PREBEN TORP JACOBSEN – MENNESKET, FLUEFISKEREN OG FORMIDLEREN
Han blev verdenskendt for sin passion for alt, hvad der har med fluefiskeri og fluebinding at gøre. I Danmark som Den Gale Dyrlæge, i USA som The Danish Guru og i England bar han i visse kredse tilnavnet The Naughty Dane.
BIBLIOGRAFI
Tørfluefiskeri – 1965
Torrflugfiske – 1967
Nymfefiskeri – 1972
Fiske med nymf – 1974
Fluebinding – 1976
Flugor och Flugbinding – 1976
Fluer, Fisk og Fiskere – 1977
Tørfluefiskeri – 1978
Stangbygning – 1982
Fluebinding – 1989
Flies From The Flyleaves of my Diaries – 1995 Mine oplevelser med Døgnfluer 1964 – 2003
Desuden har han udgivet:
Cafe d’Atlantide – 1976
El Manuscrito de Astorga – 1984
Preben Torp Jacobsen nåede inden sin død i 2004 at udrette mere for dansk og skandinavisk fluefiskeri, end nogen anden hverken før eller siden har gjort. Torp gav os rødder. Han studerede litteraturens store klassikere om emnet, han opsøgte de steder, hvor fluefiskekulturens store slag var blevet udkæmpet… og hvor de store tanker var tænkt. Han kontaktede uimponeret de dalevende koryfæer på et tidspunkt, hvor han selv var ganske ukendt. Han gravede utrætteligt for at afdække nye fluemønstre, nye bindeteknikker og fisketeknikker. Alt sammen fordi der dybt inde i dette komplicerede menneske brændte en ild, som først blev slukket efter 81 leveår. På brandtomten efterlod Torp et stort forfatterskab, en omfattende bank af viden og idéer – samt en masse taknemmelige fluefiskere.
Den søgende sjæl
Torp debuterede som fluefisker i en moden alder. Han havde allerede uddannelse, erhverv og familieliv på plads, før han besluttede sig for en hobby, der skulle udfylde hans fritid. Måske var det et stærkt kald, der trak i ham, men personligt tror jeg mere, at starten var en smule tilfældig. Torp var fra en generation, hvor arbejdslivet havde størst prioritet, men hvor det også var almindeligt, at en mand af dannelse havde en fritidsbeskæftigelse. Mange store statsmænd, politikere og virksomhedsledere var fluefiskere – og de skrev bøger om deres hobby. Torp var meget litterært interesseret, og eksempelvis Edward Greys ”Fly Fishing” gjorde et stort indtryk på ham. Var fluefiskeriet godt nok til en tidligere engelsk udenrigsminister, kunne det vel også være godt nok til en himmerlandsk dyrlæge. Torp har selv udtalt:
– Hvis ikke jeg var blevet fluefisker, så ville jeg nok have valgt medefiskeriet. Jeg kan godt misunde medefiskeren de mange fine kasser med flåd og andet tilbehør.
Men til alt held for skandinaviske fluetosser blev det som bekendt fluefiskeriet. Torp kastede sig over emnet med en glubende sult på viden. Som dyrlæge var han vant til at søge information i bøger. Han var kyndig i både engelsk og latin, og det gav en naturlig angrebsvinkel på emnet.
Preben Torp Jacobsen, Ove Nielsen og Oliver Kite ved den engelske flod, River Ichten.
Den engelske litteratur om emnet var enorm, men den var ikke helt let at skaffe. Vi var i 60’erne. Computere hed datamater, var på størrelse med folkevognsbusser, og der fandtes ganske få på verdensplan. Internettet var overhovedet ikke på tegnebrættet endnu, og en stor del af den globale kommunikation foregik gennem breve, som blev bragt rundt af fløjtende og livsglade postbude, der endnu var uvidende om den ud- eller snarere afvikling deres erhverv var på vej imod. Det betød naturligvis, at ting tog tid… masser af tid. Men hvor der er vilje, er der en relativt farbar vej. Derfor fik Torp efterhånden fat på fluefiske-litteraturens store klassikere og opdagede det eviggyldige dilemma: Jo mere man ved, desto flere spørgsmål opstår der. Han besluttede sig tydeligvis også for at finde svar på de fleste af dem. Et af midlerne var brevskrivning. Den bragte Torp i forbindelse med nogen af datidens største profiler i fluefiskeriets verden.
