Fiskekurser er tilbage efter corona-pause
Nu kan du igen deltage i fiskekurser med Danmarks Sportsfiskerforbunds instruktører. Første kursus efter corona-nedlukningen var et pighvarre-kursus på vestkysten.
Efter en længere pause gennemførte Danmarks Sportsfiskerforbund den 17. maj det første fiskekursus for medlemmer, siden landet blev lukket ned i marts på grund af corona-epidemien. Overskriften for dagens kursus var pighvarre-fiskeri på vestkysten. Med respekt for de gældende corona-restriktioner mødtes 8 kursister med de 2 forbundsinstruktører, Dennis Hynkemejer og Ebbe Petersen, på en strand i det vestligste Danmark.
Forud for kurset var de tilmeldte medlemmer blevet instrueret i de ændrede rammer for kurset, med respekt for sundhedsmyndighedernes anvisninger. Det var ingen sag at overholde corona-reglerne sammenlignet med de fiskerimæssige udfordringer, der ventede på kysten. Vestenvinden hylede nådesløst under hele kurset, så der var behov for alternative planer om formiddagen.
Læ til rig-binding
Udstyr til rig-binding blev skaffet, og et egnet ”undervisningslokale” blev valgt ved nogle bænke i læ for vinden. Der blev alle deltagerne præsenteret for de mest gængse rigs, inden hele holdet begav sig ned på stranden til en gennemgang af standpladser og metode.
Vindforholdene gjorde praktisk fiskeri nærved umuligt, men det lykkedes at gennemføre undervisningen med gode tilbagemeldinger fra kursisterne. Forhåbentlig kan vi gentage kurset næste år med mere egnede vejrforhold.
Ledige pladser på sommerkurser
Flere fiskekurser er blevet rykket på grund af corona-epidemien, og Danmarks Sportsfiskerforbund har desværre måttet aflyse to kurser med overnatning. De øvrige planlagte kurser for sommeren 2020 forventer vi foreløbigt at kunne gennemføre.
Der er ledige pladser på følgende kurser:
- Havørredfiskeri på listefødder – 24 timer ved Trend Å (få ledige pladser)