10 trin til succes ved karpevandet
Drømmer du om at fange en stor karpe, så tjek her, hvordan den erfarne karpefisker Martin Olsen får succes ude ved fiskevandet. Hvis du følger de 10 trin i hælene på ham, er du helt sikkert godt på vej.
Sommermånederne er perfekte til karpefiskeri, og det er måske også nu, du har tid til at fordybe dig i fiskeriet, for skal du have succes med det, kræver det en indsats. Du skal nemlig først bruge tid og energi på at finde det rigtige fiskevand, og tit skal der også bruges mange timer ved fiskevandet, før bidmelderen hviner og melder om hug.
Vi har fået den erfarne karpefisker Martin Olsen til at komme med gode råd. Her kan du følge hans 10 trin og dermed være godt på vej mod dine første karper.
Trin 1: Vælg fiskevand
Karpefiskere går som regel meget stille med dørene, når det handler om gode karpevande, men til gengæld viser de gerne deres fangster frem.
– Sociale medier er derfor et rigtig godt sted at starte, når der skal findes et nyt karpevand. Der findes et utal af dygtige fiskere i Danmark, som har mange flotte fisk lagt ud til offentligt skue, og med lidt kendskab til de forskellige søer kan man nogle gange ud fra fotografierne danne sig et billede af, hvad en given sø indeholder af flotte karper, fortæller Martin og fortsætter:
– Men ellers gælder det om at have øjnene med sig ude ved fiskevandet, og det kan godt tage mange timer. Karper viser sig som regel på et tidspunkt i løbet af et døgn. Det kan være alt fra spring til et forsigtigt rul, hvor de lige bryder overfladen. Tag et par polaroidbriller på, og afsøg brinkerne for fisk, der kan stå i skjul under træer eller grene. Har du mulighed, så brug gerne en drone for at få et billede af søen oppefra. Måske kan du spotte nogle solbadende fisk i overfladen.
Trin 2: Vælg plads
– Når fiskevandet, der skal satses på, er fundet, går man ind i næste fase. En plads skal vælges, og det bliver i mit tilfælde valgt ud fra, hvor jeg forhåbentligt har fundet nogle fisk, samt bundforhold, dybde og årstiden, siger Martin.
Om sommeren foretrækker han pladser, hvor der er noget skjul, som karperne kan gemme sig i. Det kan være udhængende træer eller buske, åkander, siv eller grøde.
Trin 3: Tjek bundforholdene
Bundforholdene er afgørende for, hvordan man fisker, så det er vigtigt at undersøge forholdene på den plads, man har valgt.
– Ved de søer, hvor man har adgang til båd, er det noget nemmere, da man kan se bundens struktur, dybde, skrænter, grøde med mere ved hjælp af et ganske almindeligt ekkolod, mens man i andre tilfælde er nødsaget til at finde de fornødne oplysninger ved hjælp af en stang, fortæller Martin og fortsætter:
– Her findes der flere metoder til at finde bundens hårdhed, dybde med mere. Jeg bruger selv en ret kraftig karpestang med fletline og et lod til at mærke bundens hårdhed, og ved hjælp af et flåd kan dybden også findes i samme omgang. Nogle bruger de såkaldte baitboats, som kan fås med ekkolod for at finde den fornødne information om pladsens bundforhold.
Trin 4: Vælg, om du vil fodre
Forholdene ved det enkelte fiskevand er afgørende for, om det er en god ide at fodre op til selve fiskeriet.
– Alt efter søens bestand af karper kan det i nogle tilfælde være en rigtig god ide af fodre et par dage op til, for at vænne fiskene til at komme der og finde deres føde. Dette kan være alt fra partikler i form af majs, hampefrø, tigernuts eller boilies. Men har man valgt et vand, hvor der bliver fisket jævnligt, og man har fundet ud af, hvor fiskene kommer, så er det i de fleste tilfælde ikke nødvendigt at fodre i forvejen, da de er vant til foder og jævnligt kommer forbi i søgen på føde, eller måske er det bare et sted, som de finder sig godt tilrette i, siger Martin.
Trin 5: Vælg grej
Når søen og pladsen er fundet, og der eventuelt er fodret i dagene op til fiskeriet, gælder det om at finde det rette grej.
