Flot start på elfiskeriet ved Havelse Å
Det var en stor dag for Havelse Å Vandplejegruppe, da man for første gang opfiskede moderfisk i Havelse Å søndag den 28. oktober.
Da Kaj Larsen fra Havelse Å Vandplejegruppe satte elektrode i vandet i Havelse Å søndag den 28. oktober, var det resultatet af et stort forberedelsesarbejde og endnu et vigtigt skridt hen imod, at alle udsætningsfisk på Sjælland er afkom af fisk fra egne vandløb.
De ørreder, der i dag udsættes i Roskilde Fjord, stammer dels fra moderfisk fra Langvad Å-systemet og dels fra Kolding Å, men hvis det i år lykkes at skaffe den nødvendige rognmængde fra Langvad Å og Havelse Å, vil næste års udsætninger udelukkende være af egen avl.
Fisk i første stød
I det Kaj Larsen havde stukket elektroden i vandet, væltede en stor ørred ud fra sit skjul under en trærod. Som de øvrige, der blev fanget i løbet af dagen, blev længde og køn registreret, og den fik et lille klip i bugfinnen. Det er nemlig vigtigt at kunne skelne fiskene fra de to vandløb i det videre arbejde, hvor de frem mod strygningen kommer til at svømme rundt i et opbevaringskar i Roskilde. Nogle af fiskene fra Langvad Å skal nemlig deltager i det igangværende projekt, hvor fisk følges i fjorden via indopererede radiosendere.
Tilfredshed med dagens resultat
Da dagens resultat blev gjort op, kunne Kaj Larsen kun være tilfreds.
– Det var meget tilfredsstillende. Vi fik 16 ørreder. Den største havørred var en hun på 79 cm, og den største bækørred var en han på 70 cm. Så det var en OK premiere. Hvis vi kan få en lille flom i løbet af ugen, kommer det store træk af havørreder forhåbentlig inden næste søndag, hvor vi fisker videre fra Fruervad Bro og opstrøms, fortæller Kaj Larsen.
Rino Hansen fulgte elfiskeriet med sit videokamera. Tjek her, hvad han fik ud af det.