Aalestrup Open afvikles på lørdag
Aalestrup Open er, som navnet siger, en åben konkurrence, hvor alle fluebindere kan deltage. Den har i mangfoldige år været afholdt den første lørdag i marts, men er i år flyttet til lørdag den 18. ds. – altså den kommende lørdag, fortæller konkurrencens tovholder, Søren Glerup. Indskrivning starter kl. 09.00, og der bindes fra 10.00 til 15.00 med præmieoverrækkelse kl. 17. Der kan købes kaffe og rundstykker fra morgenstunden samt smørrebrød og pølser midt på dagen.
Der bindes i følgende klasser: Klassisk Laks, Moderne Laks, Vådflue, Tørflue, Nymfe, Kystflue og Geddeflue samt en særlig Juniorklasse, hvor der kan indleveres alle typer fluer og hvor aldersgrænsen er 14 år.
For et startgebyr på kr. 50,- pr. klasse kan du deltage i lige så mange klasser, du har lyst til fortsætter Søren Glerup. Bemærk at der kun kan indleveres én flue i hver klasse. Du medbringer selv værktøj og materialer og bestemmer selv, hvilke mønstre du vil binde. Du får udleveret en flueæske for hver klasse, du deltager i. Ved konkurrencens afslutning kl. 15.00 afleverer du dine fluer i æskerne, og efter præmieoverrækkelsen kl. 17.00 får du dine æsker med hjem. Foreningen beholder dine fluer.
Fluerne vil blive indrammet og udstillet til beundring i foreningens lokaler sammen med fluerne fra foregående år. Adressen er Ådiget 40, 9620 Aalestrup Der vil for interesserede være mulighed for overnatning i en af foreningens 4 hytter. Evt. reservation på tlf. 30 13 84 15 / 20 86 42 89.
Der er naturligvis som vanligt flotte præmier til de bedste deltagere i de forskellige klasser, ligesom der vil blive trukket lod blandt samtlige deltagere om en uges gratis ophold i en af foreningens hytter.