– Jeg bruger personligt selv grej i den kraftige ende, for du har chance for at finde store karper i stort set alle vores vande i Danmark. 12 fods karpestænger i 3 lb klassen, størrelse 7000 hjul med 0,40 nylonline eller i enkelte tilfælde 0,30 fletline, hvis der fiskes, hvor der er åkander eller siv. Så har du nemlig mulighed for at kunne skære dig fri, hvis karpen vælger tilflugtssted i planterne. Man kan dog sagtens gå ned i noget lettere grej, hvis man fra starten ved, at søen kun indeholder mindre fisk, og der ikke er nogen fareområder, som man skal kunne holde fisken væk fra, fortæller Martin.
Trin 6: Vælg rig
Ud fra søens bundforhold vælger Martin det rig, der skal bruges til fiskeriet. Der findes mange forskellige rigs, men med tiden har han fundet frem til tre simple rigs, der fungerer til hans fiskeri.
– Hvis der for eksempel er et tyndt lag grøde på bunden, fisker jeg helst et chod-rig med en pop-up boilies eller plast majskorn monteret, så det kan glide op ad linen, når det synker mod bunden og lægge sig fint oven på grøden, fortæller Martin og fortsætter:
– Er bunden derimod hård og ren, bruger jeg to forskellige rigs, begge bestående af et stift forfangsmateriale. Det ene er en coatet braid-line til en snowman-præsentation, hvor jeg bruger en bundagn, samt pop-up eller en ganske almindelig boilie direkte fra posen. Men hvis jeg ønsker at hæve min agn og krog en smule fra bunden og lade den skille sig mere ud fra fodret, falder valget på et simpelt pop-up rig bundet på flourcarbon eller samme coatet braid-line.
Trin 7: Vælg agn
Nu skal du vælge, hvilken agn du vil bruge.
– Agnen, som nu skal monteres på det valgte rig, kan variere utroligt meget. De mest brugte agn er de velkendte boilies, pop-up boilies, almindelige majskorn samt fake majskorn i plastik. Der findes dog rigtig mange andre agn, som også fungerer rigtig godt til karperne. I søer, hvor karperne måske ikke er vant til boilies, kan naturlig agn som majs, orm, eller maddiker være at foretrække, fortæller Martin.
Trin 8: Hold fiskene på pladsen
– Det er altid godt at få noget foder ud på den plads, hvor man skal have sit tackle liggende. Det lokker karperne til, og forhåbentlig gør det, at man kan holde fiskene på pladsen så tilstrækkeligt meget, at der er en chance for, at den tager din krogagn, siger Martin og fortsætter:
– Det sker selvfølgelig også, at man får hug som noget af det første, når karperne er på pladsen, specielt hvis man fisker med en agn, der skiller sig ud fra det, man fodrer med, enten på farven eller ved at den er poppet. Altså hævet over bunden, så den er højere end foderet.
Trin 9: Læg stængerne ud
Under selve fiskeriet er det vigtigt, at du får spredt dine stænger ud i forskellige områder og dybder, indtil du lærer søen at kende og finder ud af, hvor karperne holder til og indtager føde.
– Fisk med forskellige agn og forskellige farver, indtil der er en gylden tråd i, hvad der virker, og hvor karper bliver fanget i søen. Hugperioderne ligger ofte aften, nat og morgen. Jeg sørger derfor altid selv for at få kastet tacklerne ud med friske krogagn sidst på eftermiddagen og få fodret, så der er ro i vandet, når lyset begynder at dæmpe sig om aftenen, siger Martin.
Trin 10: Medbring det rigtige udstyr
Da en karpetur sagtens kan strække sig over flere døgn med skiftende vejrforhold, er der en del udstyr, som er godt at have med.
– Sørg altid for at have godt og fornuftigt tøj med, så du kan holde dig tør og varm. Du får også brug for en god bedchair og sovepose til natten og en brolly eller bivvy til at sove under, når duggen eller regnen falder. Desuden en god afkrogningsmåtte til at lægge fisken på, så den ikke tager skade, anbefaler Martin og afslutter:
– Pandelampen er uundværlig til de mørke timer, hvis der skal nettes en fisk, samt et stort rummeligt net, da det gør det nemmere at dirigere karpen sikkert i nettet, hvis det er mørkt.