Fotoprojektet, der gik i fisk

Konservatoren og fotografen
Da Sportsfiskeren møder Søren til en snak om projektet i kælderen af Aqua Akvarium & Dyrepark i Silkeborg, er konservatoren Morten Boesen i fuld gang med at bedøve en rudskalle, som er en af dagens hovedpersoner foran kameraet.

– Kan jeg komme med rudskallen nu? spørger Morten Boesen, som har til opgave at få fiskene til at se så naturlig ud som overhovedet muligt.

– Nej, jeg mangler lige at indstille det sidste, så er jeg klar, svarer Søren, som indstiller kameraet, som er monteret på et massivt stativ. Linsen peger ned mod en lysplade, hvorpå fisken skal ligge. Dagens fotosession foregår i dykkernes omklædningsrum, og det ligner ikke ligefrem et fancy photo shoot. Omgivet af svømmefødder, iltflasker og dykkerdragter står et specialbygget fotobord, et stativ med påmonteret kamera og en computerskærm, som er de vigtigste arbejdsredskaber for at forevige fiskene. Opgivelsernes æstetik er dog ligegyldige, så længe her er helt stille. Søren bruger nemlig en særlig teknik ved navn "stacking", hvor de 120 billeder, som han i gennemsnit tager af hver fisk, bliver lagt sammen til ét billede med en ekstrem detaljegrad. For hvert billede arbejder han med en lukketid på op til 15 sekunder, hvilket betyder, at én fisk kan tage over en halv time at fotografere.

– Vi arbejder med så følsom en opsætning, at hvis der er bare de mindste rystelser eller ændringer i lys, så ødelægger det billederne. Derfor skal I altså sidde helt musestille, når vi først kører billederne, siger han. Søren fandt sin inspiration til projektet efter at have set den britiske fotograf Levon Biss’ makrobilleder af insekter. Kort tid efter tog han kontakt til Fjord & Bælt og Naturama i Svendborg for at pitche ideen om et lignende projekt – bare med fisk som modeller. Det viste sig dog hurtigt, at fotografering af væsner, som ikke ånder oven vande, har visse udfordringer.

Levende væsner
Den gyldne rudskalle ligger nu stille på den oplyste lysplade. Morten Boesen bruger en fin malerpensel til at pensle fiskens skæl med en blanding af babyolie og vand, så den ikke tørrer ud. Med pincet flytter han på fiskens halefinne, så fisken ser flot ud hurtigst muligt. Konservatoren og fotografen er nemlig oppe imod tiden.

– Vi har med levende væsner at gøre, og derfor er tiden knap, inden fisken dør og begynder at se mat og unaturlig ud. Det er alfa omega, at fisken ser naturlig ud, for ellers mister vi de små detaljer og de smukke farver, som gør dem smukke, forklarer Søren og påpeger, at alle fiskene i projektet efterfølgende er blevet brugt til dissekering til fordel for besøgende skoleklasser på akvariet.

Sørens baggrund som lystfisker giver ham den fordel, at han hurtigt kan se, om en fisk ikke ser ud, som den skal. For eksempel brugte han tre forsøg på at fotografere fjæsingen, så dens farver kom til sin ret. For ikke nok med at fiskene er svære at portrættere, så er de også svære at få fingrene i.

– De fleste akvariefisk er ikke brugbare til fotografering, da de ikke ser ligeså naturlige ud som vildfisk, og det samme gælder for fisk fanget i ruser og garn af erhvervs- eller fritidsfiskere. Her bliver finnerne ofte ødelagt af nettets masker eller spist af krabber. Men fisk fanget med stang eller ved hjælp af elektrofiskeri er derimod gode, fordi de tager mindst muligt skade under fangst og håndtering, forklarer Søren, som selv har stået for at fange tobisen og gedden med fiskestang.

Detaljer, som aldrig er set før
– Åh, den flue går mig på nerverne. Der er en spyflue i rummet, som giver Søren grå hår. Han er nervøs for, at den pludselig sætter sig på linsen under fotograferingen.

Efter cirka 30 minutter kommer det sidste billede frem på computerskærmen, og nu følger flere timers efterredigering af de 160 billeder, som rudskallen krævede. Når Søren går i gang med denne del af processen, finder han ofte detaljer ved fiskene, som han slet ikke kendte til.

– Da jeg for eksempel begyndte at efterbehandle hundestejlen, så jeg pludselig, at den var fyldt med helt små glimmer-prikker, hvilket jeg slet ikke vidste og var overrasket over. Det samme gjaldt havbarsens skælside, som er så smuk og sølvblank, at man næsten skulle tro, at det var 100 franske syersker, som havde placeret hver og én, siger han og fortsætter:

– Alle disse små detaljer er helt sikkert noget, man som lystfisker vil blive fascineret af, hvis man besøger udstillingen. Måske kan det også bruges i ens fiskeri? Altså efterligne de små byttefisk som tobis og hundestejler og deres små detaljer endnu mere nøjagtigt, når man binder sine fluer eller maler sine blink.