Vintergedder i Gudenå

Mads Lærke metersgedde.JPG

Mandag den 16. januar byder ikke kun på grønlænder-premiere i vandløbene. På Bjerringbro og Omegns Sportsfiskerforenings lange strækning fra Skibelund til opstrøms Nybro er der de seneste halve snes år opdyrket et spændende geddefiskeri, hvor især fiskeri med store flashfluer er populært og produktivt.

Der fiskes især i de rolige partier i åen, langs bredderne og i bagvande. En sinktipline, som kan bære store fluer, er et godt valg og lange kast er sjældent nødvendige.
Sidste vinters største gedde var på 113 cm. og blev fanges af forbundsinstruktør Johannes Bigum.
 
Spinnefiskeri er selvfølgelig også en mulighed, men der må kun fiskes med kunstagn. Bemærk at du kun må hjemtage gedder mellem 60 og 80 cm. Alle gedder over 80 skal nænsomt genudsættes for at bevare åens unikke bestand af de store gedder. Alle fangster af gedde, laks og ørred skal desuden indberettes til hjemmesiden – også genudsatte fisk.
 
Det spændende geddefiskeri er kun for medlemmer, men formand Jon Rose fortæller, at Bjerringbro-foreningen netop nu har et super tilbud til dem, der er interesseret i vinterens geddefiskeri:
Hvis du melder dig ind nu, kan du for 200 kr. ekstra fiske gedder frem til den 1. marts, hvor den nye sæson begynder. Kontakt: kasserer@bjerringbro-sportsfisker.dk