Uenighed om konsekvenserne af massiv sandfodring på den sjællandske nordkyst
Lystfiskerne er bekymrede, for hvad vil der ske med de kystnære stenrev på den nordsjællandske kyst, når stranden fodres med massive mængder sand
De tre kommuner langs den sjællandske nordkyst har nært forestående planer om at sikre kyststrækningen gennem massiv sandfodring. Der er imidlertid delte meninger om de miljømæssige konsekvenser af tilførslen af de store mængder sand, og erfaringer fra den jyske vestkyst viser, at der er grund til bekymring.
Hvis det går som kommunerne Halsnæs, Gilleleje og Helsingør har planlagt, vil omkring halvdelen af kyststrækningen fra Hundested til Helsingør blive tilført i alt 1,7 mio. m3 sand, når projektets anlægsfase begynder i 2021. Det betyder, at hver meter af de berørte kyststrækninger får tilført 60-90 m3 sand, og det har vakt bekymring hos lokale lyst- og erhvervsfiskere.
I forbindelse med et borgermøde i Halsnæs Kommune den 31. januar tilkendegav den lokale afdeling af Danmarks Naturfredningsforening, at man ikke blot bakkede op om sandfodringsprojektet, men oven i købet ønskede det udvidet til også at omfatte statens arealer ved Melby Overdrev øst for Liseleje. Et rent naturområde uden bebyggelse, som ikke er med i kommunernes plan. Sportsfiskeren.dk har derfor kontaktet Danmarks Naturfredningsforening for at få uddybet forenings holdning og støtte til sandfodringsprojektet.
Skræntfoden er sikret, men stranden er flere steder væk.
Beskyttelse nødvendig, når naturen ikke får lov at gå sin gang
Ebbe Kanneworff, der er havbiolog og bosat i Hornbæk, har i hele det lange forløb omkring sandfodringsprojektet været repræsentant for Danmarks Naturfredningsforenings lokalafdelinger i Halsnæs, Gilleleje og Helsingør og i den forbindelse haft opbakning til at fremme projektet, som han var fødselshjælper for, da det lykkedes ham at samle de tre berørte kommuner om en fælles indsats.
– Helt grundlæggende havde jeg gerne set, at naturen havde fået lov til at udfolde sig frit, fortæller Ebbe og fortsætter:
– Så skulle man have opkøbt de huse, der var i fare for at styrte ned, men det ville have været langt billigere end de løsninger, der siden er kommet på bordet.
Men naturen fik ikke lov til at gå sin gang, for der blev udlagt store mængder af sten som skræntfodssikring og som bølgebrydere, og det har ganske vist dæmpet erosionen, men samtidig fjernet den tidligere brede strand.
Livet begynder i sandet
– Den hårde kystsikring med store sten er ikke bare uæstetisk, men den har også betydet, at sandstranden er forsvundet, og det er i sandet fødekæden starter, fortæller Ebbe og uddyber:
– Det er nemlig her, rejerne produceres, og fladfiskeynglen vokser op. Sandområderne er biologisk set meget vigtigere end bælterne med sten og alger.
Ebbe Kanneworff forklarer, at der foregår en løbende sandtransport fra vest mod øst, og til sidst aflejres meget af sandet på bankerne øst for Helsingør. Men da skrænterne nu er beskyttet, bliver der ikke længere tilført materiale, og det betyder, at stranden forsvinder, og rev og algebælter dannes i dag langt tættere på land end tidligere.
– At fodre stranden med sand er derfor en form for naturgenopretning og helt nødvendig for at undgå en biologisk forarmelse af kysten, fastslår han.
Sandet skal ved fodringen lægges i et 30 meter bredt bælte helt inde ved skrænterne og i en højde på to meter, men Ebbe understreger, at det skal være sand og ikke grus eller ral.
Sandet skal hentes ved Helsingør
– Ingeniørerne vil gerne bruge grus og ral, da det vil blive liggende længere på stranden, men det er biologisk noget rigtig skidt, fastslår Ebbe, der foreslår, at materialerne hentes, hvor de aflejres øst for Helsingør på f.eks Lappegrunden. Det skal dog ske ved slæbesugning, hvor man fjerne den øverste halve meter og ikke ved stiksugning, der skaber store, dybe huller på sandbankerne. Desuden er det vigtigt, at sandet hentes om vinteren, hvor det volder mindst skade for fiskebestanden.
I forhold til sandfodring på de statslige arealer som f.eks. Melby Overdrev og Tisvilde Hegn, tror han ikke på, at de bliver omfattet, da Naturstyrelsens repræsentant klart har tilkendegivet, at man her vil lade naturen udfolde sig frit.
Ebbe Kanneworff ser positivt på genetablering af nogle af de stenrev, der er forsvundet, da der er tale op regulær naturgenopretning, men han ser ikke en genetablering af f.eks. Hunderevet ved Hundested som noget, der vil få en afgørende positiv betydning for at fastholde sandstranden og dæmpe erosionen.
Danmarks Sportsfiskerforbund mener
Danmarks Sportsfiskerforbund mener, at usikkerheden omkring sandfodringens negative konsekvenser på dyrelivet bør medføre, at der også skal overvejes andre muligheder.
