Nu kan du snart spille digitalt vandbingo

Vandbingo

Et nyt, digitalt bingospil skal lokke danskerne til at udforske naturen under vandoverfladen. Vandbingo begynder den 13. juni.

Naturen er lige omkring os, men langtfra alle danskere bruger den. Det er ærgerligt for både naturen og for dem, som bliver hjemme. Naturen rummer nemlig store oplevelser, der gavner krop og psyke, ligesom det at bruge naturen også gør, at man forstår den bedre og dermed er i stand til at passe bedre på den. Men hvad kan man gøre, for at få de ikke-naturvante til at opdage vores vilde og vidunderlige natur? Det forsøger partnerskabet Vores Natur at gøre noget ved.

Fonde, museer, akvarier og friluftsforeninger tilbyder sammen, hver for sig, og i samarbejde med lokale ildsjæle, en række spændende oplevelser i løbet af 2020.
Et af mange tiltag er det nye spil: Vandbingo. Spillet er udviklet af Fiskeri- og Søfartsmuseet, som er koordinator for den del af Vores Natur-projektet, der handler om naturen under vandoverfladen.

Vandbingo.dk
Vandbingo har til formål at aktivere ikke-naturvante danskere i hele landet, skriver Fiskeri- og Søfartsmuseet i en pressemeddelelse. Museet tror på, at leg og læring går hånd i hånd – og at fede præmier kan lokke danskerne op af sofaen. Det er byggeklodserne i vandbingo.

I spillet har du din egen digitale bingoplade. Du uploader billeder til din digitale plade, der viser, at du udfører en aktivitet som f.eks.: “Find en østers eller fang en fisk”. Du kan også lave grupper med dine venner og dele på Facebook.

Fra 13. juni kan du spille Vandbingo, men allerede nu kan du gå ind på Vandbingo.dk. Når spillet starter, og du har oprettet dig som bruger, får du adgang til pladen. Her kan du få et overblik over, hvilke aktiviteter der skal udføres – der er i alt 24 aktiviteter. Når du trykker på et tal på pladen, udfoldes beskrivelsen af aktiviteten. Når du har uploadet billedet på din bingoplade, udløser det fun facts om den pågældende aktivitet/dyr. Bruger du #vandbingo, kan andre se, hvad du oplever.

Der bliver løbende udtrukket vindere, så der venter altså deltagerne masser af fede præmier, i takt med at de får spændende naturoplevelser. Hovedpræmien er en skræddersyet to-dages tur med en masse oplevelser i den blå natur – blandt andet en fisketur på Øresund med Gordon P. Henriksen, som efterfølgende laver et par retter fra sin nye bog “Et liv i fisk”.

Kickoff den 13. juni
Lørdag d. 13. juni er der kickoff-arrangement for Vandbingo på Fiskeri- og Søfartsmuseet. Herefter kører spillet frem til efterårsferien, hvor vinderen af den store præmie findes. Ved kickoff kommer Gordon P. Henriksen til Esbjerg og bidrager til en sjov dag for hele familien. Du bliver introduceret til arter og aktiviteter i akvariet og fra vaden lige uden for museets dør, så du kommer godt fra start med Vandbingo!

Gordon har taget en masse af sit fiskeudstyr med, svarer på spørgsmål, og griller makreller til den helt store guldmedalje. Smagsprøver bliver der altså rigeligt af! Hjælp Gordon med at filetere, og slut af med at sætte tænderne i din helt egen makrelmad på frisk fisk, ristet rugbrød og en lækker, friskgrillet tomatsalsa.

Program for kickoff den 13. juni:
10.00-17.00 Bingo/quiz i akvariet
10.00-16.00 Åbent laboratorie med kreativt værksted
10.00-15.00 Infostand om Vandbingo/Vores natur
10.30-14.00 Workshop med Gordon
10.00-14.00 Bind din egen flue
13.00-14.00 Vadevandring med VandbingoPlads til flere indslag

Lav et Vores Natur-arrangement
Vores Natur tilbyder arrangementer i hele Danmark i samarbejde med natur- og friluftsforeninger, og sportsfiskerforeninger kan også være med. Formålet med arrangementerne er, at danskerne kommer i berøring med naturen – fx ved at få fisk, skaldyr eller tang i hænderne – og få øjnene op for, at det vrimler med liv i bækken, ved havnemolen og helt inde på det lave kystvand.

Alle arrangementer annonceres i aktivitetskalenderen, og det er også her, I som forening kan registrere jeres eget arrangement.