Forårspremiere ved Viborg-åerne
Der er gratis kaffe og rundstykker samt en lille en til næsen, når Viborg Sportsfiskerforening inviterer alle morgenfriske medlemmer til premiere-komsammen onsdag den 1. marts kl. 9.00, fortæller formand Jørgen Buch.
Det foregår i foreningens hyggelige lokaler på Sønder Mølle, hvor der også er tradition for, at Egon Langgaard afskyder sin lille signalkanon som et særdeles hørbart tegn på, at den nye fiskesæson er skudt i gang.
Derefter kan de fremmødte vælge at starte fiskeriet i enten Simested Å, Karup Å, Skals Å, Jordbro Å eller Fiskbæk Å.
Især ved de tre førstnævnte vandløb er der en fair chance for at fange en grønlænder eller måske en flot overspringer, idet er er en fin vandføring efter de seneste dages regn.