De stejle meninger
Torp var en mand af sine meningers mod. Det var en egenskab, der eksempelvis kom til udtryk, da han og Ove Nielsen, to danske fluefisker uden det helt store renomme på det tidspunkt, skrev en irettesættelse til Oliver Kite, som var en meget berømt engelsk fluefisker, forfatter, tv-vært og pensioneret major. Oliver Kite havde omtalt Skues’ nymfer i lettere nedladende vendinger, og det kunne den tossede dyrlæge naturligvis ikke sidde overhørig. Han og Ove Nielsen forfattede et brev, hvor de i humoristiske vendinger gik i rette med Kite.
Preben Torp Jacobsen sammen med vennen Ove Nielsen under et besøg i the Flyfishers Club i London.
Englænderen blev så imponeret af de skøre danskere, der troede de vidste mere om britisk fluefiskeri end han selv, at brevet blev indledningen til et varmt venskab mellem de tre mænd. I første omgang førte det til, at Oliver Kite kom til Danmark og fiskede sammen med sine to danske venner – og siden arrangerede en pilgrimsrejse for dem til Englands kalkstrømme.
Det var også de stejle meninger, der fik en anden af dansk fluefiskeris store profiler, Mogens Espersen til at udtale, at Torp tilhørte mimofanterne: En sælsom art, der er sart som en mimose, hvis den kom under verbale angreb – men som kan trampe ufølsomt som en elefant på andre. Espersen og Torp var dog venner til det sidste – og råbte af hinanden i al fredsommelighed.
Efter Torps død har Mogens Espersen også forladt os – og de to råber sikkert stadig ad hinanden ved de himmelske fiskevande.
Selvom Torp altid var klar til at dele sin viden med alle, kunne hans facon godt være en smule skræmmende. Den norske fluefisker Staffan Lindstrøm, som er selv er lidt af en legende i dag, husker det første møde med den gale dyrlæge på denne måde:
–Jeg glemmer det aldrig. Det blev en speciel oplevelse – måske mest på grund af Prebens hund, Buller. Jeg havde vovet mig ind i Prebens indkørsel den dag. Lige siden jeg først i 70´erne fandt et eksemplar af ”Tørfluefiskeri” i en antikvarisk boghandel, havde jeg brændt efter at møde fluefiskeguruen over dem alle, Preben Torp Jacobsen. Han var jo den, der satte mig på sporet af det hele – det med fluefiskeriet. Uheldigvis ankom jeg netop den dag, hvor Buller havde leget med Prebens splitcanestænger. Når hunde leger… så tygger de naturligvis – og splitcanestænger er dyr kost. Det betød, at mit store idol var i et meget grumt humør den dag og meget vanskelig at snakke med. Preben og jeg blev alligevel nære venner – og vi har mange gange siden moret os over den dag. Vi fik adskillige fælles ture til Indre Troms og mange andre steder i Norge.
Pilgrimsrejserne og forfatterskabet
Turen med Kite blev en øjenåbner for Torp… og starten på en omfattende rejseaktivitet, hvor han besøgte fluefiskeriets mest hellige graler: Stederne hvor Walton, Cotton, Grey, Skues, Hallford og andre havde fisket. Gennem årene blev det til mange rejser i Storbritannien og møder med mange af tidens dygtigste fiskere. Siden fulgte ture i USA og Frankrig – samt naturligvis Skandinavien – ofte sammen med vennerne Kenneth Boström og Lennart Bergquist.
De mange indtryk og erfaringer skulle naturligvis formidles videre. Derfor begyndte Torp at skrive artikler til tidsskrifter i både Danmark, resten af Skandinavien og til det engelske Trout & Salmon. Snart gik han også i gang med at skrive sin første bog.
