Fotoprojektet, der gik i fisk

Fotoprojekt 1 Foto: Søren Astrup Jørgensen.

"Projektet er gået i fisk". Den sætning rammer plet på Søren Skarbys fotoudstilling, som portrætterer 25 danske fiskearter ved hjælp af avancerede makrobilleder. Billederne skal vise danskerne, hvor unikke og fascinerende vores egne fiskearter egentlig er.

– Med billederne vil vi gerne vise, at man ikke behøver rejse til udlandet for at opleve de smukkeste og mest fascinerende fisk. De er lige i vores egen baghave, siger Søren Skarby.

Søren Skarby, som er fotograf og ivrig lystfisker, er netop ved at færdiggøre fotoprojektet "Fisk Helt Tæt På", hvor han portrætterer 25 danske fiskearter ved hjælp af ekstremt skarpe makrobilleder. Billederne af fisk strækker sig fra kendte fiskearter som havørred og rødspætte til mere ukendte som langtornet ulk og smerling. Alle fiskene skal ende som 2x3 meter billeder, som kan opleves fra den 29. februar på Fjord & Bælt i Kerteminde og efterfølgende i Naturama i Svendborg.

Udover at skabe fascination, så håber Søren Skarby også, at projektet kan skabe en bedre forståelse af vores natur under vandoverfladen, som efter hans mening ofte bliver glemt.

– Folks kendskab til danske fisk stammer ofte fra køledisken eller konservesdåsen, og det vil vi gerne lave om på ved at vise disse 25 fisk frem. Når folk får øjnene op for, hvor unikke og smukke de danske fiskearter er, så tror jeg også, at de er mere tilbøjelige til at passe på dem og tænke over, hvor vigtig artsdiversiteten under overfladen er.

Fisk Helt Tæt På
Søren Skarby (th) har længe drømt om at lave et stort fotoprojekt med fisk. Her ses han og Morten Boesen (tv) med deres første prøveprint, der er forstørret til 2x3 meter. Projektet er sandsynligvis det første af sin slags i verden. Foto: Søren Skarby.

OM FOTOPROJEKTET

• Projektet er støttet med 1,4 millioner kroner fra Veluxfonden og Aage V. Jensens Fond. Søren Skarby lavede projektbeskrivelsen, og Naturama fandt pengene og lavede ansøgningen.

• Du kan opleve fotoprojektet "Fisk Helt Tæt På” fra den 29. november 2019 på Fjord & Bælt i Kerteminde.

• I begyndelsen af februar 2020 kommer udstillingen også til Naturama i Svendborg, og herefter kan den også opleves på Aqua Akvarium & Dyrepark i Silkeborg.

DISSE FISK KAN DU OPLEVE PÅ UDSTILLINGEN "FISK HELT TÆT PÅ"

• Aborre • Elritse • Fjæsing • Fløjfisk • Gedde • Havbars • Knurhane • Langtornet ulk • Multe • Pighvarre • Rudskalle • Rødspætte • Savgylte • Smerling • Småplettet rødhaj • Stalling • Sortmundet kutling • Stenbider • Stor tangnål • Suder • Torsk • Trepigget hundestjle • Ørred • Ål • Ålekvabbe

Konservatoren og fotografen
Da Sportsfiskeren møder Søren til en snak om projektet i kælderen af Aqua Akvarium & Dyrepark i Silkeborg, er konservatoren Morten Boesen i fuld gang med at bedøve en rudskalle, som er en af dagens hovedpersoner foran kameraet.

– Kan jeg komme med rudskallen nu? spørger Morten Boesen, som har til opgave at få fiskene til at se så naturlig ud som overhovedet muligt.

– Nej, jeg mangler lige at indstille det sidste, så er jeg klar, svarer Søren, som indstiller kameraet, som er monteret på et massivt stativ. Linsen peger ned mod en lysplade, hvorpå fisken skal ligge. Dagens fotosession foregår i dykkernes omklædningsrum, og det ligner ikke ligefrem et fancy photo shoot. Omgivet af svømmefødder, iltflasker og dykkerdragter står et specialbygget fotobord, et stativ med påmonteret kamera og en computerskærm, som er de vigtigste arbejdsredskaber for at forevige fiskene. Opgivelsernes æstetik er dog ligegyldige, så længe her er helt stille. Søren bruger nemlig en særlig teknik ved navn "stacking", hvor de 120 billeder, som han i gennemsnit tager af hver fisk, bliver lagt sammen til ét billede med en ekstrem detaljegrad. For hvert billede arbejder han med en lukketid på op til 15 sekunder, hvilket betyder, at én fisk kan tage over en halv time at fotografere.

