Fire favoritter til vinterkysten
Det er nu, du har chancen for at fange den blanke overspringer ude ved kysten, og er du spinnefisker, får du her gode råd fra fire superdygtige kystfiskere. Se hvad Kristoffer, Rasmus, Ramazan og Claus vælger at sætte for enden af linen, og tjek, hvordan de fisker med deres favoritter.
Lige nu er mange havørreder trukket op i vandløbene for at videreføre slægten, men ude på kysten er der stadig fisk at komme efter. En del af dem er fisk, der endnu ikke er blevet kønsmodne, og de er typisk lige under mindstemålet. Men chancen er der også for at løbe ind i en større fisk, som har sprunget årets gydning over, og de er bestemt ikke under målet, men derimod blanke og i topkondition. Med andre ord: De eftertragtede overspringere.
Vi har talt med fire dygtige kystfiskere for at høre, hvad de sætter for enden af linen, når de spinnefisker efter havørred i årets kolde måneder. Tjek deres favoritter her, og læs, hvordan de fisker med dem.
Rasmus Juel Ditlefsen: Sølv giver sølv
Jeg har igennem årene fisket med mange forskellige gennemløbere. Jeg brugte et helt år med Snurrebassen, et år med Skruen osv.
Så en forårsdag, hvor jeg besøgte Ole Gregersen på hans værksted, klagede jeg lidt over, at mine gennemløbere satte sig på revet i spinstoppet. Han stak mig så en forsølvet Silling. Jeg kiggede mistroisk på ham, da den ikke rigtigt fangede mig i dens udseende. Ole grinede lidt og spurgte mig så:
– Rasmus, hvorfor fisker du...hvis du kun skulle sætte ET ord på hvorfor?
Jeg stod lidt eftertænksomt, før jeg svarede ham:
– Hugget!
Hvortil han svarede:
– Jamen, så synes jeg, du skal prøve denne og lade den hænge i fire-fem sekunders spinstop.
Jeg kiggede lidt mistroisk på ham og sagde:
– Jamen, så sidder den jo fast på revet.
Ole grinede bare og sagde lavmælt:
– Ja, ja, dyrepasser...du bliver klogere.
Rasmus Juel Ditlefsen
Bor på Lolland.
Fisker især på Lolland, Falster, Møn og Sjælland.
Certificeret fiskeguide.
Ambassadør for OGP og Geoff Anderson.
Følg Rasmus på Instagram.
Succes i første forsøg
Jeg ankom næste dag til et rev, hvor en god pålandsvind havde farvet vandet perfekt, men vandstanden var 10 cm under normalen, så jeg var sikker på, at jeg ville sidde fast i revet efter max tre sekunder. Jeg lagde kastet ud bagved revet og midtpå, og så lavede jeg et hængene spinstop og talte ned til seks sekunder, og her faldt hugget så hårdt, at jeg mistede grebet på hjulet.
God til lange spinstop
Siden den dag har jeg brugt min elskede forsølvet SILL på 17 gram året rundt. Den kan jeg simpelthen fiske på ekstremt lavt vand og lave nogle gode, lange spinstop, uden den går i bunden.
Alene i år 2020 fik jeg 202 havørreder på den agn. Dog brugte jeg forskellige størrelser alt efter årstid, vejr og plads. 90% af tiden er det en forsølvet SILL, der sidder for enden af min line...også i spritklart vand og høj sol, hvor jeg normalt ville finde den lidt for pang-pang.
Jeg har fisket side om side med andre dygtigere kystfiskere, som ikke brugte forsølvet agn. Godt nok var deres agn sølvfarvet, men ikke ægte forsølvet, og jeg udfiskede dem.
Tæt på den ægte vare
Jeg har sidenhen lært, at det genskin, en ægte forsølvet gennemløber giver, er det tætteste man kommer på genskin fra ægte fisk, såsom sild, brisling osv. Måske netop derfor er den ikke for pang-pang i krystalklart stille vand. Den imiterer både en brisling, hornfisk og tobis, som alle er fødeemner for havørreder. Jeg har dog fanget både havørreder, torsk, sej, makrel, fjæsing, skrubbe, aborre og gedde på den.
Smal og bred version
OG-Lures har produceret den i 15 år, og på hans version står der SILL. Den laves i 8, 11, 14, 17, 21 og 25 gram, og en nyere model, nemlig den brede SILL i 12, 15, 19 og 25 gram. Både den almindelige og brede findes i et utal af farve-versioner. Så skulle jeg vælge kun EN agn at fiske med resten af livet på kysten, ja så blev det en forsølvet SILL på 17 gram.
Kristoffer Ebdahl Rasmussen: 2-bissen har mange store fisk på samvittigheden.
2-bissen har været længe på markedet og har siden dens ankomst leveret. Det er en klassiker på den danske kyst, når målet er at fange en havørred. 2-bissen har mange store ørreder på samvittigheden, og som navnet tilkendegiver, er det en imitation af en tobis, der er en af de mest dominerende fødekilder på havørredens menu.
Tobiserne kommer frem i morgenlyset
Tobiser er at finde mere eller mindre hele året rundt, og specielt kysttobiser har en sær rutine, hvor de graver sig ned på lavt vand om natten, og om dagen fouragerer de i stimer. Dette er oftest grunden til, at jeg i det første lys altid benytter mig af 2-bissen, da ørrederne udmærket er klar over, at tobiserne “opstår” og samles i klynger. For havørrederne er det lig med rov og spisetid!
