Sportsfiskeren 2 er snart ude – få inspiration til sommerens fiskeri
Årets andet nummer af Sportsfiskeren kommer vidt omkring og tager hul på sommerens mange spændende fiskearter. Vi giver dig blandt andet skarpe tips og tricks til dit å-fiskeri efter både laks og havørreder, og så gør vi dig også lidt klogere på, hvad du må og ikke må, når du færdes til og fra fiskevandet.
Udgivelsesoversigt
Sportsfiskeren 2: 13. maj
Sportsfiskeren 3: 9. september
Sportsfiskeren 4: 25. november
Har du ikke modtaget Sportsfiskeren?
Hvis du mod forventning ikke modtager Sportsfiskeren, selvom du er medlem af Danmarks Sportsfiskerforbund, så send navn, adresse og medlemsnummer til medlemsadministrator Anne Holbæk på ah@sportsfiskerforbundet.dk
Sportsfiskeren 2 – årets anden udgivelse – lander i kiosker over hele landet og i din postkasse fra mandag den 13. maj. Her får du en smagsprøve på, hvad du har i vente i det nyeste nummer af Sportsfiskeren.
God læselyst!
Som medlem af Danmarks Sportsfiskerforbund kan du desuden læse magasinet online allerede nu.
Lær dine børn at fiske
Sommeren er en oplagt mulighed for at slå to fluer med ét smæk ved at dulme fiskefeberen sammen med familien. Mange lystfiskere drømmer nemlig om at dele lystfiskeriet med deres børn, men det er ikke altid lige let at få ungerne til at gribe fiskestangen. Men fortvivl ej. I dette nummer får du en række tips og tricks til at komme godt fra start med at introducere din hobby for familiens yngre medlemmer.
Gratis gedder
De fleste har stiftet bekendtskab med gedden gennem deres fiskeliv, og det er ikke så mærkeligt. Den er nemlig at finde i stort set alle slags søer og moser. Det betyder også, at du kan opleve et spændende og til tider nervepirrende geddefiskeri i en lang række gratis vande overalt i Danmark. Og lad dig ikke snyde – du kan sagtens finde både mange og også store gedder i disse statslige og kommunale søer og moser. I det nye nummer af Sportsfiskeren får du gode råd til, hvordan du fanger gedder kvit og frit.
Laks uden dikkedarer
At fange en dansk laks er ofte forbundet med en vis æresfrygt, men spørger du Andreas Lyngø, så behøver det ikke være så svært – især ikke, hvis du griber spinnestangen. Sportsfiskeren har taget en snak med den nyudklækkede laksefisker om, hvordan man fanger laks på spin uden alt for mange dikkedarer og fine fornemmelser.
Portræt af tegneren
Thomas Weiergang har et stort behov for at fiske og formidle sin glæde ved det gennem tegninger og malerier. Hans største behov er dog at se på vand og finde ro i en til tider stresset hverdag. Læs med, når vi går tæt på fisketegneren.
Hvor må jeg færdes som lystfisker?
Må jeg gå i 2 meter bræmmen? Må jeg opholde sig på kysten, selvom den er privat? Må jeg trække min båd i land hvor som helst? Spørgsmålene kan hurtigt hobe sig op, når det handler om regler omkring færdsel på din fisketur. Fortvivl ikke! Sportsfiskerne har opstillet 10 lystfisker-senarier for chefkonsulent i Friluftsrådet, Anker Madsen, for at blive lidt klogere på, hvad vi må og ikke må, når vi færdes i naturen.
Fantastiske Øresund
Takket være trawlforbuddet byder Øresund på et hav af spændende fiskearter, og det giver samtidig mulighed for et alsidigt lystfiskeri. Følg med fiskebiologen Markus Lundgren på en guidet rundtur i det smalle farvand mellem Danmark og Sverige.
Indblik: Tema om ådale
I årtier er åer og ådale blevet mishandlet. Det har haft store konsekvenser for vores natur og miljø og skabt oversvømmelser på marker og i byer. Sportsfiskerens 16-siders sektion, Indblik, sætter denne gang fokus på ådale. Her tager vi dig blandt andet med til Omme Å, hvor ådalen atter er på vej til sit gamle jeg – i samarbejde med de lokale lodsejere. I dag er både majfluer og laks vendt tilbage. Du får også indblik i, hvordan ådalene kan fungere som naturlige og naturrige klimaløsninger ved hjælp af omfordeling af de ånære jorder.