– Vi arbejder med så følsom en opsætning, at hvis der er bare de mindste rystelser eller ændringer i lys, så ødelægger det billederne. Derfor skal I altså sidde helt musestille, når vi først kører billederne, siger han. Søren fandt sin inspiration til projektet efter at have set den britiske fotograf Levon Biss’ makrobilleder af insekter. Kort tid efter tog han kontakt til Fjord & Bælt og Naturama i Svendborg for at pitche ideen om et lignende projekt – bare med fisk som modeller. Det viste sig dog hurtigt, at fotografering af væsner, som ikke ånder oven vande, har visse udfordringer.

Havbars. Foto: Søren Astrup Jørgensen.
Havbars. Foto: Søren Astrup Jørgensen.

Sørens 3 sværeste fisk:

HUNDESTEJLE-HUNNEN:
Det gik galt de første fire gange. Mest fordi den er så lille. Morten Boesen og Søren Skarby var meget trætte af den efterhånden. I femte forsøg sad den dog i skabet.



ELRITSEN:
Den krævede en uges koncentreret arbejde foran computeren. De gennemsigtige, delikate finner var fyldt med skidt, der skulle renses væk. Det er, i sagens natur, ikke muligt at støve en fisk af.



MULTEN:
Multen var bøvlet af samme årsag som elritsen, men der var et andet problem. Fisken var ikke udvokset, og i den alder er det tæt på umuligt at artsbestemme den. Selv eksperter på Københavns Universitet måtte opgive at finde ud af, hvilken af de tre arter af multe, der findes i dansk farvand, det var.

Levende væsner
Den gyldne rudskalle ligger nu stille på den oplyste lysplade. Morten Boesen bruger en fin malerpensel til at pensle fiskens skæl med en blanding af babyolie og vand, så den ikke tørrer ud. Med pincet flytter han på fiskens halefinne, så fisken ser flot ud hurtigst muligt. Konservatoren og fotografen er nemlig oppe imod tiden.

– Vi har med levende væsner at gøre, og derfor er tiden knap, inden fisken dør og begynder at se mat og unaturlig ud. Det er alfa omega, at fisken ser naturlig ud, for ellers mister vi de små detaljer og de smukke farver, som gør dem smukke, forklarer Søren og påpeger, at alle fiskene i projektet efterfølgende er blevet brugt til dissekering til fordel for besøgende skoleklasser på akvariet.

Sørens baggrund som lystfisker giver ham den fordel, at han hurtigt kan se, om en fisk ikke ser ud, som den skal. For eksempel brugte han tre forsøg på at fotografere fjæsingen, så dens farver kom til sin ret. For ikke nok med at fiskene er svære at portrættere, så er de også svære at få fingrene i.

– De fleste akvariefisk er ikke brugbare til fotografering, da de ikke ser ligeså naturlige ud som vildfisk, og det samme gælder for fisk fanget i ruser og garn af erhvervs- eller fritidsfiskere. Her bliver finnerne ofte ødelagt af nettets masker eller spist af krabber. Men fisk fanget med stang eller ved hjælp af elektrofiskeri er derimod gode, fordi de tager mindst muligt skade under fangst og håndtering, forklarer Søren, som selv har stået for at fange tobisen og gedden med fiskestang.

Detaljer, som aldrig er set før
– Åh, den flue går mig på nerverne. Der er en spyflue i rummet, som giver Søren grå hår. Han er nervøs for, at den pludselig sætter sig på linsen under fotograferingen.

Efter cirka 30 minutter kommer det sidste billede frem på computerskærmen, og nu følger flere timers efterredigering af de 160 billeder, som rudskallen krævede. Når Søren går i gang med denne del af processen, finder han ofte detaljer ved fiskene, som han slet ikke kendte til.

