Søg tilskud til friluftsliv
Har du en ny idé, der forbedrer mulighederne for friluftsliv, kan du søge tilskud fra Friluftsrådets Udlodningsmidler til at realisere den. Friluftsrådet uddeler i år 30 millioner til at realisere små og store projekter, der på forskellig vis giver nye muligheder for friluftsliv eller giver større naturforståelse.
Friluftsrådets bestyrelse har fra 2017 vedtaget en ny model for tilskud fra Udlodningsmidler til friluftsliv efter at puljen har været lukket for ansøgninger siden 10. marts 2017. Modellen tager højde for, at det beløb, der i fremtiden tilfalder puljen, er meget afhængig af overskuddet hos Danske Spil og derfor kan variere fra år til år.
– Vi er interesseret i, at pengene skal gøre mest mulig gavn for friluftslivet og naturformidlingen. Derfor vil vi prioritere tilskuddene inden for færre og mere afgrænsede temaer end tidligere, så man kan se, at tilskuddene har en effekt, forklarer Lars Mortensen, formand for Friluftsrådet.
Modellen indebærer således også, at Friluftsrådets bestyrelse beslutter hvilke temaer, der kan søges tilskud inden for for en kortere årrække ud fra den samfundsmæssige værdi, temaerne skaber.