På farten

For jeg er også en af de fiskekammerater, der altid skal bøffe af andres forfangsmaterialer. Jeg har desuden et utal af rustne og ubrugelige fluer. Jeg har faktisk op til flere saltvandsbefængte og ramponerede fluebokse. Men altså kun to, der dur, hvoraf den ene jo er dårlig. Jeg kommer ofte af sted uden kaffen og tigger derfor de andre om en kop. Jeg er i det hele taget ikke en af dem, der har orden i grejet og pakker, aftenen før jeg skal af sted. Langtfra. Men jeg er på farten.

Ligesom havørrederne trækker jeg rundt langs kysterne i efteråret. De er på jagt efter en mage. Og jeg er på jagt efter dem. Kysten om efteråret er som karnevalet i Brasilien – farverigt og uforudsigeligt. Det er det, jeg elsker. Den ene dag finder man ikke en eneste fisk, og vejret er gråt, grimt og blæsende. Den næste dag stråler omgivelserne med farver fra den varmeste palet, og fiskeriet er mindst lige så hektisk, som naturen er flot. Selve fiskene er også helt specielle. Selvom de ikke er blanke, er de fantastisk smukke. Efterårets farver smitter af på kystens havørreder, der stråler i varme, gyldne nuancer. Man kan kun blive i godt humør, når naturen fører sig frem og brænder sæsonens sidste krudt af om ørerne på en. Den opfører sig som klassens urolige dreng, der hele tiden skal gøre opmærksom på, at han stadig er her.

I dag er ingen undtagelse. Vinden er bestemt uden dog at tangere rigtig efterårsstorm. Men styrken indikerer alligevel, at noget større er på vej. Langs kysten ligger brede bræmmer af opskyllet ålegræs. Den inderste bræmme er tør, knasende og nærmest ravfarvet. Den yderste er helt frisk, sjattet og skinner i en flot, dyb, flaskegrøn farve. Jeg bemærker det, selvom jeg har travlt med at affiske kysten. Vinden står skråt ind på denne kyststrækning og sætter røre i vandet. Det er godt. Det var det i hvert fald sidste år. Og forrige år. Så mon ikke det også er det i dag. Jeg tror det. Og håber det. For jeg vil bare ramme et af efterårets store træk af sexlystne ørreder. Ikke så meget for at fylde fryseren op inden vinteren. Nej, mere for at lure de drilske efterårsørreder på deres færd. De er ubestemmelige og utilregnelige som efterårsvejret. Til gengæld er koncentrationerne nogle gange så store, at jeg gang på gang imponeres og overraskes. Det fascinerer mig i den grad, at kystens jægere samles i store flokke efter en mere eller mindre ensom tilværelse siden sidste leg eller opvæksten i åen. Fænomenet med at vandre samlet til gydebankerne betager mig. Det er smukt. Og fordi der er så smukt, går fiskeriet heller ikke ud på at høste eller lande så mange fisk som muligt. Det er udfordringen i at finde dem, der er essensen i mit efterårsfiskeri. Det er derfor, jeg er på farten.

Og der er fart på. Jeg traver langs kysten med den skinnende skov bag mig. Spredte klatter med hybenbuske står spredt nær kystlinjen. Hvert enkelt lille hyben skinner stærkt i solen, der så småt er på vej ned. Jeg registrerer dem blot som små ildkugler, mens jeg vandrer af sted. Flere kilometer er blevet tilbagelagt og de fleste af dem affisket i høj fart. At det ikke er blevet til et eneste ryk i fluen, generer mig egentlig ikke, for jeg ved, de er her – et eller andet sted. En vished, der genererer nye kræfter til benene. Ufortrødent fortsætter de langs vandet og gennem moradset af kystnære hyben.

