Tag på havørred-weekend på Ærø
I weekenden den 26.-27. september 2020 inviterer Ærø Sportsfiskerforening alle kystfiskere til Ærø Havørred-weekend, hvor der er præmier for 37.000 kr. på spil.
Der er masser af fine kystpladser rundt på Ærø, og uanset vindretningen er det til at finde gode fiskemuligheder. Så hvorfor ikke lægge vejen forbi, når Ærø Sportsfiskerforening inviterer til havørred-weekend den 26. og 27. september 2020?
Pris og program
Det koster 75 kr. at deltage i konkurrence. Programmet, der giver mulighed for at indveje én fisk, sælger ved foreningens klubhus fredag den 25. september i tidsrummet kl. 19.30 – 21.00.
Programmer kan også op til konkurrencen købes i XL-byg i Marstal, i Brugsen i Søby og i Creutz Boghandel i Ærøskøbing.
Endelig kan du købe program ved at kontakte foreningens formand Carsten Schytter på telefon 23938087 og betale via Mobilpay.
Start, indvejning og præmieoverrækkelse
Konkurrencen starter ved midnat natten mellem fredag og lørdag. Der er indvejning lørdag kl. 15.00 – 15.30 og igen søndag fra kl. 12.00 til 13.00, som er sidste frist.
Præmier
Begge dage kåres og præmieres dagens flotteste fisk i forbindelse med indvejning. Der er præmier til de 15 største havørreder, og førstepræmien består af et spinnesæt og et par Orvis-waders til en samlet værdi af 4586 kr. Der udtrækkes desuden 10 præmier på billetprogrammerne.
Se den samlede præmieoversigt og reglerne for konkurrencen i denne folder.
Vær opmærksom på fredningsbælterne
Overskuddet fra konkurrencen går til foreningens vandplejearbejde i de fire små vandløb, hvor der er opgang og gydning på øen.
Her er der også kommet halvårsfredning, der starter den 16. september, så det skal deltagerne være opmærksomme på.
Det drejer sig om Kirkebæk, Eskebæk og Langemade på sydkysten, samt ved Odderens Bæk på nordkysten.
Godt fiskeri i år
– Vintermånederne januar og februar gav ikke så mange fisk, men i marts skete der noget, og der er lige siden fanget mange fine havørreder fra 45-60 cm. Derfor er der god grund til at tro, at der også bliver fanget rigtig mange havørreder til konkurrencen i år, da vi jo ved, at fiskeriet på Ærø altid opper sig den sidste weekend i september, så måske er det i år vi skal opleve, at vi får mere end 50 havørreder på galgen til indvejningerne lørdag og søndag, skriver arrangørerne i invitationen.
Tips til pladser
Vi har fået foreningens formand Carsten Schytter til at komme med nogle bud på pladser, hvor du som ny på øen kan starte dit fiskeri.
Her får du Carstens syv gode forslag:
Skjoldnæs ved øens nordlige spids
Vilsjø syd for Søby
Brejninge på sydkysten. Vær opmærksom på fredningsbæltet ved Kirkebæk, der løber ud lige ved parkeringspladsen.
Dunkær Mark på sydkysten
Drejbakkerne på sydkysten tæt på Marstal
Urehoved på nordkysten
Borgnæs Nakke på nordkysten