Fisketegnet stiger i pris
Fisketegnet ser ud til at stige med 15,9 % fra 1. august 2023. Pristalsreguleringen sker på anbefaling af Danmarks Sportsfiskerforbund, og vil bidrage positivt til den danske fiskepleje.
Om Fisketegnet
Der er 2 typer fisketegn - Lystfiskertegn og Fritidsfiskertegn.
Lystfisker
Hvis du fisker med lette håndredskaber, skal du have lystfiskertegn. Håndredskaber er fx fiskestang, pilk og harpun - redskaber som du fisker aktivt med.
Hvem skal ikke have lystfiskertegn?
- Personer under 18 år
- Personer der har opnået ret til folkepension
- Fritidsfiskere som har et gyldigt fritidsfiskertegn
- Ejeren og resten af husstanden af den grund, der ligger nærmest ved det ferskvand, der bliver fisket i.
- Lystfiskere der fisker i "put and take"-søer (ørredssøer)
Fisketegnet er personligt og må ikke bruges af andre - heller ikke af personer i familien eller personer som har den samme adresse.
Fritidsfisker
Hvis du fisker med redskaber som fx garn, ruser og kroge, skal du have fritidsfiskertegn. Redskaberne fisker passivt, uden at du behøver at være til stede.
For at være fritidsfisker skal du:
- Være fyldt 12 år (der er ingen øvre aldersgrænse)
- Have fast bopæl i Danmark, medmindre du kommer fra et EU-land, Island eller Norge og har en nærmere tilknytning til Danmark, for eksempel på grund af arbejde her i landet
Du skal have fritidsfiskertegn, selvom du har opnået ret til folkepension.
Fisketegnet er personligt og må ikke bruges af andre - heller ikke af personer i familien eller personer som har samme adresse.
Den danske fiskepleje i vandløb, søer og på kysten er finansieret via indtægterne fra det lovpligtige fisketegn for lyst- og fritidsfiskere. Men prisen på et fisketegn har ikke været reguleret siden 2011, hvor prisen steg med 30%, hvilket for et årstegn betød en stigning fra 140 kr. til 185 kr.
Danmarks Sportsfiskerforbund har derfor længe presset på for, at prisen blev reguleret, så arbejdet med at genetablere robuste bestande af vilde fisk i søer, vandløb og på kysterne kan styrkes. Og nu har Ministeriet for Landbrug, Fødevarer og Fiskeri sendt et forslag til en pristalsregulering på 15,9 % i offentlig høring.
- Vi er glade for, at Fiskeriministeren og ministeriet har lyttet til vores anbefalinger om at regulere prisen på fisketegnet, så vi kan fortsætte det gode arbejde med at ophjælpe bestandene af en række fiskearter. Det skal ministeren have ros for, siger Torben Kaas, formand for Danmarks Sportsfiskerforbund.
- Mange af vores fiskearter er hårdt pressede, og der er mere end nogensinde behov for, at vi styrker arbejdet med fiskeplejen. Ikke kun for vores laksefisk, men også for vores fisk i søerne og på kysterne, siger Torben Kaas.
Med forslaget vil et årskort for en lystfisker stige fra 185 kr. til 214 kr., et ugekort fra 130 kr. til 150 kr. og et dagkort fra 40 kr. til 46 kr. Et fritidsfiskertegn, der er påkrævet, hvis man fisker med redskaber som ruser og garn, vil stige fra 300 kr. til 347 kr.
- Prisstigningerne er nødvendige, hvis vi skal kunne opretholde de opgaver, der allerede varetages af fiskeplejeordningen, men også hvis vi skal kunne bygge på med nye initiativer fremadrettet. Desuden er de et vigtigt signal om, at vi lystfiskere er villige til at bidrage både økonomisk og frivilligt til en rigere natur og et bedre lystfiskeri herhjemme – og derfor også kan stille større krav til Staten og kommunerne, når det kommer til at beskytte og genoprette vores trængte natur og fiskebestande, siger Torben Kaas.
Danmarks Sportsfiskerforbund havde også anbefalet, at der for pensionister, der i dag er fritaget for at indløse fisketegn, fremover skulle være krav om fisketegn, men det er ikke blevet en del af forslaget om en pristalsregulering.
- Det er vi naturligvis ærgerlige over. Vi ser en tendens til, at der generelt bliver flere og flere ældre lystfiskere, så der er et klart økonomisk potentiale i, at pensionisterne også bidrager til fiskeplejen. Det bliver så ikke i denne omgang, men vi arbejder videre med forslaget og håber, at det kan blive en realitet i fremtiden, siger Torben Kaas.