Fire favoritfluer til vinterkysten
De kommende kolde måneder er dér, hvor du har chancen for at fange en af de blanke overspringere ude på kysten, men hvad skal flue- og bombardafiskere sætte for enden af forfanget? Her får du fire dygtige kystfluefiskeres bud på en favoritflue.
Mange havørreder er nu svømmet op i vandløbene for at gyde, men der er stadig ørreder ude på kysten, og de fleste af dem er lynende blanke. Mange af dem er fisk omkring mindstemålet, som endnu ikke er blevet kønsmodne, og så er der de ørreder, der er væsentligt større og har sprunget gydningen over for at blive et år mere ude i havet. De eftertragtede overspringere.
Vi har spurgt fire dygtige og garvede kystfluefiskere, hvad der er deres favoritflue, når de tager ud på kysten i de kolde måneder. Her kan du se, hvad de har valgt, og hvordan de fisker med dem.
Chiel Robben
Jeg er 35 år gammel. For nylig blevet fynbo, efter at have boet i København i over 10 år. Jeg har været heldig at kunne fiske på nogle af Danmarks bedste havørredpladser på Stevns, Møn, Bornholm og nu “havørred-øen” Fyn.
Jeg fisker primært på kysten i vinterhalvåret og elsker at fiske i hårdt vejr med store bølger ude på den åbne kyst.
Chiel Robben // STF-reje
Fluen, der for det meste sidder for enden af mit forfang, er en STF-reje. Jeg fisker den oftest med klassisk stripping af fluelinen med stop af forskellig varighed, sådan at rejen får en ret uregelmæssig gang og ligner en reje, der desperat forsøger at komme i skjul.
Min favoritplads er den åbne kyst, hvor man mange steder enten kan “maskinfiske" hurtigt eller mere grundigt affiske rev og pynter. Særligt under gode forhold med oprørt vand fisker jeg fluen hurtigt. Her skal rejen forstille at kæmpe for at komme i skjul, efter at være blevet slået fri af sit skjul af strømmen og bølgerne.
Fluen er dog lige så effektiv på de ture, hvor der er stille vejr og klart vand. Befinder jeg mig her i bunden af en vig i fjorden eller ved et badekar med mørk bund på revlekysten, da kan en langsommere indtagning med lange stop være giftig.
Til forskel fra mange andre kystfluefiskere, så binder jeg min STF-reje meget sparsomt dresset. Når den sidder i flueæsken, ser den måske lidt underernæret ud, men når den bliver våd, folder materialerne sig ud, og fluen får et perfekt translucent udseende – præcis som den ægte vare.
Materialer til STF-rejen
Krog: Gamakatsu F314 str. 4
Belastning: 0,15 mm blyfri wire. Ikke tørnet, men bundet på undersiden af krogen.
Øjne: Sorte monofil rejeøjne.
Hale og krop: Tan STF-dubbing
Munddele: Rootbeer Krystal Flash
Tråd: Tan UTC70
Jan Nachtigal
Jeg er 29 år gammel og har fisket efter havørred siden min barndom.
Jeg flyttede til Fyn for nogle år siden for at arbejde på Denmark Fishing and Outdoor Lodge som fuldtids fiskeguide. Havørredfiskeri er min passion, og jeg er heldig med at kunne tilbringe meget tid ved kysten.
Jan Nachtigal // Kenobi STF Baitfish
Vinterversionen af Kenobi STF Baitfish kan fiskes hurtigt for at søge efter fiskene, men også langsomt for at tricke inaktive fisk. Jeg binder den med kuglekædeøjne for at få en hurtig, jiggende gang eller ubelastet for at fiske den meget langsomt eller i superlavt vand.
Formen efterligner en lille agnfisk, som er en vigtig fødekilde i de kolde måneder. Den velafprøvede vinterfarvekombination hvid/pink giver en masse synlighed og kan også tiltrække inaktive fisk.