Tørfluefiskeri udkom på Grafisk Forlag i 1965. Derefter fulgte udgivelserne i en lind strøm. De fleste blev udgivet på Torps eget forlag Flyleaves. En stor del af dem blev også udgivet på norsk og enkelte på svensk. En enkelt bog blev kun udgivet på engelsk. En sjov sidehistorie er, at Torps interesse for fluefiskeriets litterære klassikere gjorde, at hans engelske sprog var meget lig det, der blev talt på De Britiske Øer i Victoria-tiden. Det morede hans engelske venner en del.
Formidleren
Under researchen til denne artikel spurgte jeg Torps tro væbner og måske nærmeste ven, Søren Glerup, hvad der var Torps største styrke og bidrag til den fluefiskende del af menneskeheden. Søren overvejede ikke et sekund, før han sagde:
– Formidling. Torp var mere end noget andet en fantastisk formidler.
Sørens observation var helt i tråd med min egen opfattelse. Torp bandt ikke fluer med samme grad af perfektionisme som Paul Jorgensen. Han kastede ikke lige så eminent som Lefty Kreh. Jeg fiskede sammen med ham ved flere lejligheder og opfattede ham aldrig som en gudbenådet fisker. Han var hverken et naturtalent ved stikket eller med en fluestang i hånden – men han var meget mere end det. Han var manden, der kunne skabe kontakterne til de bedste af de bedste verden over og sørge for, at deres erfaringer blev formidlet videre. Han gjorde det uden selv at tage æren for det og krediterede altid ophavsmændene og -kvinderne. Det var en kæmpeindsats, der var med til at give skandinavisk fluefiskeri både rødder og vinger.
På det mere jordnære plan var han manden, der vinteren igennem, gennem mange år ledede fluebindingskurser i den lokale fiskeklub Aalestrup Lystfiskerforening. Der er langt fra Charles Cottons hytte på bredden af Dove til Fiskergården i Aalestrup – men det var endnu et eksempel på Torps dedikation til at formidle. Da hans syn i senere år svigtede, overtog Søren Glerup pladsen ved fluestikket, mens Torp dirigerede og instruerede fra sidelinjen.
Han trak også kendte fluefiskere til Danmark, hvilket betød, at man kunne opleve berømtheder som eksempelvis Paul Jorgensen, Steve Fernandes, Staffan Lindstrøm og mange andre i Aalestrup.
I 2002 lavede DR Derude-redaktionen et portræt af Torp. Jeg ved, at det glædede ham rigtig meget. Sikkert fordi det gjorde ham landskendt – også uden for fluefiskekredse.
Eftertanker om Torp og tiden
Preben Torp Jacobsens forfatterskab startede i 60´erne. Det var en tid, hvor mange danske vandløb havde solide bestande af bækørred og stalling, og mens de talrige dambrug berigede naturen med både store mængder af næringsstof, medicinrester og fangstklare regnbueørreder. På godt og ondt var det en tid, hvor imitationsfiskeriet efter ørred og stalling havde gode år. Jeg overvejer ofte, om dansk fluefiskelitteratur ville have fået en Torp Jacobsen, en Svend Saabye og en Paul Wellendorf, hvis de var blevet født i dag. Imitationsfiskeriet i de klassiske jyske vandløb er kun en svag skygge af, hvad det var dengang. Opstemningerne er fjernet, og i fiskeplejen fokuseres der på havørred og laks. Bækørreden og stallingen er truede dyrearter. Jeg er selv, som de fleste andre lystfiskere, begejstret for den flotte opgang af blanke fisk i mange af de danske vandløb – men… jeg savner bækørreden og stallingen.
Mange af de himmerlandske vandløb, jeg fisker i dag, er de samme, som Torp fiskede i og skrev om. I samtlige åer er vandet blevet renere og mere klart – men i majfluetiden driver de store smukke insekter nedstrøms i tæppeklækninger – og det er mest småørreder, der forsøger at spise dem.
Derfor er jeg lykkelig over, at forholdene var anderledes, da Preben Torp Jacobsen blev fluefisker. Ellers tror jeg, han havde valgt medefiskeriet. En trøstende tanke er der dog: Den dag vi finder ud af at få sunde bestande af store bækørreder og stallinger tilbage i de danske vandløb, så ved vi lige præcist, hvad der skal til for af narre dem. Det står alt sammen i Torps bøger.
Artiklen er bragt i Sportsfiskeren 1, 2019.
