret som vinder og modtog førstepræmien, der var et gavekort på en fiskerejse til Kenya med Atlantik Travel. Mihai indvejede en havørred på 70 cm og 4 kg, som blev fanget på flue på Møn.
Konkurrencen, der blev afholdt i et samarbejde mellem Aktiv Fritid i Køge og den danske producent af fisketøj Geoff Anderson, havde samlet knap 100 deltagere, som indvejede i alt 6 havørreder. Ifølge Mikkel Hemmeshøj fra arrangørerne var det langt færre end året før, så noget tyder på, at det stille og varme forårsvejr ikke har været befordrende for fangsterne.
Tidspunktet for næste års konkurrence er allerede fastsat. Det bliver den 24-25. marts 2018.