– Da jeg for eksempel begyndte at efterbehandle hundestejlen, så jeg pludselig, at den var fyldt med helt små glimmer-prikker, hvilket jeg slet ikke vidste og var overrasket over. Det samme gjaldt havbarsens skælside, som er så smuk og sølvblank, at man næsten skulle tro, at det var 100 franske syersker, som havde placeret hver og én, siger han og fortsætter:

– Alle disse små detaljer er helt sikkert noget, man som lystfisker vil blive fascineret af, hvis man besøger udstillingen. Måske kan det også bruges i ens fiskeri? Altså efterligne de små byttefisk som tobis og hundestejler og deres små detaljer endnu mere nøjagtigt, når man binder sine fluer eller maler sine blink.

Pincet, sytråd og pensel er bare nogle af de værktøjer, der af og til skal i brug for at præsentere fiskene bedst muligt foran kameraet. Foto: Søren Astrup Jørgensen.
Pincet, sytråd og pensel er bare nogle af de værktøjer, der af og til skal i brug for at præsentere fiskene bedst muligt foran kameraet. Foto: Søren Astrup Jørgensen.
Skarby2 Søren Skarby er både fotojournalist og ivrig lystfisker, hvilket han har kunnet drage nytte af, når han skulle skaffe fiskearter til fotoprojektet. Foto: Søren Astrup Jørgensen.

Sulten efter mere
Selv er Søren blevet forbløffet over, hvor mange af de danske fisk, man ikke har ret meget kendskab til herhjemme.

– Fisk som den langtornede ulk og fløjfisken er for eksempel arter, som fåtallet kender, inklusiv mig selv. Det er jo nogle af de smukkeste og mest fascinerende fisk, når man dykker ned i detaljerne, som vi har gjort. Og det med at zoome helt ind er Søren langt fra færdig med. Allerede nu pønser han på et nyt og lignende projekt, hvor han kan bruge sine erfaringer.

– Når jeg ser tilbage, så er der mange ting, som man godt kunne have gjort anderledes, eller som er blevet tilpasset undervejs, og den læring er spændende. Derfor håber jeg, at jeg kan bruge mine erfaringer på et lignende projekt ude i fremtiden. Men mere kan jeg ikke løfte sløret for nu, slutter Søren.

Udover at selve fotograferingen tager lang tid, så ligger der efterfølgende også et kæmpe arbejde i at redigere og samle de op imod 160 billeder til ét billede. Foto: Søren Astrup Jørgensen.
Udover at selve fotograferingen tager lang tid, så ligger der efterfølgende også et kæmpe arbejde i at redigere og samle de op imod 160 billeder til ét billede. Foto: Søren Astrup Jørgensen.

Bliv medlem

Støt op om vores arbejde

og bliv en del af fællesskabet

Dette felt er påkrævet
Dette felt er påkrævet
Det er ikke en gyldig e-mail
Der findes allerede en profil med denne e-mail, log venligst ind først.
Dette felt er påkrævet
Dette felt er påkrævet
Dette felt er påkrævet
Dette felt er påkrævet
Dette felt er påkrævet
Ingen ABU Sölv kystagn + cap (+ 149 kr.) DSF Cap (+ 100 kr.) Flexi Stripper (+ 149 kr.) Geoff Anderson WizTool værktøj (+ 149 kr.)
Farve: Blå Farve: Grøn Farve: Pink Farve: Sort
Dette felt er påkrævet

DKK {{model.price | number : 2}}

Vælg betalingsform

MobilePay MobilePay Betalingskort Kort

Ja tak, send mig nyhedsbreve med nyheder, tilbud, kurser og fortællinger om arbejdet for flere vilde fisk og et bedre lystfiskeri.

Jeg accepterer Danmarks Sportsfiskerforbunds betingelser. Dine oplysninger vil blive brugt til medlemsadministration såsom kontingentopkrævning og udsendelse af vores medlemsmagasin Sportsfiskeren. Se også vores privatlivspolitik.

Du skal acceptere vores betingelser

Kontingent gælder i 1 år. Fornyes automatisk og kan til enhver tid opsiges via "Min Side"