Nye gydebanker taget hurtigt i brug
Den sidste tids store nedbørsmængde havde fået Kaj Larsen fra Havelse Å Vandplejegruppe ud langs nogle nordsjællandske vandløb for at se, om der var kommet gang i gydningen.
Vandplejegruppen har sammen med Grusbanden for kun en måned siden etableret nye gydebanker i Græse Å ved Frederikssund, og det var med stor fornøjelse, at kaj kunne konstatere, at alle seks nye gydebanker var taget i brug.
- I Sillebro Å er ørrederne startet på den næstøverste banke, og i Havelse Å fandt jeg fem gydegravninger. Som ekstragevinst hilste jeg på en af brugerne fra Fruervad bro, fortæller Kaj Larsen.
Havelse Å Vandplejegruppe er en underafdeling af Ølsted og Frederiksværk Sportsfiskerforening. Følg gruppens arbejde på Facebook.