Perfekt til de fleste forhold
2-bissens kaster eminent, fordi vægten er perfekt fordelt, også selvom den er dansk og håndlavet. Det er mere eller mindre muligt at bruge 2-bissen i alle slags forhold, og det er en perfekt agn til at afsøge vand og til at finde fiskene med. Personligt vælger jeg dog at skifte fra 2-bissen i store bølger, da den har en tendens til ikke at skære dybt i bølgerne.
Hug efter spinstop
Min helt klare favoritmåde at fiske 2-bissen på kan for mange virke modsigende i forhold til de gængse regler, man læser om på nettet og i fiskebladene. Jeg fisker generelt 2-bissen helt monotont i en jævn hastighed, og 5-7 meter fra mig selv laver jeg et længere spinstop. Dette er oftest tidspunktet, hvor havørreden hugger, og på kort line vil du med de store fisk få din sag for!
Claus Eklundh Christensen
Bor på Fyn.
Fisker især i det sydøstfynske område.
Certificeret fiskeguide.
Hjemmeside: Fishnship.dk
Følg Claus på Instagram.
Claus Eklundh Christensen: Langelandswobleren klarer alle forhold
Min absolutte favorit er Langelandswobleren, som produceres og sælges lokalt her på Fyn, hvor det meste af mit fiskeri foregår.
Langelandswobleren skal imitere en tobis, og det gør den helt fremragende. Når man ser, hvordan en tobis svømmer i vandet, bevæger den sig ikke meget, men går nærmest som "en streg" i vandet. Det samme gør Langelandswobleren, og det er netop dens force.
Jeg kan fiske den både meget hurtigt og meget langsomt alt efter forholdene, og jeg bruger den stort set hele året.
Leder efter det varme vand
Her om vinteren søger jeg ud på den åbne kyst og fisker især steder, hvor der er dybt vand ind til land. Her er der ved fralandsvind ofte lidt varmere vand, og det er afgørende for fiskeriet, når det er rigtig koldt.
Desuden tjekker jeg vandtemperaturen på Sejladsudsigten, og hvis der er lommer af varmere vand tæt på land, vil det være der, jeg tager hen.
Jeg fisker tit fra min båd, og når jeg lægger kastene helt ind til land, oplever jeg ofte, at fiskene står helt inde langs kysten. Så når jeg vadefisker, lægger jeg ofte kast hen parallelt med land, så jeg får affisket det kystnære vand.
Ramazan Cetin
Bor i København.
Fisker især på Stevns.
Er administrator på Facebookgruppen Havørredfiskeri i Danmark.
Ramazan Cetin: Lures by M.D.E. er en af mine vinterfavoritter
Det skal ikke være en hemmelighed: Vinterfiskeriet efter havørred er min favoritsæson. Det er her, jeg får finjusteret mine teknikker og udfører diverse ideer, og vinterfiskeriet kræver meget mere koncentration i forhold til for eksempel foråret, da man kun har én chance. Fiskene kan være forsigtige, og når den er der, skal den sidde på krogen første gang.
Om vinteren fisker jeg med mange forskellige agn, og for det meste er det pladsen, vandet, forholdene samt min erfaring, der bestemmer, hvilken agn jeg skal bruge netop den dag, men der er bare nogle agn, som kan lidt af det hele.
Roterer og slår ud til siderne
Her kommer et bestemt gennemløbsblink ind i billedet. Nemlig et blink lavet af Martin Deniz Elaldi, som han har justeret og udviklet i cirka 2½ år. Det går som en livlig fisk og kaster som en pil. Jeg har selv haft det i min grejæske de sidste to år.
I min optik er det specielle ved denne agn, at den både slår ud til siderne og roterer samtidig, når man hjuler ind. Det ved jeg, Martin har brugt et utal af timer og finjustering til for at ramme. Den går højt og hænger meget på grund af den hidsige rotation i spinstoppet.
Ultralangsomt i fjordene
Fisker jeg i fjorden på meget lavt vand, elsker jeg agn, der kan fiskes ultralangsomt. Det kan være woblere og blink eller bombarda og flue, som jeg synes virker bedst. Fjordene kan være rige med liv og byttedyr til fiskene om vinteren, så hvorfor skulle de tage agnen? Men selvfølgelig kan fiskene fristes til en snack eller provokeres til et hug. Her bruger jeg for det meste 10 og 14 grams udgaverne, fordi de kan fiskes ultra langsomt, så det er et nemmere bytte for fisken.
Jeg bruger for det meste rå blink. På overskyede dage bruger jeg polerede og skinnende rå blink og omvendt matte blink, når solen står på.
Kamp om føden på den åbne kyst
På den åbne kyst griber jeg det meget anderledes an, da fiskene konkurrerer mere om føden. Kysten kan være stor, og byttedyrene kan være koncentreret et sted. Ofte skal fisken lede efter føden, og finder de et spot med føde, kan de trække der i flere uger, og bunden kan til gengæld være livløs den næste lange strækning. Derfor kan de være mere hugvillige, når de endelig ser noget med bevægelse i under deres søgen efter føde. Her bruger jeg for det meste 14 og 18 grams udgaverne, så jeg kan komme lidt ud. På Stevns kan fiskene være helt inde den ene dag og helt ude i kastet den næste dag. Det kommer helt an på vandstanden.
Trekrog og Rapala-knude
Jeg har de sidste tre år fisket udelukkende med Rapala-knude og en lille trekrog. Jeg bruger ingen perler, så når fisken hugger, glider linen og krogen sætter sig i saksen, uden fisken kan mærke line eller perler, og med Rapala-knuden kan jeg justere afstanden mellem krog og blink og give den en lille vinkel.
Du kan læse om Martin Deniz Elaldis blink i Facebookgruppen Lures by M.D.E.