– Vi ser selvfølgelig helst en uberørt kyst, men vi anerkender også behovet for at sikre mod erosion. Men en så massiv sandfodring, som der foreslås, vil kræve en kontinuerlig sandindvinding. Vi ønsker ikke, at det sker i Øresund, hvor vi langt om længe har fået politikerne til at forstå, at råstofindvinding skal udfases, siger Kaare Manniche Ebert, biolog i Danmarks Sportsfiskerforbund.
Han påpeger samtidig, at sandfodring med grovere sediment sandsynligvis vil få negative følger for dyrelivet, idet bundlevende og gravende arter vil forsvinde. Det samme vil variationen i bundforholdene, og det vil reducere antallet af fisk, der ikke lever hele deres liv på ren sandbund.
– Når meget tyder på, at en massiv kystfodring vil kunne påvirke det kystnære dyreliv, så mener vi i Danmarks Sportsfiskerforbund, at der bør kigges på andre muligheder som for eksempel etablering af kystnære stenrev, siger Kaare Manniche Ebert.
Han begrunder det med stenrevenes vigtighed som levested for en lang række dyrearter kombineret med revenes evne til at forebygge erosion. Og når revene først er etableret, så virker de i mange år – i modsætning til sandfodringen, der skal gentages år efter år.
– Vi mener derfor, at det bør undersøges, om stenrev vil kunne sikre kysten. Og selv om det muligvis vil være meget dyrere end at foretage sandfodring, så kan det vise sig, at det på længere sigt vil være billigere. Det vil under alle omstændigheder være bedre for kystens dyreliv, siger Kaare Manniche Ebert.
Begrænset erfaring med sandfodring
De danske erfaringer med sandfodring er ret begrænsede og stammer fra projekter på den jyske vestkyst, hvor det især har handlet om revlefodring og strandnær fodring, og i mindre grad om fodring, hvor sandet er lagt op på stranden helt tæt på skrænter og klitter, sådan som det er planen på den sjællandske nordkyst.
Der er heller ikke mange undersøgelser af de miljømæssige virkninger, især ikke på lang sigt, men DTU-Aqua udgav i 2005 og 2006 to rapporter, som fulgte op på sandfodringer foretaget i begyndelsen af 80’erne. ”Kystfodring og godt fiskeri” fra 2005 undersøgte et projekt med strandnært sandfodring ved Agger Tange, mens ”Kystfodring og kystøkologi” fra 2006 undersøgte virkningerne af revlefodring ud for Fjaltring.
I rapporterne konkluderes det, at størrelsen på sedimentet er afgørende for især antallet af børsteorm, der er et vigtigt fødeemne for fiskene, idet grovere sediment gav en lavere forekomst af børsteorm.
I den første tid efter indpumpningen af sand, var der flere isinger på strækningerne, men efter en måned var der færre isinger, rødspætter og skrubber på de sandfodrede strækninger i forhold til referenceområderne. Der kunne i undersøgelserne ikke konstateres nogle effekter for stimefisk som sild og brisling.
Variation giver et godt kystmiljø
I rapporterne anbefales det, at der anvendes sediment med de kornstørrelser, der naturligt findes på lokationen. Desuden er tidspunktet for sandfodringen væsentlig, da rødspætterne trækker ind på lavt vand, når vandtemperaturen når 10-12 grader i maj. Sandfodringen bør derfor ophøre inden og først genoptages den efterfølgende januar.
Seniorforsker Josianne Gatt Støttrup fra DTU-Aqua var medforfatter til begge rapporter og peger på variation som et nøgleord, når det handler om et godt kystnært havmiljø.
– Det, der giver en høj biodiversitet inde i kystzonen, er især variation. Der skal være områder med sand og områder med sten og tang, for forskellige arter kræver forskellige levesteder, fortæller hun til Sportsfiskeren og uddyber, at det generelt ikke er sandområder, der mangler, men derimod især de stenrev, der tidligere er blevet fjernet.
Det er almindelig kystfiskererfaring, at havørrederne skal findes, hvor der er bund med sten og alger.
Sporene skræmmer
Kennet Brask, der er fiskeguide certificeret af Danmarks Sportsfiskerforbund, har fulgt udviklingen på den jyske vestkyst siden sandfodringsprojekterne startede.
– Helt fra min drengetid fiskede vi fra høfderne ved Fjaltring og Agger Tange, og det var helt almindeligt at have en spand med fladfisk med hjem fra en fisketur, fortæller Kennet og fortsætter:
– Det kan slet ikke lade sig gøre i dag, hvor man kun fanger små fladfisk og langt færre end før.
Kennet har fulgt udviklingen både som lystfisker og som svømmedykker, og han har set, hvordan områder med stenbund er blevet dækket med sand, og i dag ser han kun pelagiske fisk som sild, makrel og havbars i området.
– Når de pumper sand ind ved sydgående strøm, er der en tæt tåge af sand og mudder i vandet. Det spreder sig ned langs kysten, så i dag er der ikke nogen referencepunkter tilbage, der kan fortælle om, hvordan der kunne være uden sandfodringen, fortæller Kennet.
En del af sandet bliver ført med strømmen ind i Limfjorden, hvor det lægger sig, og efter Kennets erfaring er resultatet det samme, nemlig en udtalt mangel på fladfisk.
