TØS melder sig ind i DSF
Tuse Å’s Ørredsammenslutning, der i 35 år har arbejdet for vand- og fiskepleje i Tuse Å, samt en håndfuld andre vandløb i bunden af Isefjorden, har meldt sig ind i Danmarks Sportsfiskerforbund. Baggrunden for beslutningen, som blev taget af Arbejdsgruppen og senere fulgt op af tilslutning fra medlemmerne, er begrundet i, at TØS ønsker at støtte op om den fælles miljøindsats, Danmarks Sportsfiskerforbund står for.
– I Arbejdsgruppen måtte vi erkende, at kun ved at stå sammen, kan vi modstå det pres mod vores værdier, der for tiden gør sig gældende, fortæller et medlem af Arbejdsgruppen i TØS.
Tuse Å’s Ørredsammenslutning har i årevis været en engageret aktør i blandt andet Fishing Zealand, Sjællands Ørredsammenslutning, vandsynsgrupper og har desuden sikret fiskeplejen i Isefjorden ved at opfiske moderfisk fanget i Elverdamsåen og Tuse Å-systemet. Ligeledes har TØS taget aktiv del i Den Sjællandske Grusbande, og har alene i 2016 engageret Grusbanden ved en håndfuld lejligheder.
– I Danmarks Sportsfiskerforbund er vi super glade for, at TØS har besluttet at melde sig ind i fællesskabet for at styrke forbundets arbejde for en rig natur med flere vilde fisk. TØS har gennem mange år gjort en fantastisk stor indsats til gavn for naturen, fiskebestandene og lystfiskeriet på Sjælland, ikke blot i Tuse Å og flere andre vandløb i området omkring Isefjorden, men faktisk også på mange andre områder på hele Sjælland. TØS’ indmeldelse bliver derfor helt sikkert en stor gevinst for forbundet, siger formand i Danmarks Sportsfiskerforbund, Verner W. Hansen.
Fiskeriet
Medlemmer af TØS kan fiske i Tuse Å, som blot ligger tre kvarters kørsel fra København. I Tuse Å er der en stor havørredbestand, og dagsfangster på 2-5 havørreder er ikke ualmindelige under fiskeri i Tuse Å, hvor TØS råder over ca. 10 km fiskevand. Det sublime havørredfiskeri skyldes blandt andet, at TØS lægger stor vægt på det bæredygtige fiskeri, hvilket understøttes af fiskereglerne for medlemmerne.
Ligeledes har TØS igennem mange år arbejdet målrettet med vandpleje og har i årenes løb restaureret mange kilometer vandløb for at optimere miljøforholdene i Tuse Å-systemet, samt de øvrige vandløb, der løber til Isefjorden. Til glæde for ørredbestanden, og naturligvis også til glæde for medlemmerne.
Du kan søge information om TØS’ miljøarbejde og fiskeri via hjemmesiden: www.tuseaa.dk
Medlemskab af Tuse Å’s Ørredsammenslutning kan ske via www.fiskekort.dk