Ny vandløbs-app søger crowdfunding
Ny app vil vise "før" og "efter" fotos af danske vandløb. App'en hedder Vore Vandløb og søger netop nu opbakning via crowdfunding-platformen Kickstarter.
App'ens udvikler skriver om projektet:
Jeg er lystfisker og elsker at luske rundt ved de danske åer. Dermed har jeg en naturlig interesse i at følge med i hvordan åerne udvikler sig.
Et gammelt ordsprog siger 'et billede viser mere end 1000 ord', så derfor er mit ønske, at alle, der har lyst, kan være med til at bidrage med at indsamle dokumentation i form af billeder af vores vandløb. En form for "street-view" for vandløb.
Jeg ønsker at udvikle en app, som gør det muligt at foto-dokumentere alle danske vandløb. Ved at indsamle foto-dokumentation, opbevare billederne med relevante data og gøre det tilgængeligt online, bliver det muligt at vise et øjebliksbillede af, hvordan et vandløb/område ser ud. Ved løbende at dokumentere det samme vandløb (enten af en selv eller andre) vil det være med til at vise områdets udvikling over tid og man kan derved følge det enkelte vandløbs udvikling.
App'en kan for eksempel bruges til før og efter billeder ved restaurerings projekter, grødeskæring, oprensninger, forureninger, årstidernes påvirkning af vandløbet og nærområde og meget meget mere.
Alle med interesse for vandløb og deres nærområderne ville kunne bidrage til og drage nytte af denne app; naturfolk, lystfiskere, lodsejere, åmænd, naturpleje foreninger/firmaer, landskabsarkitekter osv.