Jeg fisker begge varianter på en flydeline, hvilket giver mig mange muligheder med fart og dybde.
Den vægtbelastede version kan fiskes superhurtigt på lavt vand eller meget langsomt på dybere vand. Den ubelastede kan fiskes langsomt selv på meget lavt vand. Den får mig til at tro på succes selv på den koldeste vinterdag.
Materialer til Kenobi STF-baitfish
Krog: Ahrex NS122 Light Stinger
Krop: Hvid transparent STF dubbing og Pink STF dubbing
Vægtbelastning: Kuglekædeøjne
Tråd: Veevus PB02 140
Cuttroat Cutling
Niels Lagergaard Pedersen // Cuttroat Cutling
Rasmus Ovesens flue med det røde hoved er en af mine foretrukne vinterfluer. Det er især det røde hoved, der gør den interessant, mens jeg varierer kroppen. På overskyede dage foretrækker jeg en udgave i guld eller kobber, mens jeg bruger neutrale/grå udgaver i klart vejr.
Når vandet bliver koldt om vinteren, vil ørrederne ofte søge ind på det helt lave vand, for det er der, de kan finde føde, og fødesøgende fisk er jo lettest at få i tale. Jeg fisker derfor gerne inde på det helt lave vand og er meget forsigtig, når jeg vader. Man kan nemt skræmme fiskene, når man vader. Jeg fisker fluen hurtigt hen over det lave vand, og kommer den forbi en ørred, der er inde for at søge føde, skal den nok slå til.
Alle mine fluer er ubelastede, og jeg fisker næsten altid med intermediat line og et fluorocarbon forfang.
Materialer til Cuttroat Cutling
Krog: Ahrex NS110 #4
Bindetråd: Fire Orange Uni-Thread
Hale: Rødbrun Sølvræv som hale. To strå af flashabou på begge sider
Krop: kan varieres. Guld/kobber dubbing på overskyede dage og grumset vand, mens grå-natur dubbing til klart vejr og klart vand.
Palmer Hackle: Grizzly Saddle
Front hackle: Coc de Leon Saddle
Hoved: Fluoro-rød Dubbing (UV)
Rune Westphal
Jeg er certificeret fiskeguide og fisker primært i Roskilde Fjord og på Sjællands nordkyst. Intet har fanget mig så meget som fiskeriet på det ultralave vand i vintermånederne. Korte kast, små fluer og i næsten alt slags vejr.
Rune Westphal // CDC-reje
CDC-rejen er min foretrukne vinterflue, fordi den kan fiskes langsomt på helt lavt vand. Jeg finder nemlig tit fiskene helt inde på 20-50 cm vand, og det gælder både i fjordene og på den åbne kyst. Det gælder især, hvor der er lavt vand i en kant på 5-6 meter inde ved land, og så dybere vand længere ude, sådan som man tit ser det ved badekarsområderne.
Når vandet bliver koldt, kommer ørrederne helt ind på det lave, og så fisker jeg fluen langsomt og lader den tit hænge og svæve i vandet et stykke tid. Jeg fisker med korte kast, hvor kun skydehovedet og 5-8 meter skydeline kommer i arbejde. Jeg tager line ind, til skydehovedet nærmer sig topøjet, og kaster så igen, og bevæger mig samtidig, så jeg får fisket området af.
Jeg fisker stort set kun med flydeline og med en let klasse 4-stang, og det er CDC-rejen i hvid/champagne, der er min foretrukne udgave til vinterfiskeriet.
Materialer til CDC-rejen
Krog: Gamakatsu F314 #8
Bindetråd: Uni-mono fineclear
CDC: Orange og hvid
Øjne: Easy Shrimp Eyes, small, sort.
Belastning: 5-6 tørn Lead free.
Følehorn: Hvid Crystal Flash
Ryg: Champagnefarvet Marabou
Rib: Nylon