Professor Stiig Markager modtager Danmarks Sportsfiskerforbunds Natur- og Miljøpris

Stiig Markager

Stiig Markager, professor ved Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet, har i årtier leveret højt anerkendt forskning inden for dansk havmiljø. Alligevel blev han i efteråret 2019 stævnet af Bæredygtigt Landbrug for to udtalelser angående landbrugets udledning af næringsstoffer til havmiljøet, men han har fastholdt sine udtalelser og dermed sin ret til at formidle forskning i den offentlige debat. På den baggrund modtager Stiig Markager Danmarks Sportsfiskerforbunds Natur- og Miljøpris.

Professor Stiig Markager har i tre årtier forsket i det danske havmiljø og leveret undersøgelser og rapporter, der har været en vigtig del af det videnskabelige fundament for myndighedernes forvaltning af det danske vandmiljø. Hans rådgivning har blandt andet været central for udarbejdelsen af de danske vandplaner, der har til hensigt at forbedre vandmiljøet i Danmark, herunder vores havmiljø.

- Stiig Markager har på fornemste og stædig vis påvist og argumenteret for, at kvælstofudvaskningen til havmiljøet er steget hvert år siden 2010. Og han har fremført, at Danmark faktisk har forpligtet sig til det stik modsatte. Resultaterne af de øgede udledninger ser vi ganske tydeligt nu, da vi sidste år og i år har de mest omfattende iltsvind i de indre danske farvande i 15 år, siger Hans E. Nielsen, næstformand i Danmarks Sportsfiskerforbund.

I efteråret 2019 valgte interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug at stævne Stiig Markager for to udtalelser om landbrugets udledning af næringsstoffer til vandmiljøet. Sagen kommer for retten i Hillerød den 10 november i år.

- Stiig Markager er blevet personligt forfulgt, fordi han har leveret facts om havmiljøets tilstand og holdt fast i sine synspunkter i den offentlige debat. Det er naturligvis helt afgørende for den faglige debat, at forskere ikke skal forfølges, når de udtaler sig om deres fagområder og giver faglige vurderinger. Det har Stiig Markager stået på mål for hele vejen igennem, og netop derfor modtager han Danmarks Sportsfiskerforbunds miljøpris, siger Hans E. Nielsen.

Natur- og Miljøprisen

 

Danmarks Sportsfiskerforbunds Natur- og Miljøpris er en særlig pris, der alene tildeles for en bæredygtig indsats på natur- og miljøområdet. Bæredygtig defineres i denne sammenhæng som en genoprettelse eller udvikling af miljøet til gavn for de danske vandløb, søer, fjorde og havområder og dermed sportsfiskeriet i Danmark.

”Den offentlige debat bør være baseret på viden”
Natur- og Miljøprisen blev i dag, d. 19. september, overrakt ved Danmarks Sportsfiskerforbunds kongres. Og det var en glad Stiig Markager, der tog imod prisen.

- Jeg er både glad og beæret over den anderkendelsen, som prisen er et udtryk for. Det har kostet en del mental energi at deltage i miljødebatten de sidste 10 år, og derfor er det godt med den anderkendelse, som prisen er udtryk for, siger Stiig Markager, der samtidig håber, at prisen også vil være til inspiration for andre forskere.

- Især håber jeg, at det vil give mine kollegaer mod, inspiration og energi til at ytre sig i den offentlige debat. Det er kun når forskere kommer ud over rampen med deres viden, at den virkelig får en effekt i det samfund, som har betalt for den. Den offentlige debat bør være baseret på viden, og her er formidling af forskningsbaseret viden afgørende. Jeg håber derfor, at Danmarks Sportsfiskerforbunds beslutning om at give mig prisen, er et lille skridt på vejen mod en bedre offentlig debat om natur, miljø og klima, ved at motivere andre forskere til at være aktive i det offentlig rum.

Stiig Markager udtrykker i forlængelse af sin prismodtagelse samtidig bekymring for den frie forskning og debat fremadrettet.

- Inden for natur, miljø og sundhed er der næsten altid en konflikt i forhold til kommercielle interesser, og for vandmiljøet er det især landbruget, som er i et modsætningforhold, da de bidrager med henholdsvis 90 og 65 procent af det kvælstof og fosfor som udledes. Landbruget har da også være meget aktive i forhold til at undertrykke og mistænkeliggøre udsagn om deres stigende udledninger, siger Stiig Markager.

- Det er ikke noget nyt. Det samme har man set i hundrede af år inden for mange områder, for eksempel i forhold til kemikalier, sundhed og nu klima. Det mest kritiske idag er, at også universitetsforskere er helt afhængige af eksterne bevillinger. Det kan gøre det problematisk for den enkelte forsker at ytre sig på en måde, som skader forholdet til et erhverv. Det kan nemt hæmme ens muligheder for at få penge til nye projekter. Det er en vigtig dagsorden i en verden med kriser inden for natur, klima og biodiversitet.