Et gedigent plask mellem et par blæretangsbuske får mig til at stoppe op. Hvad var det? Det kan kun være en havørred. Jeg flår linen af hjulet og vader forsigtigt på kastehold. Vinden kommer heldigvis skråt fra siden, så den kan hjælpe mig med at bære fluen de sidste meter ud forbi buskene. Fluen – en brunlig dubbingklat med spraglede gummiben – lander med et diskret plop. Jeg trækker fluen hurtigt hjem med begge hænder, mens jeg holder stangen under højre arm. Fluen farer af sted lige under overfladen. Enkelte gange er den lige oppe at streame. Midt i kastet rejser en bølge sig bag fluen. Bølgen bliver højere og højere og er nu lige bag ved fluen. Jeg speeder fluen op, så meget jeg kan, og drejer til sidst i kroppen, så stangen føres til siden for at få maksimal fart på fluen. Da forfanget rammer topøjet, stopper jeg indtagningen og drejer kroppen det sidste stykke, indtil jeg kan se fluen. Idet farten sænkes på fluen, vender havørreden med et sprøjt få meter fra mig. Pokkers. Jeg kaster igen og forsøger at fiske fluen endnu hurtigere. Det lykkedes. Og cirka midt i kastet kroges en fin havørred, da den tager fluen i høj fart.

Med ét går den bersærk i overfladen og ruller rundt i hysterisk vildskab. Jeg slækker presset på fisken og sænker stangspidsen under vandet. Det får fisken til at falde til ro. Den megen tumult har sat gang i sagerne, for mens jeg fighter fisken det sidste stykke, er hele fire andre fisk kommet fri af vandet. De springer majestætiske op, lander pladask på siden for lige at markere, at her regerer de altså. Det er intenst at stå med bøjet stang, mens flere og større havørreder springer inden for kastehold. Den krogede fisk til trods bliver jeg helt utålmodig og glæder mig allerede til næste kast. Derfor fighter jeg fisken kontant og afkroger den straks i vandet foran mig. Den er omkring en halv meter og kun svagt farvet. Smukt ser det ud, da den svømmer tilbage mod skjulet i blæretangen.

Jeg er ovenpå nu. For det er tydeligvis ikke den eneste fisk, der er i området. Et nyt kast afleveres mod de selv samme buske. Fire meter fra stangtoppen hugger ørred nummer to. Den er knap så stor og ilter som den første, så fight og landing volder ingen problemer.

Fisk nummer tre hugger et par kast senere og gør mere væsen af sig. Den springer fri af vandet på kort line, og to gange lander den på forfanget. Det er et under, at jeg ikke mister den. Så snart den er inden for rækkevidde, griber jeg om dens nakke med et solidt greb. Den er rund og trind, omkring 50 cm og smuk som den første. Den tager jeg med hjem.

Få minutter senere er trækket i linen tungt. Fisken rykker hurtigt nogle meter line gennem mine fingre, alt imens jeg ruller den sidste løsline op på hjulet. Fighten er relativt lang, men dyb og rolig. Fisken stråler i de smukkeste farver, og de mange prikker leder tankerne hen på dens slægtninge i åen.Fisken er blandt de smukkeste, jeg længe har fanget, og længden nærmer sig 70. Jeg tager forsigtigt fluen ud og lader vidunderet glide tilbage i det glødende hav.

Jeg sætter fluen i korken, ruller linen ind og kaster mig i en dynge ålegræs. Fire fisk på en halv times tid må være rigeligt. Jeg nyder solen bevæge sig ned mod horisonten. Med jævne mellemrum bryder en havørred den vuggende overflade. Himlen bliver flottere og flottere, jo længere solen kommer ned. Og jo længere solen kommer ned, desto koldere bliver jeg. Venstre ben er rigtig vådt og koldt, og situationen omkring skridtet er heller ikke ønskværdig. Mens jeg sidder og nyder dagens absolut sidste lys, sidder jeg roligt og nusser med fluen. Ligesom jeg beslutter mig for at rejse mig og finde pandelygten frem for at gå tilbage til bilen, knækker krogen. Nej. Det måtte bare ikke ske. Hvad skal jeg så fiske med i morgen?

Ovenstående er et uddrag fra bogen Skælsætninger, som er lavet af Jakob Sørensen, Thomas Weiergang og Søren Astrup Jørgensen.​