Onlinekonkurrencer og medlemskampagne i Odsherred
For mange foreninger er Facebook blevet en konkurrent, men i Odsherred Sportsfiskerforening har de valgt at bruge netop Facebook i en aktiv kampagne for at skabe opmærksomhed omkring foreningen og i den sidste ende få flere medlemmer. Recepten er onlinekonkurrencer for lystfiskere, der følger foreningens Facebookgruppe.
Mange foreninger har mærket, hvordan grupperne omkring lystfiskeri på Facebook har overtaget meget af den vidensdeling, der tidligere fandt sted i foreningerne.
I Odsherred Sportsfiskerforening har man imidlertid valgt at tage udfordringen op og netop bruge Facebook i en kampagne for at skabe opmærksomhed omkring foreningen og dens aktiviteter og fiskevande.
Nye onlinekonkurrencer
Foreningen har en Facebookgruppe, der hedder Medlemmer og venner af Odsherred Sportsfiskerforening. Hvis du tilmelder dig denne gruppe, kan du deltage i dels en Månedskonkurrence og dels en Ørredkonkurrence.
I Månedskonkurrencen trækkes der lod hver måned blandt alle, der har lavet opslag på siden, og vinderen præmieres med et gavekort på 500 kr. Konkurrencen kører til og med oktober 2020.
I Ørredkonkurrencen vinder den, der fanger den største ørred langs Odsherreds kyster og slår fangsten op i Facebookgruppen. Konkurrencen løber til og med den 11. oktober, og vinderen præmieres med et gavekort på 3000 kr.
Læs mere om onlinekonkurrencerne i denne folder.
Den 11. oktober er også dagen hvor foreningens årlige Ørreddag afholdes. Læs mere om konkurrencen på foreningens hjemmeside.
Mange nye medlemmer af Facebookgruppen
– Siden vi startede kampagnen i juni, har vi fået 331 nye medlemmer i Facebookgruppen, og det er vores håb, at en del af dem senere vil blive medlemmer af foreningen, fortæller Erik Nybro, der er bestyrelsesmedlem af Odsherreds Sportsfiskerforening.
– Vi tror nemlig på, at mange ved at følge foreningen på Facebook vil få øjnene op for de mange aktiviteter i klubben, det sociale fællesskab og det gode fiskevand, vi har, fortæller Erik Nybro.
Erik Nybro afslutter med at byde nye medlemmer velkommen og tilbyder gratis medlemskab af Odsherreds Sportsfiskerforening fra 1/8 - 31/12 2020 mod, at man meldes ind og betaler kontingent for 2021.