Kolding Å sæsonstart i bragende flot vintervejr
Kulden var præcist så bidende som forudsagt af DMI ved sæsonstarten i Kolding Å, hvor medlemmerne kunne fiske på strækningen fra motorvejen og ned til Vestre Ringvej. Alligevel så og mødte jeg en halv snes forventningsfulde fiskere i løbet af dagen – og midt på dagen fik solen endda så megen magt, at man kunne gemme hat og handsker i rygsækken – ligesom fiskene så vågnede op til dåd.
Allerførst blev det til en hyggelig snak med Rene Jørgensen, der havde hilst på en nedgænger om formiddagen, som han havde lokket over evne med en gul wobler.
Nogle hundrede meter længere oppe mod Plovfuren mødte jeg Yves Hald, som forgæves prøvede lykken med fluestangen samt Erling Maigaard, der fik listet dagens anden fin lille grønlænder op ad og ud igen i åen efter først at have fisket sig og regnormen varm med en nedgænger på en lille halv meter vistnok.
Oppe ved Plovfuren kunne Jørn Lund fortælle om en nedgænger på 45 cm og en fin sølvblank grønlænder, der dog manglede 3 -4 centimeter i at komme hjem i tasken.
Dagens topfanger blev Wilhelm Büllow, som sammen med sin fiskemakker havde taget turen ovre fra Esbjerg for at blive belønnet med voldsomt håndgemæng med et smældfed regnbueørred på 60 cm og 2,8 kilo. Derudover havde han og makkeren fanget og genudsat omkring 6-7 grønlændere fortalte han, før det ved solnedgang igen gik hjemad.